"Jeg var ved at græde ved tanken om, at jeg skulle være i Danmark bare to sekunder mere"
Den danske aktivist og feminist, Emma Holten, 28, gav for tre et halvt år siden sit første store interview til Eurowoman. Siden har hun trukket sig fra debatten. Nu gør hun status.
Hun har talt for FN i New York og holdt en TED Talk. Men for to år siden trak aktivisten og feministen Emma Holten, 28, stikket fra såvel sociale medier som rollen som debattør efter en intens periode i mediernes og meningernes midte. Hun var træt af “The Emma Holten Show.”
Siden har en kronisk diagnose, som blev opdaget alt for sent, et års tænkepause i New York og en kæreste, der ikke har et problem med, at hun har været offer for hævnporno, været afgørende for, at hun stoppede op og spurgte sig selv: “Er det her liv overhovedet noget, jeg selv ønsker?” Det var det ikke.
Godt og vel to år er gået, siden hun sagde farvel og tak. Farvel til “offentlig fandango,” som hun skrev i en opdatering på Facebook. Farvel til “The Emma Holten Show,” som hun kaldte det i Vi ses hos Clement på DR2.
Siden Emma Holten i 2011 som 17-årig fik lækket privatfotos af sig selv uden sit samtykke, har hun ellers gjort sine personlige erfaringer til en offentlig politisk kamp for rettigheder på internettet, som kulminerede med det meget omtalte aktivistiske projekt Samtykke fra 2014. Her optrådte hun mere eller mindre afklædt foran fotograf Cecilie Bødkers linse i en ambition om at generobre kontrollen over sin egen krop. Hun ville vise sin krop på sine egne præmisser og ikke mindst: med samtykke.
LÆS OGSÅ: "Det dræber hjerneceller at følge en eller anden models Instagram-stories"
Efterfølgende indtog hun medierne og offentligheden bl.a. som hyppigt brugt debattør, kronikør, foredragsholder og ekspert i alle sammenhænge, hvor feminisme var på dagsordenen. Men en dag i november 2017 sagde hun stop.
“Det hele var gået så stærkt, og der var sket så meget, at jeg ikke havde nået at tænke mig om undervejs. Jeg har haft det utrolige privilegium, men også været i den svære situation, at alting er kommet til mig. Jeg har fået en masse muligheder, men jeg har aldrig sat mig ned og tænkt: “Okay, hvis jeg skulle vælge, hvordan skulle mit liv så hænge sammen?” siger Emma Holten, da Eurowoman møder hende.
Træt af debatten
Emma Holten gav for tre et halvt år siden sit første store interview til Eurowoman, og vi har aftalt at mødes for at tale om, hvad der er sket siden sidst. Om hvorfor hun pludselig var væk omtrent så hurtigt, som hun var kommet. Og om hvorfor hun stadig er i tvivl om det meste. Men i november 2017 var hun ikke i tvivl. Noget skulle være markant anderledes.
“Jeg havde bygget en karriere op som selvstændig, jeg havde rejst verden rundt, deltaget i konferencer og paneldebatter, arbejdet for FN og holdt flere hundrede foredrag for at finde ud af, at det overhovedet ikke var det, jeg havde lyst til,” siger hun.
To måneder efter forlod hun Danmark. Hendes dengang relativt nye kæreste, som er journalist, havde fået mulighed for at arbejde i New York i et år, og Emma Holten tog med. Hun havde på det tidspunkt sparet penge nok sammen som især efterspurgt foredragsholder til at kunne holde fri i et år
“Jeg var så træt og havde intet at give længere. Jeg var ved at græde ved tanken om, at jeg skulle være i Danmark bare to sekunder mere. Jeg hadede mit arbejde på det tidspunkt. I en periode talte jeg hver dag til 600 mennesker mellem 15 og 18 år om det værste, der nogensinde er sket mig. Det var selvfølgelig meningsfuldt at tale om, fordi jeg var i de miljøer, hvor mange af ofrene også var, men det var enormt udmattende.”
Ud over foredragene blev Emma Holten hurtigt en flittig brugt debattør, og det var især debattørrollen, der drænede hende.
“Jeg kunne ikke holde det københavnske debatmiljø ud. Jeg synes jo stadig, at feminisme er det vigtigste i hele verden, men jeg bryder mig ikke om at være på konstant og hele tiden være oppe at skændes med nogen i en Facebook-tråd. Jeg oplevede, at den måde, debatten foregår på, simplificerer alle, der deltager i den. Jeg blev typecastet som ung feminist, hvor journalisten typisk havde artiklen helt klar, og så manglede der bare et kort citat, hvor jeg sagde noget om #MeToo. Jeg savnede plads til det mere komplekse,” siger hun.
