Da Eurowoman festede med Scarlett Johansson til champagneparty
Et af verdens største og ældste luksusbrands Moët & Chandon har eksisteret siden 1743, og har siden da gjort en dyd ud af at kreere den fineste champagne, holde sine stolte traditioner i live og excelleret i at holde overdådige fester med bobler og stjernestøv. Eurowoman var inviteret med til glamourøse gallafest på champagneslottet i Frankrig, hvor husets muse, skuespillerinden Scarlett Johansson, var æresgæst.
Dagen begyndte ved Moët & Chandons vinmarker i det smukke Champagne-distrikt i Frankrig. Her blev alle, inklusiv Eurowomans journalist Ane-Sophie Hansen, udstyret med handsker og saks og sat til at påbegynde årets høst af husets Chardonney-druer, der er en af de mange druer i husets fantastiske champagne.
Moët & Chandons muse, den smukke skuespillerinde Scarlett Johansson, skulle selvfølgelig også plukke druer, sammen med husets Præsident, Daniel Lalonde (th.) og chefen for husets vinkældre, Benoit Gouez.
Eurowomans Ane-Sophie Hansen i kjole fra Jesper Høvring er på var til gallafest på Moët & Chandon Champagneslottet, hvor dresscode’en lød på gulvlang kjole og pashmina til kvinderne og smoking og sort slips til mændene.
Der var selvfølgelig en fotovæg ved den røde løber, hvor alle 120 gæster fra hele verden pænt skulle stille sig op og blive foreviget. Her smiler Scarlett Johansson i kjole fra Louis Vuitton og Daniel Lalonde til de mange fotografer.
Middagen, der bestod af trøfler og hummer, blev serveret i en af husets kældergange, der strækker sig 28 kilometer under Moët & Chandon vinslottet, og rummer over 100 millioner flasker champagne. Der var kun 15 grader, men med de mange levende lys, den højtidelige stemning og Moët & Chandon Grand Vintage Collection Rosé 1990 champagneflasker glemte man hurtigt, at man småfrøs.
Efter middagen rykkede hele selskabet op i slottets festsal, hvor Scarlett Johansson sludrede med kokkene omkring den lækre dessert, der både bestod af farverige macarons, hjemmelavet sorbetis og selvfølgelige meget mere af Moët & Chandons delikate champagne. Dj'en spillede fabelagtig musik og festen var en morsom afslutning på den bedste mandag, denne journalist har haft i lang tid.