GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Ditte Giese
Foto: Privat "Kære mor, glædelige kampdag": Læs Ditte Gieses brev til sin afdøde mor.

Klumme i anledning af Kvindernes kampdag

"Kære mor, glædelig kampdag": Læs Ditte Gieses rørende brev til sin afdøde mor

Journalist, debattør og feminist Ditte Giese, 41, har lært hjemmefra at sætte røde blomster på bordet, tage en fin kjole på og så ud i byen for at deltage i debatter, demoer og fester den 8. marts. I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag har vi bedt hende skrive et brev til sin mor, forfatteren og feministen Suzanne Giese (1946-2012), om arven efter hende og rødstrømperne.

Det er underligt at fejre 8. marts uden dig. Det er det hvert år. Du elskede den dag og lærte mig at sætte røde blomster på bordet, tage en fin kjole på og så tage ud i byen og deltage i debatter, demonstrationer og kvindefester. For dig var 8. marts altid både en festdag og en kampdag. Du skal vide, at jeg holder den knyttede næve højt. Jeg er din datter, og hvert år på dette tidspunkt sender jeg ikke én, men en hel hær af kærlige tanker i retning af dig og din generation af kvinder, feminister og rødstrømper, og alt det I fik ændret, pillet ned og sat i gang. 

Verden ser meget anderledes ud nu. Hvor I for eksempel kæmpede for fri sex, fri abort og fri adgang til prævention, så kæmper rigtig mange danske kvinder i dag for at blive gravide og for at få en tæt relation til en mand og stifte familie. Flere end nogensinde er enlige, og især de højtuddannede, heteroseksuelle kvinder kæmper med kærligheden. Du derimod mødte min far til en kollektivfest og sagde til ham, at han skulle være far til dine børn. “Fedt,” svarede han, og to måneder senere var du gravid med min storesøster. Du var 24, han var 29. 

Det ville blive regnet for ekstremt ungt i dag, hvor vi ofte er i midten eller slutningen af 30’erne, før vi får børn. Men det virkede let for jer. Beslutningen og det at vælge hinanden, I gjorde det bare. Jo, I blev senere skilt, men oplevede en stor kærlighed sammen i mange år og fik to børn. 

LÆS OGSÅ: Her kan du fejre Kvindernes Internationale Kampdag 2019

Stadigt flere kvinder får børn alene nu. På den ene side synes jeg, at det er et kæmpe fremskridt, at kvinder ikke længere skal bruge deres mest fertile år på at vente på en mand, der er ’klar til børn.’ Eller tage det bedste tilbud, når uret tikker. Jeg har også selv brugt mine æg forkert og ventet i for mange år på mænd, der ikke ’var klar,’ og det piner mig ofte, at jeg kun nåede at lave et enkelt barn. Jeg havde ikke modet til at gøre det alene, måske især fordi jeg er vild med fædre og mænd og alt det, de har at byde på i et familie- og kærlighedsliv. Min dreng er selvfølgelig vidunderlig og mit livs lys, ja, du nåede heldigvis at opleve ham. “Balladebarnet,” kaldte du ham med et kæmpe smil på hospitalet, når han pillede, rodede og larmede. Men jeg tænker tit, at jeg burde have haft en flok. Eller bare to børn ligesom dig. Du sagde ofte, at det koster på karrieren for kvinder at få børn, og det gælder vist stadig.

Den anden side af solomødrene og bøvlet med kernefamilien er, at mange vil mene, at vi kvinder er for forvænte i dag og stiller for mange krav til vores mænd. Jeg ved det ikke. Er det for høje krav både at ville have en mand, man gider bolle med og tale med? En som vil det samme og har samme kurs i livet? Jeg synes ikke, det er særlig forkælet at ville være i øjenhøjde med sin partner. Du var altid omsværmet af mænd. Du var jo også så smuk og varm og skarp. Jeg kan godt forstå dem, alle de der mænd, der luskede rundt i kulissen i min barndom, og dig der solede dig i det, men altid lod mig vide, at mig og min søster var vigtigst. At selvfølgelig var du alt muligt andet end mor, for du kæmpede for noget vigtigt, du ville ændre verden, men du var også mor. Alle de festivaler, politiske møder og demonstrationer, som du tog mig med til i de år, hvor vi to boede alene, gav mig en ballast, som jeg bruger af nu.