Til at begynde med gik det ellers lettere, fordi Emma Holten havde et par ret enkle og præcise budskaber. Krænkelser på nettet skal tages mere alvorligt, og det er ikke ofrets egen skyld, at det er udsat for et overgreb. Så var den ikke længere.
“Men så snart jeg begyndte at tale om andre ligestillingsproblemer som løngab eller øremærket barsel, var der ikke plads til nuancer. Det blev et cirkus, hvor jeg stod som klovn og skulle jonglere i Deadline, og så håbede de på, at jeg sagde noget vildt provokerende, så folk blev pissesure, og som de så kunne lægge på Facebook, så de fik flere følgere. Jeg havde lyst til at stoppe op og sige: “Er jeg her, fordi jeg selv synes, det her er vigtigt, eller fordi jeg er blevet bedt om det?”
Ignorerede alvorlig sygdom
Det, der blev det endelige wakeupcall, og som cementerede Emma Holtens beslutning om at trække sig fra offentligheden, var, at hun i midten af 2017 fik konstateret den autoimmune sygdom, colitis ulcerosa. En kronisk betændelse i tyktarmen, der betyder, at tarmen i perioder bløder med smertefuld diarre til følge. Det var ikke kun sygdommen i sig selv, men i høj grad også forløbet op til, der påvirkede hende. Emma Holten gik i to år og undertrykte, at noget var helt galt med hendes krop. Hun var mere end almindelig træt og blødte, hver gang hun gik på toilettet. Men hun sagde det ikke til nogen. Ikke engang sin kæreste eller familie.
“Jeg tænkte nok, at jeg var lidt stresset, og så tror jeg også bare, at jeg ignorerede det. Jeg var så ung og følte mig nok udødelig på en eller anden måde. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det nok var noget, alle oplevede. Lidt som med sexisme eller homofobi: Du kan vende dig til absurde ting, når de sker igen og igen over en længere periode. Så føles det normalt,” siger hun.
Om Emma Holten
- Født i København i 1991.
- Blev landskendt og senere verdenskendt med projektet Samtykke i 2014.
- Projektet var en reaktion på, at hun i 2011 fik lækket private nøgenbilleder af sig selv på nettet.
- Hun har siden kæmpet for digitale rettigheder og samtykke og har markeret sig i flere feministiske sammenhænge og som en af sin generations vigtigste stemmer.
- Uddannet i Litteraturvidenskab og Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet.
- Har været selvstændig debattør og foredragsholder fra 2016-2019. Arbejder i dag som kønsekspert hos hjælpeorganisationen Oxfam IBIS (tidl. IBIS).
- Har senest været aktuel med podcasten Manderegler på P1 sammen med forfatter og journalist Anders Haahr Rasmussen.
Feministen og debattøren var på rekordtid blevet hele landets mediedarling, fordi hun stillede sig frem og med tilsyneladende stor selvtillid talte om kvinders ret til deres egen krop og ikke mindst det vigtige i at sige fra, sætte grænser og lytte til sin krop. Nu stod hun med en krop, hvis signaler hun havde ignoreret så længe, at hun egentlig er heldig, at hun stadig er her.
“Jeg var fuldstændig ude af kontakt med min krop. Jeg så den ikke som andet end noget, andre mennesker så på. Jeg tænkte slet ikke over, at jeg skulle passe på mig selv,” siger hun.
Diagnosen har tvunget Emma Holten, som altid har kæmpet med sit kropsbillede og sit selvværd, til at se anderledes på netop sin krop.
“Jeg havde nok haft lidt samme følelse som gravide, hvis kropsopfattelse har ændret sig efterfølgende, fordi de har fundet ud af, at deres krop kan så meget. Den var ikke længere bare en, andre kiggede på og havde en holdning til,” siger hun.
Diagnosen har også gjort hende opmærksom på faren for at falde tilbage i de usunde mønstre, som hun var i som yngre. Det var ellers lige ved at ske i New York. Fordi mange med samme diagnose har succes med at leve efter diverse diæter, fx LFCH, low fodmap eller vegansk, prøvede Emma Holten i en periode at leve vegansk under sit ophold i byen.
LÆS OGSÅ: Elizabeth Warren: Kan hun blive USA's første kvindelige præsident?
“Jeg gik hele tiden og tænkte på, hvad jeg skulle spise næste gang, og jeg kunne mærke nogle virkelig destruktive tanker, som jeg husker fra gymnasietiden. Jeg kunne sikkert godt passe bedre på mig selv gennem kosten, men det førte mig ned af et spor, der ikke er sundt for mig. Jeg havde ikke det sundeste forhold til mad og min krop som yngre, så jeg har været ret opmærksom på ikke at blive fundamentalistisk omkring kost, efter jeg har fået diagnosen,” siger Emma Holten.
