Ellen Hillingsø: "Folk kan fylde sig med botox, hvis de vil, men det er at bremse en bevægelse"

Formiddag • Folketeatrets øvelokaler, København NV

Det første er håret.

Det er kort. Klippet af lige under ørerne og med en lok, der vipper drilsk udad ved den ene kind.

– Det var ikke meningen, det skulle være så kort allerede nu. Jeg sad hos Gun-Britt og skulle egentlig have et "mellemklip" for at vænne mig til det – først næste gang skulle det klippes helt op. Men så tænkte jeg "nu er jeg her, så lad os gøre det".

Ellen Hillingsø er ved at forandre sig. I løbet af de næste uger skal hun blive til den legendariske danske revyskuespiller Liva Weel. Håret er ét skridt, og den korte pagefrisure understreger et karaktertræk, som straks træder frem her i Folketeaterets øvelokaler: En næsten drenget vitalitet.

Hun kører hånden gennem håret.

– Ja, det er lidt frækt, ikke? Men det var virkelig svært for mig at klippe det af. Man tror, det er løgn, men man binder så meget identitet i det hår. Det virker så banalt, og jeg har jo grinet af ham der, der render rundt halvskaldet og insisterer på at holde fast i en tynd hestehale og cowboystøvler fra 80'erne. Jeg troede ikke, jeg ville lægge så meget i det, men i mit hoved er jeg jo en langhårspige, så det var så vildt at få det klippet.

– Men det at blive klippet frisætter noget. En anden måde at være kvinde på. Jeg skal ikke holde fast i en eller anden idé, i mit hår, i min tøjstil. Man skal være klar til at bevæge sig og se, om der måske er nogle gaver gemt i at gøre noget andet.

Det er en arbejdsdag af den mindre glamourøse slags. Skuespillerne er endnu et stykke fra at være klar til at stå på scenen på Folketeatret. Øvedagene foregår her i Københavns nordvestkvarter med kandekaffe og kantinemad. Hillingsø er utålmodig efter at komme ind til suffløren Susanne, men tager sig et øjeblik til at fortælle om det arbejde, de er i gang med. Hun tager en slurk kaffe, tuner sig ind på samtalen, og så er det der: Nærværet, der får dig til at føle dig som en særlig udvalgt lige i det minut.

– Lige nu sidder vi og nørder igennem: I stykket er der nogle citater fra en teaterforestilling, Liva Weel spillede med i, og det vil vi lige gøre mere klart. Så Susanne og jeg sidder med den originale Kaj Munk-tekst, og så ser vi, om der er noget, der passer bedre dramatisk, sådan at vi har en spillescene i ét sprog mellem to karakterer, og når vi så spiller teaterscenen, har den et andet sprog, og så lyder det anderledes.

Med kostumieren Luffe, som Ellen har kendt i 20 år.

Hun elsker det. At fordybe sig i teksten og mærke scenerne. Hun kommer til at læse manuskriptet igennem 100 gange, før hun endelig står på scenen som Liva. Og så er der sangen.

– Jeg har aldrig sunget på en scene før. Da direktøren for Folketeatret, Kasper Wilton, først sagde, at han ville have mig til at spille Liva Weel, var min første tanke "nej det kan jeg ikke", men så spurgte jeg kolleger i branchen, som kender mig godt og som har en meget lav pinlighedstærskel, om jeg kunne det. Jeg blev nysgerrig på det, for jeg synes, det er en superfascinerende karakter.

Så hun sagde ja og har gået til sangundervisning det seneste halve år. Nu varer det ikke længe, før der er nogen, der skal høre det.

– Heldigvis er det PH, der har skrevet teksterne, og i 1930'erne gik man meget op i det, der hed foredraget. Fortællingen, visen, formidlingen af indholdet af teksterne. Teksten er genial, og jeg har jo ikke beskæftiget mig med andet end at fortolke tekster de sidste 25 år – både med film og teater og oplæsning, som jeg elsker meget højt. Så jeg ser på det som behandling af en litterær tekst, og nu gør jeg det fandme!

Ellen Hillingsø bander meget. Og kommer tit til at sætte pisse- og lorte- foran ordene. Men hun er også sådan én, der strør om sig med Karen Blixen-citater og græske mundheld.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om at blive "gammel" mor: "Det var en virkelig god beslutning for mig"

– Lars Junggren, som var min rektor på Aarhus Teaterskole, har altid kaldt mig "en blanding af Dior og skraldespand", og det sjove er, at Liva Weel kaldte man "en blanding af Paris og provins". Same same but different.