Jeg har prøvet at gøre det samme med mit eget barn. Jeg tager ham med og viser ham, at der er vigtige ting, som vi skal have ændret sammen i denne her verden, og at det, mor gør, er vigtigt. Jeg blev så stolt, da Alfred gik hen til Suzanne Brøgger til en debatsalon og spurgte, om hun kunne åbne hans cola. Genialt. Og her forleden sad vi og kiggede på en feminist-kunstplakat med nogle bomstærke damer, hvor han sagde, at det var, fordi piger jo er lige så seje som drenge, men “de skal bare nogle gange mindes om det.” Tænk, sådan en lille 8-årig drengefeminist, du ville være stolt! Jeg har så meget tiltro til fremtidens mænd.  

Men der var noget smukt i bare at springe ud i det med børn og familie, sådan som I gjorde. I ville jo også omstyrte kernefamilien, bo kollektivt og ikke binde hinanden eller holde hinanden nede. Du ønskede, at jeg aldrig skulle være økonomisk afhængig af en mand. Det var vigtigt for dig, at kvinder var uafhængige, og selvom du ikke selv gjorde nogen af dine mange uddannelser færdige, fortalte du mig og min søster, at det var vigtigt. Få en uddannelse. Få en karriere. Tjen jeres egne penge. Vær uafhængige. Du fortalte skrækhistorier om din mormor, der måtte tigge husholdningspenge hos sin mand. I din barndom blev kvinder hos mænd, de ikke elskede eller som slog dem, fordi de ikke havde andre økonomiske muligheder.

LÆS OGSÅ: Hver gang én kvinde bliver beskrevet på Wikipedia, er der fire historier om mænd

Jer rødstrømper ville have kvinderne ind på universiteterne og ud på arbejdsmarkedet, ind i magtens centrum, den offentlige samtale og være med til at træffe beslutningerne. Men mor, i dag er kvinder bedre uddannet end nogensinde, og de vælger alligevel, helt frivilligt, at deltage i samfundet på deltid og familien fuldtid. De henter børn tidligt. De går ikke efter magten. De vil ikke ændre verden, men bare have deres hverdag til at køre og nå ud at løbe. Jeg forstår det ikke. Og hver gang jeg skriver om det, flipper mine jævnaldrende ud. Jeg får at vide, at jeg er kvinde-er-kvinde-værst og fordømmende, når jeg kritiserer akademiker-husmødrene, men jeg er faktisk ude på at få det bedste ud af kvinder, ikke nødvendigvis det nemmeste eller tryggeste, men det bedste. 

Jeg synes, det er sært at bruge al sin viden, al sin erfaring, al sin idérigdom på at ordne kulørtvask, bage og hente børn klokken 14.30. Det er intellektuelt dovent. Uambitiøst. Her har generationer af kvinder (og mænd selvfølgelig, men nu er det her jo en klumme i et dameblad …) kæmpet for institutionspladser, pasningsgaranti og velfærdsydelser til mødre og familier, så kvinderne kunne komme ud og deltage i samfundet, og så vil hver tredje højtuddannede kvinde sgu ikke arbejde! I hvert fald ikke på fuldtid. Og vi har stadig ikke øremærket barsel, så mændene tager under en måned af barslen, mens mor tager op mod et år, og dermed fortsætter mønstret: Familien er primært mors domæne.

Du og min far sad på Københavns Rådhus og demonstrerede, indtil I fik en vuggestueplads! Og så skiftedes I til at arbejde, når barnet var i institution. Jeg tør næsten ikke at sige det, men du er krediteret i kvindelitteraturen for at have opfundet begrebet ’millimeterdemokrati.’ Du krævede af din mand, min far, som guderne skal vide ikke er noget dydsmønster udi det huslige, at I havde 50/50 arbejdsdeling i hjemmet og med børnene. Det var radikalt, men også nødvendigt, det private var politisk, som I sagde. 

Men mødre i dag vil gå hjemme, mens børnene er små, eller kun arbejde 25 timer om ugen, mens deres mænd laver karriere og tjener pengene. Hvorfor gider man dog læse på universitetet i 10 år for at arbejde så lidt som muligt? Og kvinderne tænker slet ikke på, at halvdelen af alle par går fra hinanden, og så sidder de der med håret i postkassen efter skilsmissen og har ikke indbetalt til pension, har ingenting på CV’et at komme videre i arbejdslivet på og er skidesure på deres eksmænd, fordi de har råd til at fortsætte levestandarten. Faktisk kan jeg sagtens forstå, hvis man ikke gider arbejde 40 timer om ugen og hellere vil være sammen med sine børn. Men jeg savner, at vi hiver den work-life-balance op på samfundsniveau og kæmper for, at alle skal arbejde mindre, at alle børneinstitutioner skal have bedre normering, at folkeskolen skal være bedre, og at både mænd og kvinder holder barsel og tilbringer tid med deres børn. 