I stedet har hun prioriteret sit mentale helbred, som, ud over simple ting som at få sovet godt om natten, har handlet om at trække stikket fra offentligheden og især sociale medier i en lang periode. Og efter hun gradvis alligevel har genoptaget kontakten med omverdenen via bl.a. Instagram, har det været en hudløs ærlig version af Emma Holten, hendes følgere har mødt, hvor hun bl.a. fortæller om sin tarmsygdom, stress og angst. Særligt én person haft stor indflydelse på, at hun i dag bruger langt mindre tid på sociale medier.
“Min kæreste er meget privat. Det har været meget lærerigt for mig at være så tæt på et menneske, der meget bevidst vælger det at være privat til. Han har vist mig, at det er en mulighed. At man godt kan have en dejlig karriere, et godt liv og klare sig glimrende med en Instagram med 100 følgere og tre billeder,” siger hun.
Derudover er det hendes første forhold, siden hun blev en offentlig person, og dermed er det også første gang, Emma Holten er blevet kæreste med en, der kendte hele hendes historie på forhånd.
“Han vidste, hvem jeg var, og han gik ind i det med åbne øjne. Der er desværre rigtig mange mænd, der ikke vil være kæreste med en, der har været udsat for hævnporno. Det har jeg oplevet flere gange. De vil have min krop for sig selv. De vil ikke dele den med andre, fordi de føler, at de ejer den. Det er vildt dejligt at have mødt en, der ikke bruger det imod mig.”
Feminist med tøj på
I de år, hvor Emma Holten har befundet sig i periferien af medierne og den offentlige debat, er de feministiske diskussioner fortsat med uformindsket styrke. Emma Holten har med stor begejstring fuldt med i den internationale #MeToo-bevægelse, som hun anser som banebrydende, fordi den har tvunget os til at tale med hinanden om emner og tabuer som aldrig før. Samtidig er der sket meget i forhold til at hjælpe ofre for hævnporno og gøre seksuelt samtykke til noget, der bliver taget seriøst, også på Christiansborg.
“Det kan være svært at huske nu, men dengang jeg først trådte frem, stod ministre, politi, lærere og forældre jo i kø for at fortælle mig, hvor dum jeg havde været, fordi jeg havde taget de billeder i første omgang. Det var holdningen dengang, og det er det bare ikke længere,” siger Emma Holten.
I dag sidder hun bl.a. i bestyrelsen hos Digitalt Ansvar, en forening, der beskytter krænkedes rettigheder og rådgiver politiet om, hvordan de kan forbedre sig, når det gælder opklaringen af sager om seksuelle krænkelser på nettet.
LÆS OGSÅ: "Jeg vil gerne tale om noget af det, der var det allersværeste..."
“Samfundssindet har rykket sig. Der vil altid være nogen, der synes, at det er din egen skyld, men de er nødt til at forsvare deres position nu, og det er nyt. Før var det automatreaktionen, at du selv bar skylden, men i dag er du som minimum nødt til at sige: “Selvfølgelig er det synd for hende, men hun må jo også tænke over, at internettet er kompliceret ...” Du er nødt til at pakke det ind og kan ikke længere bare sige: “Hvis du kræver opmærksomhed på den måde, må du også forvente, at den slags sker. Det er karma.” Det går ikke længere,” siger hun.
Men selv om Emma Holten på alle måder bakker op om rettighederne til at dele, hvad du vil, med dit eget samtykke vel og mærke, har hun savnet en diskussion af, hvordan det store fokus på seksuel frigørelse kan virke som et pres på dem, der ikke nødvendigvis har lyst til at ytre deres holdninger offentligt eller lægge billeder af sig selv og deres kroppe på sociale medier.
“Der er efterhånden mange unge feminister i Danmark, som er meget synlige med deres kroppe og seksualitet. Det er jo vildt sejt, at de tør, men det er også en meget specifik måde at udtrykke sig på, som ikke er for alle.”
For på trods af, at Emma Holten i første omgang blev kendt for kunstprojektet Samtykke, hvor hun brugte netop sig selv og sin krop for at få opmærksomhed om hendes budskab, er hun faktisk meget privat.
“Jeg har aldrig dyrket det der med at lægge nøgenbilleder på Instagram. Det er samtykke, der er kernen for mig, ikke nøgenheden. Men fordi vi har haft en så begrænset forståelse af kvinders seksualitet, er det nærmest blevet sådan, at dem, der anses for mest frigjorte, er dem, der har mest sex, er mest nøgne eller viser flest billeder, hvor de ammer. Jeg synes, der er noget radikalt i at sige: “Det holder jeg for mig selv.” Det betyder ikke, at jeg ikke er frigjort, eller at jeg skammer mig over mig selv. Jeg har bare ikke noget behov for at offentliggøre det.”
