Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Carla Luffe
Foto: Niclas Larsson For Carla var stedfarens vold og morens manglende kærlighed en del af hverdagen.

Carla voksede op i en kristen sekt: "Mor sagde, at vi var en synd"

Gud var undskyldningen for alt gennem Carla Luffes opvækst. Også stedfarens vold og morens manglende kærlighed. Alle forbuddene i den kristne sekt fik hende til at afsøge seksuelle grænser, og i mange år overvejede hun at få fjernet sine æggestokke, fordi hun var bange for at fejle som mor. Nu bor hun i København med sin kæreste og glæder sig for første gang nogensinde til at komme hjem.

Carla Luffe er smuk. Høj, lyshåret og slank. Hvis man ikke vidste, at den historie, hun skulle til at fortælle, var grufuld og uforståelig, ville man tro, at hun havde haft et liv som de fleste 29-årige kvinder. Det eneste, der peger i en anden retning, er det smalle kors tatoveret på hendes højre arm. Og hendes blå øjne, der har set mere end de fleste 29-åriges.

– Min far sagde engang, at man kunne skrive et brev, hvis man havde noget, man gerne ville ud med. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne lade være. Jeg havde brug for at håndtere min tankestrøm, smerte og fortid, siger Carla.

Derfor begyndte Carla sidste efterår at skrive breve. Til sin mor, far, stedfar, mormor, kæreste og sig selv. Brevene udgør hendes nye selvbiografiske værk "Til rette vedkommende", hvor hun prøver at beskrive og forstå, hvad det er for et liv, hun og hendes to brødre har måttet leve, eller snarere overleve, siden moren fandt sin nye kærlighed, Gud. Og hans højre hånd, Den Nye Far.

– Det var ikke meningen, at brevene skulle deles med nogen, men da min veninde læste dem, sagde hun, at jeg burde dele dem, fordi det ville vække genklang hos andre mødre og døtre, siger Carla beskedent.

LÆS OGSÅ: Janus Nabil Bakrawi: "Det sker indimellem, at jeg går tilbage til min gamle adfærd"

Mødet med Gud og hans højre hånd

Carlas historie begynder, da hun er fem år. Tiden før husker hun ikke, men hun har fået at vide af sin mormor, at det var en lykkelig tid, og at moren var en god mor. Selv husker Carla kun moren og farens bryllup, og første gang hun og brødrene blev introduceret til Københavns Bibeltrænings Center. Hun var spændt og glædede sig til at se, hvad det var, moren havde kastet sin kærlighed over.

– Vi cyklede langs søerne fra Østerbro, hvor vi boede, til Vesterbrogade, hvor kirken lå. Trip, trap, træsko. Det var spændende, der var en masse mennesker, og jeg forstod ikke, hvad der foregik, men jeg kunne mærke, at mor var glad, og det var det vigtigste, siger Carla.

Det er i dag 24 år siden, at moren blev ramt af Gud og mente, at hele familien skulle "tjene Herren".

– Min mor tog min far med til vækkelsesmøder i menigheden og ville hurtigt giftes med ham, for hun kunne ikke være med i menigheden, hvis hun var ugift og havde børn. Det var en kæmpe synd. Min far havde aldrig troet på ægteskabet, men gik med til at imødekomme hendes tro – eller hendes hobby, som vi kaldte det, fordi han elskede hende. Men min far kunne ikke identificere sig med det og kunne heller ikke kende den kvinde, han havde forelsket sig i. Hun var på kort tid tonset af sted på et Jesus-trip, så de blev hurtigt skilt igen.
Et halvt år efter skilsmissen fandt moren sammen med Den Nye Far. Det ville han kaldes. Alt gik meget stærkt med Den Nye Far. Så stærkt, at Carla ikke engang husker, hvornår han flyttede ind i lejligheden på Classensgade på Østerbro, hvornår hun og brødrene startede i kirkens skole, og hvornår tæskene begyndte.

– Som femårig har man ikke mulighed for at separere tingene, alt flød ind over hinanden, men måske har jeg også valgt at glemme det. Jeg husker bare, at det i starten var sjovt, når han og mor talte i tunger. De stod og klappede, hujede og havde det fantastisk. Men da min mor begyndte at græde, og stedfar blev voldelig, og det hele begyndte at få sådan en straf- og konsekvensrytme, ændrede alt sig. Han kunne gå amok, især på min storebror. Han låste sig inde på soveværelset med ham, mens vi kunne høre alt. Min mor vidste selvfølgelig godt, hvad der foregik, men fordi hun ikke sagde noget, gik jeg ud fra, at det var det rigtige at gøre. Det var bare sådan, det var. Som barn tænker man, at ens mor ved, hvad der er bedst for én. Mor kunne jo ikke finde på at gøre noget, der ikke var godt for os, vel?