Jeg er selv journalist på fuld tid og mor på deltid. Det er både forfærdeligt og pragtfuldt ikke at have sit barn hver dag. Otte dage i træk er det barnet i fokus, og så har jeg seks dage, hvor jeg kan sidde sent på redaktionen og skrive eller gå på en bar og drikke sjusser med andre damer, hvor vi råber kloge ting til hinanden. Jeg har lært at nyde vekselvirkningen.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores"

Moderskabet bliver igen dyrket som en isoleret og særlig sportsgren. Men jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor så mange kvinder er så optagede af at være mødre? Det er jo bare noget, man er, ikke noget man kan opbygge en hel identitet eller et liv omkring. Og det er så kedeligt at tale om! Det var da hyggeligt at tale om udviklingstrin og småbørn i mødregruppen, men jeg kan ikke holde den der evige mor-samtale ud i dag. Der udkommer hele tiden bøger og podcast om, hvor svært det er at være mor med lange debatter om moderskab og den evige frygt for ikke at være god nok, slå til eller være nok nærværende og ’i favn’. Det bekymrede forældreskab og det kontrollerede forældreskab er overalt, hvor folk kører deres børn til dit og dat, selv ’børn’ på 14 får smurt madpakker og vasket deres tøj, og man ser sjældent et barn alene på gaden mere.

I dag dyrker vi kernefamilien og børnene helt vildt. Vi er på mange måder en forfærdelig forældregeneration, der pakker vores børn ind i vat, skærmer dem mod alt og vier al vores tid til dem. Måske fordi så mange kæmper for overhovedet at få de børn? Så børnene må ikke gå nogen steder alene. De må aldrig være uovervågede. De har slet ikke den der hemmelige børneverden, som vi havde i min barndom, hvor vi gik ud på eventyr, fik ansvar og opgaver og indkøbslister. Du sendte mig i Skjold Burne efter 20 Prince Light og et Shake-tyggegummi til mig som belønning. Ville jeg gå til badminton, måtte jeg selv finde derhen. Vi lavede dørfis, gik på æblerov, lavede pusterør med snebær eller havde en bod med gammelt skrammel på gaden. Jeg tror, jeg var 10, da jeg fik mit første job som hundelufter, og derefter gik jeg med Frederiksberg Bladet. I mit kvarter er der en far, der går rundt med sin datter og deler hendes aviser ud sammen med hende. Det er altså curling next level. I dag er vi voksne hele tiden med og rundt om vores børn. Undtagen på nettet, hvor vi pacificerer dem med skærm og YouTube og Fortnite og sender dem alene ud på et mørkt internet, som ellers nærmest er det farligste sted for et vestligt barn i dag.  

Der er heldigvis også steder, hvor det går fremad med ligestillingen. I øjeblikket debatteres det meget, om vi skal have en ny voldtægtslovgivning med fokus på samtykke. At vold eller trusler om vold ikke længere skal være det springende punkt juridisk, når man behandler en voldtægtssag, men at alle skal sikre sig, at deres partnere aktivt gerne vil have sex. Og det kan man for eksempel ikke med en kvinde, der enten er bedøvet af druk, sover eller er så bange, at hun ikke kan sige noget. Det er egentlig vildt, at det er en kontroversiel tanke her i 2019 – at man ikke bare må tage uden at spørge først. Og tænk, hvis du havde oplevet #MeToo! Den største kønspolitiske revolution i nyere tid, hvor klamme møgbananer faldt på stribe for i årevis at have begået overgreb mod især kvinder, unge og børn. Kvinder har ventet så længe på at finde ud af, at hvis vi stiller os sammen og siger det svære højt, så har vi magt. En fælles og solidarisk magt, som kan ændre verden. Igen. Glædelig 8. marts. 

Suzanne Gieses Mindelegat

I 2013 startede Suzanne Gieses efterladte Suzanne Gieses Mindelegat. Et hæderslegat på 25.000 kroner, der er tænkt som et skulderklap til yngre personer, som fortsætter Suzanne Gieses mere end 40-årige kamp for at fremme ligestilling mellem kønnene. Legatet uddeles en gang om året, og komiteen bag tæller folk som politiker Uffe Elbæk, filminstruktør Lotte Svendsen og debattør og talskvinde for Exitcirklen Khaterah Parwani. Ditte Giese er forkvinde. Blandt de tidligere vindere er Kvindelandsholdet i fodbold, komikeren og forfatteren Sanne Søndergaard og Everyday Sexism Project Danmark.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Kvindernes kampdag, Feminisme, Familieliv og Mor