Vibeke Dorph Brevkasse
SPONSORERET indhold

Vores svigerdatter kan ikke lide os

Det er tydeligt, at vores svigerdatter ikke kan lide os. Hun lyver for at slippe for at se os, og hun beklager sig altid, når vi er til stede. Vi vil gerne hende, vores søn og vores børnebørn, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
14. feb. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om usagt konflikt med svigerdatter

Hos os har vi en søn og en svigerdatter samt børnebørn. Vi har et nogenlunde forhold til dem, selvom det ikke er tæt. Vi bliver tit inviteret hjem til dem. Det gjaldt også til juleaften sammen med hendes forældre. Det var hyggeligt, men vi fornemmede som altid, at vores svigerdatter helst er fri for vores selskab, det opleves mere som en pligt fra hendes side.

Vi tilbyder altid at medbringe noget. Forrige år fik vi besked den 24. om, at vi alligevel ikke skulle medbringe noget. Til denne jul fik vi en ret ubehøvlet besked om stort set det samme. Vi har også oplevet, at min søn og svigerdatter har sagt, at de skulle holde jul hos hendes forældre. Det var naturligvis helt i orden for os, men senere fandt vi ud af, at hele familien havde været samlet til jul hos min søn og svigerdatter. Forrige år hørte min mand min svigerdatter sige til sin mor, at hun da rigtignok håbede, at vi snart kørte hjem.

LÆS OGSÅ: Min ven har ikke tid til mig mere

Min svigerdatter kritiserer gerne alt ved os, også gaverne til deres børn, selv om de er købt ud fra børnenes egne ønskesedler. Vi vil ikke være uvenner med hende, men er kede af, at vi altid skal føle, at vi er til besvær, når vi besøger dem.

Hvad gør vi?

Vibeke Dorph råder til at åbne op og afværge spydige kommentarer

Desværre er det ikke første gang, at jeg hører om svigerdøtre, der ikke helt forstår at behandle deres svigerforældre ordentligt. Det er ikke i orden over for jer eller overfor jeres søn og børnebørn, der har lige så meget ret og lyst til at være sammen med jer, som de har det med resten af familien.

Når jeg læser din mail, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at du og din mand lader jeres svigerdatter køre tingene, som hun nu synes. Det er fint, at I på den måde viser hende respekt, men derfra til, at I skal acceptere det, når hun beklager sig over jeres gaver eller højlydt ønsker jer hen, hvor pebret gror, er der meget, meget langt.

Jeg tror faktisk, at jeres forhold ville bedres, hvis I blev bedre til at markere uden dog at skabe yderligere konflikt. For man kan faktisk godt sige fra på en pæn måde, uden at det behøver at ende i et skænderi, bare man sørger for at gøre det i selve situationen og gør det venligt.

LÆS OGSÅ: Min mand lever et dobbeltliv med andre mænd

Så når din svigerdatter næste gang beklager sig over jeres gavevalg, så fortæl hende roligt, at gaverne er købt for at glæde børnene og derfor også ud fra deres ønsker og spørg så, hvad det er, hun mener, I har gjort så forkert? Fortæl hende også, at I godt ved, at en juleaften er et stort arrangement, så når I tilbyder at hjælpe, så gør I det også for at støtte hende. I skal kort sagt være mere tydelige, så I også kan holde ud at være der, uden at I skal krybe langs væggene.

Skulle lejligheden byde sig, så få også sagt, at I har lige så meget brug og lyst til at være sammen med både jeres søn og børnebørn, som hendes forældre har det. I vil derfor gerne gøre jeres for, at alle har det godt, når I er sammen.

Ved at være åbne og imødekommende, så tvinger I nemlig jeres svigerdatter til også at åbne op og lukke jer mere ind i varmen, og det manglede da også bare.

Anbefalet til dig