Volden blev hurtigt en naturlig del af hverdagen i hjemmet på Østerbro. Sammen med tavsheden og hemmelighederne.

– Vi havde fået trusler fra Den Nye Far om, at vi ikke måtte sige noget om volden. Det var en familiehemmelighed. Vi måtte ikke lade Djævlen komme ind og ødelægge vores hjem. Djævlen var hele verden udenfor menigheden inklusiv min far og mormor, der kunne friste og sabotere os.

– I bund og grund handlede det om, at vi ikke ville gøre mor ked af det. Hvis vi gik imod Guds ord, gik vi også imod mor og Den Nye Fars ord. Det var en underlig dynamik, hvor vi ikke sagde noget for at undgå... anything. Min mormor har senere fortalt mig, at hun kunne se, at vores blik skiftede, efter min stedfar flyttede ind. Vi forsvandt fuldstændig. Men det var også det eneste tegn på mistrivsel, for vi snakkede ikke om, hvad der foregik derhjemme. Absolut ikke, siger Carla.

Carla LuffeCarla Luffe. Foto: Niclas Larsson. 

To verdener

Carla startede i menighedens skole. Her lærte hun at stave, plusse, minusse, gange og dividere. Ikke mere end det, resten ville Gud klare for hende.

– Vi blev undervist i Guds ord og biblen. Naturvidenskab og religion fandtes ikke, men vi havde et fag, hvor vi lærte at lave sæbe og plante blomster. Vi hverken legede eller snakkede. Det var: "Sæt dig på stolen, bliv siddende og ti stille!" Kirkens skole var ikke i børnehøjde, som man kender det i den almindelige folkeskole.

– Kirken opfordrede til kæft, trit og retning – også i hjemmet. Biblen var vores drejebog, og den, der lyttede til Gudsmanden (ham, der får ordrer fra Gud, red.), som min stedfar, kunne fordreje Biblens ord og gøre, hvad han troede var rigtigt, som eksempelvis at slå os, siger hun. 

Om det også var en befaling fra Gud eller stedfaren og morens egen ide, ved Carla ikke, men fra den ene dag til den anden skulle hun begynde i 5. klasse på den lokale folkeskole. Langelinieskolen lå kun få meter fra, hvor hun boede, og hun havde længe set med længsel efter de andre børn, der løb glade og legende rundt i skolegården. Men hun havde aldrig måttet nærme sig dem, røre den anden verden.

LÆS OGSÅ: Audrey Castañeda: "Han forvandlede sig til en rød, spansk knytnæve og tog alle pengene fra mig"

– Vi fik aldrig en forklaring på, hvorfor vi skulle flytte skole, men det var spændende at skulle starte i en almindelig skole og slippe ud af løveburet. Jeg følte mig dog fuldstændig lost, da jeg startede. Jeg gik fra at være isoleret i min egen lille boks hver dag til at sidde ved siden af en klassekammerat. Der fandtes pludselig andre religioner og andre Guder end den, jeg kendte. Jeg så musikvideoer på MTV og hørte Spice Girls og Britney Spears i smug. Der fandtes et hierarki i skolegården, og pigerne kiggede på mig, når jeg havde de forkerte sko på. Lillebror og jeg var meget ydmygt klædt på, vi gik i alt for stort genbrugstøj. Det var en synd at være forfængelig og gå op i sit udseende, men vi havde heller ikke mange penge, da de gik til menigheden. Den almindelige verden var bare en helt anden end min, siger Carla.

Verden uden Gud var forvirrende. De voksne behandlede Carla anderledes, og hun oplevede for første gang i sit liv, at hun havde en stemme, nogen gad lytte til.

– Jeg kunne ikke finde ud af at svare, hvis jeg blev spurgt om noget. Jeg prøvede at forstå, at jeg som menneske godt måtte sige noget, synes noget og føle noget. Det var første gang, at jeg blev lagt mærke til som person og ikke som den Guds soldat, jeg altid var blevet kaldt.

– Menighedens tilgang til kvinder var, at de skulle være mandens hustru. Der var ikke meget at sige eller gøre, man skulle bare være. Det var missionen i livet at tjene Herren. Det var ekstremt underdanigt, men det har siddet fast i mig i mange år, for jeg har set, hvordan min mor har opført sig over min stedfar. Der var ikke grobund for at skabe sig sin egen identitet eller holdning, men det fik jeg langsomt øjnene op for i folkeskolen.

