Et arbejde, der ikke føles som arbejde
Jeg elsker mit arbejde.
Jeg bruger det meste af mit arbejdsliv på at uddanne coaches (se www.sofiamanning.com), og jeg ELSKER det! Mit arbejde føles slet ikke som arbejde.
Her til morgen sidder jeg i møde med 3 fantastiske mennesker Mette Holbæk, Lars Pind og Mie Madsen - fint fotograferet med Mies telefon... Fordelen ved at arbejde, som jeg gør, er, at jeg til stadighed kan videreudvikle HVORDAN, jeg kan støtte de mennesker, som jeg arbejder for at støtte. Jeg kan lave bøger, uddanne coaches, skrive artikler og brevkasser her i Alt for Damerne, og min nyeste passion er at se på, hvordan jeg kan bruge online-medier til det arbejde, jeg laver.
Siden i sommer har Lars, Mie, Mette og jeg kørt et online-kursus - "Sofia's Circle" - for over 200 deltagere, og det er ekstremt inspirerende og meningsfyldt for mig at kunne arbejde med så mange mennesker på én gang, fordi så meget mere kan lade sig gøre, når undervisningen foregår på nettet, via mp3-lydfiler og et stort onlineforum. På den her måde når jeg også mennesker, der ikke ville have haft tid og mulighed for at fx komme til København på kursus, og på 'Sofia's Circle' har vi deltagere fra 10 forskellige lande, blandt andet Kina, Dubai, Schweiz og England.
I aften, når jeg har puttet min datter, sidder jeg således ved mit skrivebord derhjemme - iført høretelefoner og mikrofon - og svarer 'live' på spørgsmål fra 'Sofia's Circle'-deltagerne - måske ikke ligefrem i mit nattøj, men i hvertfald uden sko og med en stor kop te indenfor rækkevidde.
Dette blogindlæg poster jeg fra café Dag H på Østerbro, hvor Mette, Lars, Mie og jeg netop har sat os for at planlægge alle de nye online-tiltag, som jeg vil glæde mig til at tilbyde næste år.