"Da jeg blev forelsket satte jeg mig ned og græd. Han havde sejret"

KLUMME: Det kommer nok ikke som en overraskelse, at man som single-pige eller -dreng en gang imellem afsøger, hvad der findes på markedet af potentielle dates eller andre relationer, der muliggør en intimitet mellem to mennesker.

Jeg selv er ikke nogen undtagelse. For jeg findes også på det marked. Og der er muligvis én, som får maven til at slå kolbøtter lige nu. Et menneske, som man skriver til kl. 04.00 om natten, efter man har drukket en kande dark n' stormy og bare har lyst til at danse med ham - udelukkende.

LÆS OGSÅ: Sophie Kampmann: "Stresser det mig at være 29 år og single? Ja - ad helvede til"

Ja, sådan en, er der lige nu. Og du tænker sikkert - åh nej, singlepigens forfald er hermed startet.

Det kan jeg hverken bekræfte eller afvise. For relationen er fortsat meget meget ny - og spændende. Dét, der her er tale om, er kriterier og forventninger til dem, der netop kan få maven til at kilde.

Jeg sad forleden dag med en veninde, og sagde "Jeg vidste ikke, at jeg have nogle parametre, der skulle opfyldes, men jo mere, jeg lærer ham at kende, desto mere bliver jeg opmærksom på, at det menneske han er, går rigtig godt i overensstemmelse med det, jeg faktisk og åbenbart leder efter."

Efterfølgende gik det også op for mig, at "åh nej, hvad nu hvis jeg har gang i noget, som måske ender med en forholdsændring på Facebook?" Har jeg nået alt det, jeg skal nå i min singletilværelse? Og hvad søren er det, jeg skal nå? Har jeg flirtet og kysset med alle dem, jeg gerne ville? Har jeg danset nok - som det passer mig? Og hvad nu, hvis min frihed er min egen værste fjende? For hvad er det, jeg muligvis giver op for noget, jeg ikke ved, hvad er - men som jeg ikke kan sige nej til lige nu?

LÆS OGSÅ: Sophie Kampmann: "Da jeg havde en kæreste, spurgte ingen mig, om jeg var glad"

Jeg er rigtig god til at nyde min egen singletilværelse. Og alle de goder, der følger med. Jeg går ud, når det passer mig. Ser de mennesker, jeg vil, når jeg vil. Rejser hvorhen det passer mig. Spiser, hvor jeg behager. Bruger alle mine penge på mig selv og hører høj musik i min lejlighed, når jeg vil.

Nogen gange er mit køleskab helt fuldt. Andre gange ligner det en sørgelig version af en pose rådne kartofler på tilbud i Netto. Og jeg kan virkelig godt lide, at jeg er min egen herre.

Men ja, det stresser mig også, at netop den frihed bekommer mig så vel. For måske er det også den, jeg gemmer mig bagved.

Selvsamme veninde, som jeg talte med det her om, er også single. Og har været det i et stykke tid. Og vi kom til at tale om hele dating-showet. Vi var ganske enige om, at gid man kunne springe til 2. date - fremfor at gå på den ulidelige 1. date. Som vi bare begge ikke kan lide. Det er akavet, det kræver at man viser sig fra sin allerbedste side, og taler om alt muligt - som måske ikke rigtig interesserer en. Og samtidig er der en undertone af, at man måske gerne vil se den andens dyner.

Hey - det er så akavet. Og alligevel går man derud, fordi man måske i virkeligheden har et ønske om at blive til to på et eller andet tidspunkt? Jeg tror i hvert fald, at man deltager i single-livets datingshow, fordi det er sjovt, rart, skønt, vidunderligt, nervepirrende og angstprovokerende at kaste sig derud, hvor man ikke længere kan bestemme. Og hvor tilfældighederne taler højere end planlægningen.

Vi talte også om, at hun virkelig ikke bryder sig om dating-showet. Men gør det alligevel. Dog gør det sig gældende, at hun kontinuerligt finder "fejl" på de mænd, hun møder. Det kan have alt fra ambition til hårpragt at gøre.

Og nu tænker du sikkert, hold op, hvor er Sophie og hendes veninder nogle overfladiske narrøve. Og jeg forstår, hvorfor denne tanke popper op i dit system. Men jeg vil gerne bede dig om at læse videre.

For grunden til, at man finder "fejl", er, at man/vi er bange for at kaste os derud, hvor jeg er lige nu. Der, hvor man er nødsaget til at være psykisk nøgen og transparent, fordi man simpelthen ikke kan lade være - fordi det netop kilder i maven. Og det er simpelthen så voldsom en følelse af skælven i bukserne, for lige pludselig kan man ikke gemme sig bag 20 shots. Ærligheden af det menneske, man er, er til stede. Og det er tilmed i førersædet.

Jeg kan godt forstå, at man prøver at holde sig fra den situation. For den kan ikke regnes med. Den er så skrøbelig, at det er meget nemmere at lave strudsen og glemme, at det er sket.

Da jeg for mange år siden fandt ud af, at jeg var forelsket i ham, der i dag er min eks-kæreste, satte jeg mig ned og græd. Ikke fordi han var dum eller tarvelig, men fordi jeg vidste, at nu var jeg ikke længere i kontrol over min glæde. Det var han.

Og jeg forstår godt, hvorfor jeg satte mig der og følte mig overvældet, fordi der var nogen andre, der havde sejret. Muligheden for at jeg er der igen - lige nu - er der måske. Det vides ikke. Men jeg kan garantere dig for, at jeg er ved at hive i alle bremser, der findes i min krop. Men hver gang jeg prøver, er netop de bremser, blevet væk. Eller også er de blevet oversat til en speeder. For han opfylder de kriterier, jeg, som skrevet, ikke vidste jeg havde. Og jeg er kommet derud, hvor jeg ikke kan skjule mig mere, og det er pludselig gået op for mig, at muligheden for at være to måske er meget rar.

Så hvad så med alt det, jeg skal nå? Hvad gør jeg af det? Og hvad er det egentlig? For jo jov, jeg har da danset, kysset, haft det sjovt og nydt min frihed. Jeg ved bare ikke, hvor fornuften i det her er. Og om jeg i virkeligheden er verdens største bangebuks - fordi jeg ikke tør at give mig hen til det, som jeg tidligere har kaldt den allerstørste følelse i verden, nemlig kærligheden.

For hvad nu, hvis ikke det er kærlighed? Er det så ikke bedst at vælge sin frihed? Eller er det allerbedst at turde at tro på noget, der kilder i maven?

LÆS OGSÅ: Ja, singlekvinder kan godt have mænd som venner

LÆS OGSÅ: "Man skal helst ikke have nogen følelser, hvis man er single"