Men det indre kaos blev kun større, i takt med at Carlas verden voksede, og Jesus-filteret forsvandt. Nytårsaften år 2000 blev følelserne for store til at rumme i den nu 11-årige Carlas krop. Hun og et par tvillingepiger fra menigheden søgte tilflugt i hinanden under kirkesangen, og Carla havde for første gang oralsex.

– Vi greb alle ud i luften efter at føle et eller andet. Det var en konstant grænsesøgen. Vi havde altid fået at vide, hvor Guds grænser var, men vi vidste ikke, hvor vi selv stod i dette grænseland. Jeg var ved at implodere. Eller eksplodere. Jeg var nødt til at skabe et parallelliv, for jeg kunne ikke være mig selv med Gud, så jeg begyndte langsomt at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre alle mulige menneskelige ting uden at blive opdaget.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: "Jeg vågnede kl. 5 om morgenen og kunne ikke sove og røg cigaretter med både tæer og fingre hele tiden"

På flugt til Jylland

Kort efter nytår flyttede Carla med sin familie til Ørum i Jylland. Den Nye Far havde angiveligt fået et kald fra Gud om, at han skulle være præst i Jylland.

– Vi var midt i en sag med Statsforvaltningen, da vi fik besked på at pakke vores ting og følge med. Det er tydeligt at se i dag, at det bare var en undskyldning for at komme væk, for der var ingen præstestilling.

Få måneder forinden havde Statsforvaltningen fået nys om, hvad der foregik i hjemmet, da storebroren på en skiferie med Carlas tante havde fortalt om moren og Den Nye Fars opdragelsesmetoder. Storebroren kom aldrig hjem igen. Imens begyndte det nye hjem at minde om det, de kom fra i København.

– Volden fik bare en anden form. Min stedfar begyndte at trække sig mere tilbage og blev aggressiv på en uforudsigelig måde. Han brummede, når Djævlen eller Gud kom over ham, så vi vidste aldrig, hvornår vi fik tæsk. Det sitrede hele tiden, siger Carla.

– Vold mod børn er... det kan have mange ansigter, men det er tydeligt at se, hvilken effekt det har haft på mig. Jeg har lært at sluge alt, tolerere alt, og jeg ved ikke, hvor jeg selv står. Vold i Guds og retfærdighedens navn er en hård omgang, siger Carla.

Carla havde efterhånden lært at opretholde en pæn facade. Både derhjemme og uden for hjemmet. Det var nemmest for alle. Også selvom Carla havde lyst til at fortælle det hele til faren og mormoren, som hun kun så sjældent, til lærerne på skolen og sin gode veninde. Men hun turde ikke.

– Jeg løj og snød konstant. Jeg havde aldrig nogen med hjemme hos min mor. Og jeg har stadig svært ved at invitere folk hjem. Det er, som om at jeg bliver afsløret, hvis folk kommer indenfor, siger hun.

Når sex er en synd

Da Carla var 13 år, fik hun og hendes lillebror efter en sommerferie hos deres biologiske far endelig lov til at flytte permanent ind i hans hus på Møn. Nu skulle de aldrig tilbage til Jylland, moren og Den Nye Far. Men et liv uden Gud og kontrol var ikke nemmere, fandt Carla ud af.

– Hjemme hos min far var jeg splittet i to. Jeg ville stadig ikke have, at nogen kom hjem til ham – og stakkels ham, for han havde ikke gjort noget galt, men det var et mønster, jeg havde taget med mig. Ingen skulle involveres i det, der foregik derhjemme. Jeg skammede mig og ville bare gerne have mit eget sted, hvor jeg kunne være den, jeg nu engang følte, jeg skulle være for at blive accepteret.

Carla flyttede derfor ind i en ungdomsbolig, da hun startede i gymnasiet. Endelig kunne hun få lov til at være den, hun altid gerne havde villet være – uden at blive afsløret.

– I min ungdomsbolig kunne jeg invitere folk hjem for første gang. Her kunne jeg i det mindste foregive at være den glade, fjollede, latterlige type, man kan grine med, i stedet for at blive grint af. Jeg havde svært ved at forene mine to verdener og fortælle om min far og mit tidligere liv, og det har jeg stadigvæk. Min nuværende kæreste har kun besøgt min far én gang.

I det hele taget er der stadig mange ting, der er svære for Carla. For med en barndom, ungdom og et tidligt voksenliv uden nogen holdepunkter, uden tryghed og uden kærlighed, er det svært at finde sig til rette i verdenen og i sig selv.

