En øko-kologisk gave til mor!
Med stor spænding og forventningen lysende ud af øjnene på min datter, pakkede jeg hendes hjemmelavede kalendergave ud af den stribede slikpose. Gaven var en lille krukke med en guldrandet mærkat, hvor der sirligt var skrevet MOR. – Det er en øko-kologisk creme, sagde hun stolt og tilføjede: den er helt uden farve og parfume!
Og jeg som troede, at det var min opgave at opdrage hende i skønhedens forunderlige verden? Men fritidshjemmet er åbenbart kommet mig i forkøbet, og her laver man så økologiske cremer uden tilsætningsstoffer. Jeg må indrømme, at jeg er en smule nervøs for at bruge den (mon hun vaskede hænder, inden hun rørte cremen sammen?), men jeg vil jo heller ikke skuffe hende, så jeg tænkte, at jeg kunne bruge den som natcreme – til fødderne.