Hvordan er du Dior, og hvordan er du skraldespand?
– Dior er... Dior er nok folks forventning til mig, men i virkeligheden er jeg meget mere... dreng.

Hun må lige dele nogle flere betragtninger over, hvor hun og Livas veje krydser hinanden.

– Hun lavede åbningsmonologen fra Holbergs "Den Stundesløse" på Det Kongelige Teater, og den gik jeg til optagelsesprøve i, da jeg søgte ind på skuespillerskolen. Hun spillede også komedien "Kvindernes Hævn", og det har jeg også gjort i Nørrebro Teaters version. Hun havde den der energi, som Kasper (teaterdirektør Kasper Wilton, red.) ser i mig – bare nu vi sidder og taler om det, kan jeg mærke hele apparatet gå i gang – entertainerapparatet. Det var hendes store kvalitet og også det, der slog hende ihjel.

Dér ligner de ikke hinanden. Liva Weel blev kun 54 år og var i frit fald de sidste 10 år.

– Det var vildere dengang. Vi ved mere. Man bliver slidt op, hvis man ikke passer på sig selv. Vi skal finde vildskaben alligevel, og både jeg og alle mine kolleger har det jo i os. Noget kamikaze, ikke? Men vi har en større bevidsthed om, at man simpelthen dør af det, hvis man ikke passer på.

Hvordan lever I så vildskaben ud?
– Det bliver trykket af på scenen – og til parTYS. Hold kæft, mand, hvor kan vi feste. Min mand kommenterer det nogle gange. Så danser vi hele natten og skriger og skråler, der er sådan en vitalitet. Vi har jo den der motor og en vildskab, som vi så kanaliserer ind i arbejdet.

– I dag ved vi også, at man skal være sammen med sine børn. Der var jo ikke nogen, der skød Liva i skoene, at hun forsømte sine børn, "din mor er Danmarks største revyskuespillerinde, det må du bare leve med". I dag har vi hele det der speltmor, den der kontrol-enhed, hvor vi fastholder hinanden i det perfekte moderskab. Den puritanisme fandtes slet ikke dengang.

Suffløren venter i garderoben. Susanne-musen, kalder Hillingsø hende. Hun er klar med manuskripterne og har klistret de rettelser, Ellen lavede i går, ind som små papirlapper.

Sammen med suffløren Susanne gennemgår Hillingsø manuskriptet ord for ord og skriver om undervejs. Det skal ligge rigtigt i munden.

Ord for ord gennemgår de citaterne:

– Det der er uklart, man forstår det ikke.
– Nej, men med én lille replik mere kunne man godt forstå det.
– "Åh, Dyveke, min egen datter"...

LÆS OGSÅ: Carsten Bjørnlund: "Det er virkelig en røvssyg sygdom, fordi den er sååå... INTET!"

Eftermiddag • hjemme, Charlottenlund

Volvoen glider rapt ind til kantstenen. Hun skal læse op til en bogreception for forfatteren (og veninden) Anne Prytz Schaldemose. Mand og datter skal med, men 15-årige Thomas skal spise hjemme, og hun ville egentlig have handlet ind på vej hjem, men kunne ikke finde en parkeringsplads og opgav.

– Ja, så står jeg og smører rugbrødsmadder til ham, det burde han jo gøre selv. Nogle gange sætter vi også nogle barrer for os selv som forældre, som er urealistiske, og jeg ved ikke engang, om det er særligt godt, at vi gør det.

– Det har også noget at gøre med, at vi jo virkelig vælger at få børn. Jeg ville gerne have de børn og fik dem i en moden alder. Gamle forældre, det er bange forældre – og kontrollerende.

Ellen Hillingsø insisterer på at holde fast i børnene, selv om de er teenagere.

– Små børn skal bare have en varm og kærlig favn, men når de når en vis alder, så har de altså big time brug for, at deres mor og far er der. Sådan en teenager er ekstremt skrøbelig og udsat for de her hormonkaskader. Min søn er en fuldt udviklet lille mand, men han glemmer stadigvæk at tage deodorant på eller får ikke børstet tænder. Men han er sgu skøn, han prøver virkelig, og han er ærlig og oprigtig.

Aftenen før har de haft "en god snak" om en fest, der stak af, så der pludselig dukkede mange flere mennesker op end aftalt.

– Han kan godt se, når tingene er lidt åndssvage. Han er ret reflekteret at tale med.