– Jeg føler, at jeg har brugt så meget liv på at navigere rundt i noget, som jeg ville ønske, nogen havde hjulpet mig med. Jeg har altid været så alene. Da jeg flyttede hjemmefra, vandrede jeg rundt i en verden, hvor jeg skulle lære alt forfra, fordi der ikke var nogen, der havde fortalt mig, hvordan tingene hang sammen. Jeg har levet efter et Guds kodeks, men det hjælper mig ikke rigtigt "herude" i det virkelige liv.

– Min mor lærte mig aldrig at respektere følelser og lytte til dem og mig selv. Mor sagde, at hun elskede os, men kærlighed har mange ansigter, ik',? spørger hun retorisk.

– Hun sagde også, at vi var en synd, og hun ville ønske, at hendes liv før Jesus ikke havde fundet sted. Det er det værste, man kan sige til et barn.

Selv har Carla allerede stået ansigt til ansigt med moderskabet. For selvom hun har været på prævention, er hun blevet gravid fem gange. Men hun har ikke været klar til at blive mor. Og bliver det måske aldrig.

– Jeg er bange for at mislykkes og sætte børn i verden, som ikke vil få al den kærlighed, som de fortjener. Jeg ved ikke, hvad det vil sige at være mor. Når jeg hele livet har fået at vide, at sex er en synd, abort er synd, prævention er en synd, så har alt det, jeg har gjort, været syndigt og forkert. Jeg er bange for, at jeg ikke kan håndtere det følelsesmæssige bånd og ansvar, der følger med at være mor.

– Men jeg er jo en kvinde, så når jeg og mine hormoner ser en barnevogn, tænker jeg: "Det kunne da også være hyggeligt..." Men jeg er ikke klar. Da jeg var 22 år, var jeg ved at få fjernet mine æggestokke, men gjorde det heldigvis ikke. Det er bare kompliceret..., siger Carla.

Et liv uden Gud

I dag bor Carla med sin kæreste i Indre København. De har stadig ingen sofa og andre af de møbler, folk normalt indretter sig med, for det er svært at skabe et hjem, når man aldrig har haft et.

– For første gang i mit liv har jeg et sted, jeg gerne vil hjem til, når jeg har været ude. Men jeg har det stadig allerbedst, når jeg bor i en kuffert og er på vej videre. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ro. Når jeg aldrig har følt den, ved jeg så overhovedet, hvad det er?

– Men på det seneste har jeg fået et nyt syn på livet og er begyndt at acceptere mig selv lidt mere. Jeg behøver ikke at være perfekt i Guds målestok længere. Og mest af alt behøver jeg ikke længere at skamme mig. Den har siddet latent i mig i mange år, men det er på tide at give slip på skammen.

Som en del af helingsprocessen skrev Carla i efteråret til sin mor og spurgte, om hun ville besøge hende i København efter fem år uden kontakt. Hun ville fortælle hende, at hun havde skrevet en bog til hende.

– Hun blev voldsomt glad, da jeg skrev, og vi havde arrangeret det hele, men et par uger før, hun skulle komme, aflyste hun. Hvis jeg ville se hende, måtte jeg komme til Jylland, skrev hun i en sms. Det er sikkert min stedfar, der har talt hende fra det. Og nu har jeg givet lidt op. I min optik vil en mor smide alt, hvad hun har i hænderne, for at se sine børn, men hun vender det altid om og giver mig skylden for, at jeg ikke besøger hende. Ifølge hende er det Guds straf, som hun ikke kan stille noget op imod.

– Men da hun sagde ja, var det et lille glimt af den rigtige mor, jeg så. Jeg har på fornemmelsen, at hun er en anden engang imellem, så jeg har svært ved at hade hende. Jeg har faktisk altid elsket min mor ubetinget, og jeg synes, at hun er det smukkeste menneske, der findes. Det er lidt skørt, det ved jeg godt, men jeg har længe tænkt, at jeg ikke skal hade nogen. Det er ikke det værd.

Københavns Bibeltrænings Center

Københavns Bibeltrænings Center er en religiøs, kristen sekt, hvor Djævleuddrivelse og udstedelse af ordrer på vegne af Gud, ”Gudsmanden”, som de kalder ham, er en fast del af kirkegangen. Københavns Bibeltrænings Center har flere gange fået kritik for deres metoder.

Hvem er Carla Luffe?

  • 29-år.
  • Filmklipper og forfatter til bogen ”Til rette vedkommende”.
  • Bor i København med sin kæreste.
Se, hvad vi ellers skriver om: Misbrug, Interview og Karriere