Et ældre ægtepar i vores familie fodrer andres katte og vi er i tvivl om, hvorvidt det er i orden eller ej
SPONSORERET indhold

Hun elsker at fodre andre folks katte

Et ældre ægtepar i vores familie er begyndt at fodre andre folks katte. Nogle gange har kattene endda fået lov til at gå ind i deres hjem - og deres soveværelse. Jeg synes ikke, det er i orden, for kattene har jo andre ejere. Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
28. feb. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om ældre familiemedlem, som fodrer andres katte

Jeg har et spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at andre ser på med friske øjne. Det drejer sig om et ældre ægtepar i familien, som aldrig har haft hverken børn eller dyr. Nu bor de i en bebyggelse, hvor der løber katte rundt, og det kan jo ikke undgås.

Hver dag kommer der to katte og kradser på deres terrassedør, og fruen, som er meget katteglad, sætter straks en skål eller en tallerken mad ud til dem med tun fra dåse, piskefløde, rejer eller andet lækkert. Kattene er velnærede og har halsbånd og navneskilt på og ser ikke ud til at lide nogen nød. Af og til, når terrassedøren står åben, sniger kattene sig også ind i stuen og endog op ad trappen til soveværelset på 1. sal.

LÆS OGSÅ: Vores datter har forelsket sig i en psykopat

Nu er mit spørgsmål så: Er det ikke grundlæggende forkert at fodre andre folks husdyr? Jeg mener, at en familie har besluttet sig for at få en kat, og passer den så med mad, dyrlægebesøg samt omsorg.

Katte render rundt mange steder, men når de bliver fodret utallige andre steder, kan familien jo slet ikke selv styre, hvor meget mad katten får. Jeg er spændt på at høre din mening.

Vibeke Dorph råder til at lade være, da det kan gøre mere skade end gavn

Nej, jeg synes ikke, at det er en god idé, at man går og fodrer andre folks katte. Kun hvis der er tale om katte, der tydeligvis mistrives og savner et egentlig hjem. Her skal man så også først tage en beslutning om, hvorvidt man er parat til at tage katten til sig for altid, inden man finder dåsemaden og andre lækkerier frem. For selv om det kan være fristende, så er det ikke i orden, hverken over for katteejer eller kat, hvis man begynder at fodre en kat, der hører til i et andet hjem.

Som du selv skriver, så kan der være gode ernæringsmæssige grunde til, at kattene ikke bliver fodret med fløde og rejer på daglig basis – fløde er i øvrigt gift for en kat, det må de slet ikke få. Katten selv kan også blive forvirret over, hvor den selv hører hjemme, hvis madskålen er stillet frem lidt for mange steder.

LÆS OGSÅ: Min mors og søsters fordømmelse knuser mig

Dit ældre familiemedlem kan således risikere, at kattene pludselig rykker ind og betragter hendes hjem som sit. Det er ikke sikkert, at hun er parat til det, hvilket da også igen vil være tarveligt overfor kattenes retmæssige ejere for ikke at tale om kattene selv. Jeg har også hørt forfærdelige historier om katte, der er kravlet ind i et hus eller sommerhus og endt med at blive låst inde, fordi husejer ikke har været opmærksomme på den, og derfor er taget afsted og har efterladt en kat, der ikke har kunnet komme ud igen.

Derfor: Vil dit familiemedlem have sig en kat, så må hun selv anskaffe sig en og så ellers nøjes med at klappe kattene, når de kigger forbi. Både for kattenes egen, men også for deres ejeres skyld.

Anbefalet til dig