Lucky Blue Smith

En af verdens mest fulgte herremodeller skal være far

Den 18-årige model springer ud i livet som far.

18-årige Lucky Blue Smith skal være far, det har han netop annonceret på sin Instagramprofil i et billede, hvor han står og holder om sin 26-årige kæreste, Stormi Bree.

Graviditeten kom tilsyneladende som en overraskelse for parret. I teksten under billedet skriver den populære model til sine 2,8 millioner følgere, at han har nogle dejlige og overraskende nyheder at fortælle dem. Trods overraskelseselementet understreger han, at han er glad for familieforøgelsen, de kan se frem til.

"Det er skørt, at mit liv har været så velsignet. Jeg er så glad og kan ikke vente med at tage på den fantastiske rejse," slutter han i sin opdatering på Instagram.

Lucky, der er født i Utah i USA, blev opdaget som model allerede som 10-årig, og har i lang tid været kendt for sine isblå øjne og platinblonde manke, som han dog ikke længere har. Han er desuden den tredjemest fulgte herremodel på Instagram ifølge Models.com, der årligt opdaterer listen.

Selv kommer han fra en baggrund som mormon. En baggrund, han ikke tager direkte afstand fra, men heller ikke har været særligt ivrig efter at tale om af frygt for, at han vil blive stemplet og få ødelagt sin brede appel. Alligevel mener han, at han skylder præcis dette aspekt af sin baggrund en del af sin succes.

"Det har givet mig nogle værdier, som jeg efterlever i dag, og jeg ved, at hvis jeg ikke brugte dem og ikke kendte til dem, så ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag," siger han i et interview med det amerikanske magasin ES.

Om parrets kommende barn skal opdrages på samme vis er uvist, men begge forældre arbejder både som modeller og musikere, så det er nok ikke helt utænkeligt, at det bliver en smuk lille bebs med musikalske talenter. Hvem ved. 

En af verdens mest fulgte herremodeller skal være far