Kat og naboer
SPONSORERET indhold

Naboen behandler ikke deres kat ordentligt

Min naboers kat kommer altid over til mig, når jeg skal ind eller ud ad min dør, da det virker til, at dens ejere ikke er meget for at passe den. Jeg kan ikke få mig selv til at bede dem om at passe på deres kat, men jeg kan heller ikke klare at se katten gå rundt og sulte og klage sig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
24. apr. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om kat, som naboen ikke tager sig af

I gaden, hvor jeg bor, bor der også en langhåret kat, der næsten hver dag kommer hen til mit hus, når jeg skal ud eller ind ad min dør. Den har et sted at bo, men dens ejere bor i en lejlighed i stueetagen lige ved siden af mig.

De er åbenlyst ikke meget for at passe deres kat og lukker den stort set aldrig ind. Jeg tror heller ikke, at de sørger for, at den får mad. Den kan heller ikke selv gå ind i lejligheden, da hoveddøren til opgangen er lukket, så den kan ikke komme ind. 

Jeg er bekymret for katten og har taget fat i Dyrenes Beskyttelse, og de lovede, at de ville høre, om ejeren ville overdrage katten til dem, men jeg tror ikke, at der er sket noget, eller også har ejeren takket nej. For katten er stadigvæk ude hele tiden, og jeg ved ikke mine levende råd. Den er øremærket, og hvis den ikke var, så ville jeg tage den på et internat. Jeg har desværre selv hund, så den kan ikke flytte ind hos mig. 

LÆS OGSÅ: Jeg tør ikke lade min hund være alene hjemme

Det er er ubærligt at se på, at den stakkels kat strejfer forvirret rundt på den måde. Den er jo sulten, og ingen tager sig af den. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen til ejeren og bede dem om at passe på deres kat. Jeg kan bare ikke klare at se den gå rundt og sulte og klage sig. Så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at tale med nabo eller kontakte Dyrenes Beskyttelse

Nu har folk jo forskellige meninger om, hvad det vil sige at behandle en kat ordentligt, men mindstemålet må være, at en kat har adgang til foder og adgang til et sted, hvor den kan søge ly for vind, vejr og potentielle fjender. Det lyder ikke til at være tilfældet med din nabos kat, så jeg forstår godt, at du er bekymret. Var jeg dig, så ville jeg derfor gribe fat i Dyrenes Beskyttelse igen og gerne i en lidt mere hårdfør tone spørge dem, om de har været forbi og talt med kattens ejere. Dyreværnet har også en udrykningstjeneste, så dem kan du også kontakte, hvis de andre ikke rykker. 

Sker der stadigvæk ikke noget fra den kant, så er der ikke andet at gøre end at opsøge kattens ejere. Jeg ved godt, du kvier dig, men dels får man ikke ændret på noget, hvis man ikke tør tage en konfrontation, og dels kan man sagtens konfrontere folk uden, at det ender i en konflikt. 

LÆS OGSÅ: Min nabo beskylder mig for at være dyremishandler

Personligt ville jeg derfor vælge at tage den let uskyldige mine på og så gå over og fortælle naboerne om dine observationer. Fortæl, at katten strejfer og virker forvirret. At den åbenlyst mangler et sted, hvor den kan komme ind i løbet af dagen, og at den er sulten og plagende. Du skal delagtiggøre dem i dine bekymringer, så de ved, at deres manglende katteomsorg har konsekvenser for andre. Det svarer jo på en måde til, at en hundeejer lod sin hund løbe frit rundt, når han drog på job, og det tror jeg ikke, at naboerne ville finde sig i, så mon ikke, han ville finde på en løsning. Det håber og tror jeg også, at dine kattenaboer er villige til, især når de forstår, at andre også er meget opmærksomme på, hvor dårligt de behandler deres kat.

Anbefalet til dig