Eat Grim
Foto: Dennis Morton Grimt grønt er godt grønt, mener kvinderne bag firmaet Eat Grim.

"Vi skal stoppe med at associere grimme fødevarer med noget dårligt"

Smager en gulerod, der er vokset sammen med en anden gulerod anderledes end en ‘perfekt’ gulerod? Og hvorfor kan vi ikke spise et æble, der har flere farvenuancer, end vi er vant til? Carolin Schiemer, 30, og Petra Kaukua, 29, startede med at lave abonnementskasser med frugt og grønt under navnet Eat Grim (@eatgrim) for at gøre op med skønhedsidealerne, ikke i modebranchen, men i fødevareindustrien. En slags kropspositivisme for frugt og grønt.

”How dare you,” nærmest råbte den blot 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg til verdens ledere under en tale til FN i september 2019. Skarp retorik eller ej, så gav de fleste hende ret i, at klimakrisen skal tages alvorligt. Det handler ikke bare om at sortere affald og spise økologisk. Vi skal alle være klimaktivister.”

Hvad er baggrunden for Eat Grim?

Carolin: “Vi mødte hinanden på CBS, hvor vi begge tog en master i Social Science – Organizational Innovation and Entrepreneurship. Vi kommer fra Tyskland og Finland, og inden vi flyttede til Danmark, var vi ikke specielt interesserede i bæredygtighed og madspild. Men da vi som en del af vores studie begyndte at dykke ned i superfoods og så på, hvordan dette fænomen er opstået, fandt vi ud af, hvor stor magtubalance, og hvor stor uretfærdighed, der er i hele fødevarekæden på globalt plan. Folk lider på den ene side af jordkloden, så vi kan få vores fødevarer i Vesten. Der er ingen, der ved, hvordan produkterne produceres, hvilke forhold landmændene har, og hvad det betyder for miljøet at fremstille de ting, vi efterspørger.”

Hvorfor er det et problem?

Petra: “På et tidspunkt var der bare nogen, der sagde, at avokadoer er cool, og folk tror jo, at de er sunde, fordi de er gode for din krop. Men de færreste ved, at der bruges så meget vand til at dyrke dem, at det kan skabe mangel på rent drikkevand i de lande, hvor de produceres. Eller at folk dør i Mexico, fordi der er opstået avokadokarteller (kriminelle grupperinger, som bl.a. afpresser og kidnapper landmænd og brænder avokadofarme ned for at true dem til at udlevere en del af overskuddet til kartellerne, red.) Få ved også, at når efterspørgslen på quinoa stiger så markant, som det gør, har indbyggerne i Bolivia ikke længere råd til en fødevare, som de har spist i århundreder. Ingen aner, at det kan have alvorlige konsekvenser for befolkningen, men også for klimaet, hvis du tager et valg om at spise den slags fødevarer uden at tænke dig om. Det var et stort slag i ansigtet for os begge at nå til den erkendelse. Derudover så vi på alle de mekanismer, der fører til madspild, og så fik vi ideen til Eat Grim.”

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg om klimakatastrofer: "Vi har skabt en fremtid, vores børn skal lære at leve i"

Hvordan fandt I frem til konceptet bag Eat Grim?

Petra: “Det gik op for os, at supermarkeder afviser mellem 20-40 procent frugt og grønt fra landmænd, fordi det ikke lever op til nogle meget snævre standarder, som primært handler om udseende. Det drejer sig om 56 millioner ton kasseret frugt og grønt hvert år i Europa, og dertil kommer madspild fra supermarkeder og husholdninger. Supermarkeder accepterer kun frugt og grøntsager, der ikke er skæve, uens i farve, forskellige i størrelse inden for hver kategori eller bare en anelse for modne. Men de afviste fødevarer fejler ingenting og kan sagtens spises.” 

Hvordan fungerer det?

Petra: “Vi har etableret kontakt til en lang række landmænd i Danmark og Europa, som hver uge sender en liste over de varer, de ikke kan sælge pga. udseende eller overproduktion. Derudfra sammensætter vi indholdet i vores abonnementskasser. Vi skriver altid, hvor tingene kommer fra, og så medsender vi opskrifter, så folk kan blive inspireret til at bruge de forskellige fødevarer. De fleste landmænd, vi samarbejder med, er danske, men vi har efterhånden også en del fra europæiske lande, som leverer overskudsvarer til os. Det kan stadig bedre betale sig at fragte grimme tomater fra Italien til vores kasser i Danmark frem for at kassere dem.”

Er jeres frugt og grønt billigere, fordi det er grimt?

Carolin: “Vi er billigere end vores konkurrenter på abonnementskasser, men vi er ikke billigere end fx Netto. Vi skal stoppe med at associere grimme fødevarer med noget dårligt. Vi vil gerne skabe en ny forståelse for, hvad kvalitet handler om. Derfor skal man heller ikke forvente at betale mindre for dem. Vi vil gerne lære folk, at grimme tomater er lige så gode som pæne tomater.” 

“Supermarkeder accepterer kun frugt og grøntsager, der ikke er skæve, uens i farve, forskellige i størrelse inden for hver kategori eller bare en anelse for modne. Men alle de afviste fødevarer fejler ingenting og kan sagtens spises”

Hvordan lever I selv bæredygtigt i hverdagen?

Petra: “Jeg blev vegetar, da jeg var 15 år. Ingen af os køber nyt tøj længere, og fordi vi får det meste af vores mad herfra, behøver vi ikke tage så mange beslutninger omkring det. Det svære er nok rejser. Vi kommer fra hhv. Finland og det sydlige Tyskland, så vi skal altid opveje bekvemmeligheden versus klimapåvirkningen af vores valg. Hvis vi rejser over korte afstande, tager vi selvfølgelig tog eller bus, men alt længere end det er svært, fordi vi ikke har ret meget tid, hvor vi ikke arbejder.”

LÆS OGSÅ: 4 bæredygtige oplevelser, der er tiden værd i Prag

Carolin: “Jeg er ikke vegetar. Jeg tænkte længe, at jeg burde blive det, men jeg synes, det er okay ikke at være det og ikke nødvendigvis tænke så meget i restriktioner. Det handler mere om at være meget bevidst om de valg, du træffer. Hvilke ingredienser bruger du, hvor ofte og hvor meget. Jeg har det ikke godt med forbud, men fordi vi skulle udvikle opskrifter til Eat Grim, blev jeg bedre til at lave mad, og så begyndte jeg automatisk at spise mindre kød og flere grøntsager. Ikke alle kan blive vegetarer. Jeg mener, det skal være et frit valg. Det handler bare om at blive god til at styre, hvordan du forbruger i stedet for bare at forbruge mere.”

Læs mere om Eat Grim her eller på deres Instagram.

Hvad er Eat Grim?

  • Eat Grim blev lanceret i marts 2018.
  • Bag firmaet er 30-årige, tyskfødte Carolin Scheimer og 29-årige Petra Kaukua fra Finland. De to mødtes, da de tog deres master på CBS i København.
  • Eat Grim sælger abonnementskasser med frugt og grønt, som er blevet afvist af supermarkederne af forskellige årsager. 
  • Indholdet af kasserne vil derfor ofte være misfarvet, misformet, for modent, for stort eller for småt eller slet ingenting, fordi det blot er resultat af overproduktion eller fejlskiltning.
Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil, Madspild, Interview og Kvinder du skal kende