Hvilke regler har I angående druk?
– Det er jo begrænset, hvor længe vi kan blive ved med at lave de der skoleaftaler. Hvis det stod til mig, så skulle han slet ikke drikke noget. Hvis det skal være, så lad det være øl. Det er blevet vildere, for de drikker så meget hård spiritus. Det der med shots, det havde vi slet ikke, da vi var i den alder... Jeg kan huske, da det kom i 1990'erne, for da startede jeg på Aarhus Teaterskole, og der var et værtshus, hvor man lavede tequila slammers.

– Jeg bliver ved at opdrage på dem og bliver ved med at insistere – også selv om jeg nogle gange får kvalme af at høre mig selv sige de samme ting.

Hunden Purdey skal luftes – heldigvis mellem to byger. Den har kennelhoste og må ikke hilse på de andre hunde i det lille stykke skov for enden af vænget med rummelige rækkehuse. Ellen derimod sludrer gemytligt med de andre luftere og lader sig ikke mærke med det pressede program for resten af dagen. Intet i hendes liv er præget af "schyy, divaen arbejder", som hun siger.

Ellen på en rask gåtur med familiens gyldne labrador, Purdey.

– Jeg prøver at normalisere mit arbejde. Børnene ser mig leve min drøm, så jeg fortæller dem om, hvad jeg laver, og hvilke tanker jeg gør mig. Det handler om at holde en samtale i gang.

– Mange kommer hjem og spørger børnene "nåeh har du haft en god dag?". Man kunne jo starte med selv at fortælle og lære dem at dele både det, der er svært, og også når man har fået en sejr. De ved, hvor meget jeg arbejder, og hvor meget jeg sidder og terper i ferien og lærer udenad. Så de ser, at det kræver arbejde. Det er vigtigt, at børn i vores del af verden lærer, at de stegte vagtler ikke kommer flyvende ind ad vinduet, fordi vi er så forkælede.

Tror de det?
– Det gør man jo, når man er ung. Som Karen Blixen skriver i "7 fantastiske fortællinger": Det er den dag, det går op for os, at man ikke er den særligt udvalgte, at vi er blevet gamle.

– Men de skal lære, at de prioriteringer, de foretager, har en pris, og at man ikke får noget foræret. Min datter skal se, at når jeg arbejder for det, så opnår jeg gode resultater og er glad.

LÆS OGSÅ: Tina Dickow om at blive friet til på den helt forkerte måde

Tidlig aften • Emmery's, Hellerup

Der er en halv time, til hun skal være ovre i boghandlen, hvor hun har lovet at læse op til venindens reception. Hun kan lige nå en kop kaffe og at tage makeup på. I halvmørke, i et lillebitte spejl. Midt mellem de andre gæster i caféen. Hun kan godt snakke samtidig – endda med det der nærvær, som hun zapper ubesværet ind og ud af.

– Jeg har opbygget en evne til at koncentrere mig hvor som helst. Jeg er røvgod til det. Jeg synes, det er en nødvendighed som menneske at kunne stille fuldstændig skarpt.

Vi taler om alder, for hun er fyldt 50 i år.

– Om det betyder noget? Ja! Næste gang er det jo 60!

Hun synes egentlig, hun er den samme, som da hele Danmark lærte hende at kende som Charlot i tv-serien "Charlot og Charlotte" for over 20 år siden. Men så alligevel.

– Man forandrer sig også. Jeg har spurgt mig selv: Vil jeg blive ved med at have de samme tanker, som jeg havde, da jeg var 30? Og de tanker ændrer sig ikke af sig selv; hvis man ikke arbejder med sig selv, flytter nissen med.

Hvad er det, du ikke vil have med videre?
– Jeg har det sådan, at man bliver aldrig for gammel til knaldrødt hår, blondeunderhylere eller dyb kavalergang for den sags skyld. På den front skal man bare fyre den af lige så længe, man vil. Men man bliver for gammel til, at det er andres skyld, til ikke at tage ansvar moralsk og etisk, til at være misundelig – og til at løbe med sladder.

Man skal være i bevægelse og ikke gå i stå. Folk kan fylde sig med botox, hvis de vil, men det er at bremse en bevægelse. Mark Twain har parafraseret over sådan et græsk bon mot, der hedder: Den eneste konstante er forandring.

– Man skal arbejde med sig selv. For mig handler livet om, at hvis man ikke er i udvikling, så er man grundlæggende i afvikling.

Ellen Hillingsø er færdig med mascaraen og skifter til et par røde stilletter. Ud af dem titter et par sokker mønstret af kyssemunde. De har fået lov at komme med ind i 50'erne, selv om hun faktisk har bestemt sig for at blive mere damet.

