Chokoladekage med lemoncurd-flødeskum og granatæblekerner
Verdens nemmeste dessert. Simpelthen. I hvert fald hvis du, som jeg nogle gange gør, køber en god chokoladekage. Emmerys er tung og snasket og helt perfekt til denne dessert - fordi den får selskab af syrligsød flødeskum rørt op med den skønne britiske lemoncurd og ikke mindst de smukke, syrlige granatæblekerner.
Lemoncurd er en britisk opfindelse og kan nok bedst beskrives som citronsmør. Det består oftest af æggeblommer, sukker, citronsaft og -skal, men nogle gange også smør. Du kan, udover denne skønne dessert, bruge det på ristet brød til morgenmad, lægge lagkager sammen med det, og du kan bruge det til en citrontærte, som du dækker med marengs.
Chokoladekage med lemoncurd-flødeskum og granatæblekerner til 4:
1 chokoladekage fra Emmerys
2 dl piskefløde
Cirka 3 spsk lemoncurd
Kerner af et halvt granatæble
Pisk fløden og vend den sammen med lemoncurd - smag til, så den er præcis så syrligsød, som du foretrækker. Læg flødeskummet op på kagen og drys med de fine granatæblekerner. Hvis du er i tvivl om, hvordan du får kernerne ud, så se her.