De stunder er godt givet ud
Hvor har jeg dog tilbragt meget tid til med at køre rundt til træning med mine børn og mange lørdage og søndage i mit liv med at sidde og se på danseturneringer, shows, ridestævner og nu håndboldkampe.
Jeg har med tiden lært, at den tid er givet særdeles godt ud. Når børnene bliver teenagere, er det af stor betydning, at der er noget at stå op til og glæde sig over i weekenden, og sport er udover at være sundt også sjovt og giver et godt sammenhold, ikke bare hos børnene men i særdeleshed også hos de voksne.
I morges fandt jeg mig selv stå sammen med 8 andre forældrepar og hoppe og trampe i gulvet over vores sønners håndboldkamp. Vi klappede, sang og skreg. På et tidspunkt midt i al ståhejet kiggede jeg mig omkring og så hvilken iver, det gav børnene, at forældrene var så engageret. En nervepirrende spændende kamp, der endte uafgjort selvom modstanderne var et hoved højere.
Det er stunder, jeg værdsætter, og jeg tror det har en kæmpe betydning for børnene, at vi er der for dem.