– Jeg har en utrolig faible for fjollet tøj, og det synes jeg ikke, jeg kan gå i mere. Jeg har lige givet min datter alle mine hoodier – jeg kan ikke gå i hættetrøje mere, synes jeg. Så må man have noget MaxMara og noget Malene Birger, hvor det bliver gradbøjet lidt, og noget Gucci-gejl. Det er også noget med at tage sig selv lidt mere alvorligt. Nu må jeg træde til side – nu skal min datter være ung, nu skal hun gå i det fjollede tøj og i det flotte spraglede tøj.

Telefonen ringer. Det er 13-årige Anna. Hun vil gerne hentes. Det bliver et nej.

– Det er 500 meter, I'm sorry... Men se, de er så vant til, at vi kaster os ud i bilen og henter og bringer. Min mor havde aldrig hentet mig, jeg havde slet ikke kunnet få fat i hende.

Det er hjemmefra, Ellen Hillingsø har lært, at livet er hårdt arbejde.

– Min far er general, og man bliver ikke general af at sidde på sine hænder. Jeg kan huske engang, jeg kom over til min gudfar, så sad han i sin lænestol med en pibe i munden og læste avis. Jeg havde aldrig set en voksen mand sidde sådan der. Jeg spurgte ham "hvad laver du?". "Jeg hygger mig". Det havde jeg aldrig set i mit liv.

Hun fortæller, at hun aldrig selv bare slapper af. Så bruger hun tiden på at komme på omgangshøjde med det samfund, der omgiver hende.

– Jeg gør mig umage for at være klædt på til en almindelig samtale. Det er vigtigt for mig at følge med, for jeg lever i en verden, der er så meget et parallelt univers af drømme og fortælling. Jeg har ikke et job, hvor jeg sidder ved en computer og kan følge med på Facebook. Når jeg er på arbejde, så er jeg PÅ. Så den tid jeg har, bruger jeg på at læse aviser og romaner, jeg er meget drevet af pligt.

– Jeg har altid været vant til at skulle kæmpe for lortet. På et tidspunkt kommer man ind i vanen med at kæmpe for tingene, og så bliver det et vilkår og skidesjovt. Jeg tror, det er, som Søren Pilmark sagde engang: Elevatoren til min karriere var taget, så jeg tog trappen. Devisen må altid være "work hard and be nice to people", det holder længst. Ja, alt andet er pinligt.

At være vant til at arbejde hårdt kommer hende til gode nu, hvor hun har nået en alder, hvor rollerne ikke nødvendigvis står i kø.

– Det gælder om at finde muligheder, være nysgerrig, være åben, ikke forvente noget og bevæge sig nye steder hen og lukke døre til fortiden: Lad de unge spille de unge roller, og find på noget andet.

Er der masser af tilbud til dig?
– Ja, det er der.

Hvordan vælger du?
– Med hjertet. Og efter hvem der er med: Er det nogen, jeg kan lide, er de generøse dejlige mennesker, er det en sammenhæng, jeg kan se mig selv i. Jeg er altid i gang. Måske skal jeg lave en reading, skrive noget sammen med nogle unge mennesker eller noget helt andet. Alt hvad der har at gøre med at optræde, underholde, animere og inspirere.

Anna er nået frem til caféen.

– Hej smukke, hvor er dit tørklæde?
– Derhjemme.
– Anna, vil du have et eller andet? Vil du over til far? Det er lige herovre, kom lad mig vise dig det.

Hun får Anna peget over til boghandlen, hvor gæsterne strømmer til receptionen. Om lidt skal Ellen selv være klar til igen at være PÅ. På en travl arbejdsdag som denne havde det været lettere at sige nej.

– Men jeg holder jo af hende, jeg elsker hendes boghandel, og jeg elsker oplæsning. Litteratur er alfa omega for mig. Litteratur er begavede mennesker, der har sat ord på følelser. Der er altid nogen, der har haft det ligesom dig.

Hun når lige kort at kigge på de sider i bogen, hun har markeret med post-it notes. Selv om hun er etableret som én af Danmarks bedste oplæsere, vil hun gerne nå at samle tankerne.

Ellen Hillingsø slutter dagen af med oplæsning til en reception i venindens boghandel, Books & Company i Hellerup.

I boghandlen er der fyldt med mennesker, som hun får samlet omkring sig. Så sænker stilheden sig, og Ellen Hillingsøs karakteristiske dybe stemme fylder lokalet.

Lyden af nærvær.