Crostini med artiskokcreme, granatæble og dild
Nogle gange er en forret for meget og ingenting for lidt. Sådan var det, da jeg i aftes havde gode veninder om mit bord til tre retter og endnu flere timers snak og sladder. Løsningen - ved Kristines Komfur - er ofte en crostini af en art. Det er nemt, kan laves lidt tid i forvejen og ser altid festligt og delikat ud. Og bag det fancy, italienske ord gemmer sig ikke andet end ristet landbrød med noget cremet labert på toppen.
Udover denne variant kan du også servere crostini med:
Hakkede svampe stegt med hvidløg og rosmarin
Ovnbagte auberginer med hvidløg
Hakkede oliven med hakkede ansjoser og basilikum
Mos af hvide bønner og hvidløg
Mos af ærter med parmesanost
Egentlig var udgangspunktet for min menu i går italiensk. Men da jeg havde udviklet denne crostini, kunne jeg godt se, at den nok er mere mellemøstlig. Men hey, den smager fabelagtigt - uanset hvilket land den kommer fra.
Crostini med artiskokcreme, granatæble og dild til 4:
12 skiver brød (et godt, italiensk flute vil være genialt)
150 g artiskokcreme (med eller uden hvidløg - det bestemmer du selv)
Kernerne fra et halvt granatæble (se nedenfor, hvordan du håndterer sådan en fætter)
12 små kviste dild
Rist brødet i ovnen til det har fået relativt meget farve, men ikke er brændt på. Vend eventuelt brødskiverne - det er vigtigt, at de bliver meget sprøde. Smør skiverne med rigelig artiskokcreme, drys med granatæblekerner og pynt med dildkviste. Server.
TIP!
Kvinde, kend dit granatæble
For at vælge et modent granatæble, går jeg efter de mest røde og bløde. Skær det over på tværs og bank på det med bagsiden af en træske - så falderde smukke, rubinrøde kerner ud af sig selv. Hvis æblet er virkeligt modent, kan du også nemt pille kernerne ud med fingrene - det sviner lidt mindre.