Hvorfor prioriterer min familie mig ikke længere?
Efter vi er blevet voksne, er min familie blevet dårlige til at holde kontakten. Jeg har derfor foreslået, at vi afholder en weekend, hvor vi får set hinanden. Dette arrangement er der dog ikke så meget opbakning til, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om familiesammenkomst efter mistet kontakt
Vi er en familie, der ikke har været gode til at holde kontakten, efter at vi er blevet voksne, og vores forældre ikke længere står for at samle os.
Derfor har jeg ikke set mine fætre og kusiner i flere år.
Vi plejede ellers som børn at ses ofte, og selvom vi boede spredt over Danmark, så elskede vi at være sammen. I dag har vi alle fået børn, der af gode grunde ikke rigtig kender hinanden, hvilket jeg synes er synd.
Jeg er selv et stort familiemenneske og har i mange år ønsket at samle familien igen. Da min ene onkel døde sidste år, tænkte jeg, at nu skulle det være. Derfor skrev jeg ud til mine fætre og kusiner og foreslog, at vi fremover satte en weekend af om året til at være sammen.
Begejstringen for den idé, virkede dog ikke til at være særlig stor hos de andre. Svarene kom langsomt, min ene bror har endnu ikke svaret, også selvom jeg en gang har rykket ham. En kusine var begejstret, andre lidt lunkne, mens en fætter skrev, at han synes en hel weekend var for meget, og at en dag måtte være nok.
Problemet er, at jeg ikke synes, at en dags samvær er nok med så mange børn og voksne. Jeg frygter, at det vil blive for stressende, jeg vil gerne have tid til nærvær og ro, ellers minder det for mig mere om pligt end lyst. Jeg er også ærlig talt lidt forundret over, at min familie ikke engang kan afsætte en enkel weekend til at være sammen.
Kan jeg tillade mig at sige til de andre, at en enkel dag ikke er nok, og at det på mig lyder til, at det mere er lysten, der mangler end tiden? Hvad tænker du?
Annonse
Vibeke Dorph råder til at skrue ned for ambitionerne, men ikke drømmen
Jeg kan godt forstå, at du er lidt nedslået over, at din øvrige familie ikke er helt så begejstrede for din idé om en familieweekend, som du selv er det. Sådan er det bare, når man selv får en idé, man selv er begejstret for: Omgivelserne kan ikke komme op og ringe på helt samme niveau, og ja, det er lidt surt, men sådan er det; mennesker er forskellige, og derfor er deres ønsker og behov det også, uden at man kan eller skal klandre dem for det.
Nu synes jeg personligt, at din idé om at føre familien sammen er glimrende, men jeg kan også sætte mig ind i, hvis nogen i din familie ikke synes, at I behøver at bruge en hel weekend på det. I hvert fald i første omgang, for som du skriver, det er længe siden, I har set hinanden, derfor kan jeg godt forestille mig, at det kan føles lidt voldsomt, hvis I skal tilbringe hele to dage sammen.
Du ved jo heller ikke, hvordan relationerne mellem de øvrige familiemedlemmer er, det er jo ikke sikkert, at dine fætre og kusiner, er så tætte, som de måske var det engang.
Annonse
Derfor vil jeg råde dig til at skrue ned for ambitionerne, men ikke for din drøm. Læg stille og roligt ud. Planlæg f.eks., at I mødes en sen formiddag, drikker kaffe, spiller rundbold eller andet, får jer et glas og spiser noget mad, og se så, hvordan det går. Skilles I kun modvilligt og med en gensidig lyst til at se hinanden, jamen, så vil alle vel være mere end villige til at bruge mere tid sammen næste gang.
Under alle omstændigheder, så start i det små. Jeg er sikker på, at det vil være den rigtige vej at gå for at få din fine drøm om et bedre familiesammenhold til at gå i opfyldelse.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