Ifølge Emma Holten handler seksuel frigørelse lige så meget om, hvad du gør på alle mulige andre områder og ikke mindst i dine private relationer.
“Jeg har stor respekt for dem, der gør noget i offentligheden, men det er vigtigt for mig at sige, at det er du jo ikke forpligtet til. Det gør dig hverken til en værre eller bedre feminist. Du kan sagtens lave aktivisme i din egen seng med din kæreste ved at tænke over, hvordan dit begær fungerer, og hvor dine grænser går. Eller tage en kamp på arbejdspladsen eller en diskussion til en fest.”
Skal, skal ikke
Da Eurowoman sidst interviewede Emma Holten, var hun midt i medieorkanens øje, hvor hun sagde ja til langt de fleste af den slags tilbud og mulighed for eksponering for at komme ud med sine budskaber. Anderledes er det i dag, så et nærliggende spørgsmål er, hvorfor hun overhovedet har sagt ja til dette interview?
“Min kæreste undrede sig faktisk også over det. Men jeg er i gang med at udforske, om jeg kan være i den offentlige debat på en ny måde, hvor jeg kan være privat og have et normalt job og kun deltage i de ting, jeg selv vælger. Det er jeg sgu stadig lidt i tvivl om. Måske kommer jeg til at læse det her interview og tænke: “Var det nu forkert at gøre?”” siger hun.
Emma Holten mener selv, at hun i høj grad lider af det såkaldte imposter syndrome, som handler om, at man ikke synes, at man fortjener at være der, hvor man er, at man aldrig er dygtig nok, og at man når som helst kan blive afsløret i det. Samtidig bliver hun provokeret af at observere mænd, der uden problemer formår at lufte deres meninger offentligt, mens de ellers passer et job og værner om deres privatliv.
“Jeg synes, jeg ser mange, især ældre mænd, som får lov til at kombinere en høj stilling med at være offentlig intellektuel og faglig. Fx Rasmus Kjeldahl og Anders Ladekarl (hhv. direktør i Børns Vilkår og generalsekretær i Røde Kors, red.) Der er ingen, der kræver af dem, at de skal dele vildt meget ud af deres privatliv.”
Emma Holten deltager efter sin pause fra det hele igen i enkelte paneldebatter og holder foredrag fra tid til anden, men hvor stort et omfang, hun vil gøre det i fremover, er hun stadig i tvivl om.
“Jeg eksperimenterer med det for tiden, og det er jo vildt privilegeret, at jeg bare kan melde mig ind og ud af det,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Kvinden bag #MeToo lancerer nyt hashtag
Men hun ved, at hun ikke vil fortsætte, hvor hun slap i 2017, og at hun ikke ville være selvstændig igen lige foreløbig. I juni i år fik hun derfor et fast job som såkaldt kønsekspert hos hjælpeorganisationen Oxfam IBIS. Lige nu vil hun hellere kæmpe for ligestilling som en del af et team og ikke med sit eget navn som det bærende element. Samtidig er hun klar over signalværdien, hvis hun fuldstændig forlader debatten.
“Det vil jo se ud, som om det ikke er muligt for unge kvinder at deltage i debatten. Men for mig handler det om at gøre det på mine egne præmisser og at signalere til andre, som går samme vej, at medierne har mere brug for dig, end du har brug for dem,” siger hun.
Sådan havde hun det ellers langt fra før i tiden. Da karrieren kørte med tusind kilometer i timen, kunne hun ligge søvnløs over, hvor vigtigt alt, hun gjorde, var, og hvor katastrofalt det ville være, hvis hun gik på kompromis.
“Jeg følte nærmest, at alting ville falde sammen og holde op med at eksistere, at feminismen ville lide et kæmpe sammenbrud, og jeg ville ødelægge en masse muligheder for mig selv, hvis jeg sagde nej til noget. Men efter at have været fraværende i et år, fandt jeg jo ud af, at det er gået fint.”
Emma Holten mener, at hun ved at have været væk kan relatere til folk, der har haft hjernerystelse.
“Jeg har haft en emotionel hjernerystelse, hvor jeg efterfølgende var nødt til ikke at lave noget. Jeg fandt ud af, at jeg har mere kontrol over tingene, end jeg troede. Jeg kan godt sige nej til 10 ting og ja til én. Det var vildt frigørende at nå til den erkendelse.”