Jeg har taget tebirkes med. Men du er måske mere til baguettes?
"Ikke lige baguettes, men jeg elsker brød. Specialbrød med kerner, tørret frugt og nødder. Min morgenmad starter med en portion mysli med mandel- eller havremælk. Så to skiver brød. Og så slutter jeg af med en skål yoghurt."
Du er sulten?
"Det er bittesmå portioner."
Det er ikke særlig fransk at spise morgenmad?
"Det er ved at ændre sig. Særligt kvinderne har fået øjnene op for, at det er sundt med morgenmad. Jeg er stor fan af morgenmad. Hvis jeg kun skulle vælge et måltid om dagen, ville det blive det."
Hvad drikker du til?
"Kogt vand."
Kogt vand?
"I 11 år arbejdede jeg i et analysefirma, hvor min chef på et tidspunkt tog til Kina for at åbne en underafdeling. Han kom tilbage og var så begejstret for alt det kogte vand, han havde drukket. Så til alle møder blev der serveret kogt vand. I starten syntes jeg, at det var forfærdeligt. Men nu holder jeg af det, det er godt for kroppen."
Hvad laver du efter morgenmaden?
"Fra klokken 8.30 til 13 sidder jeg foran computeren. Det er min strenge, indre chef, der har bestemt det. Om eftermiddagen arbejder jeg på projekter, hvor jeg er involveret med andre, skriver manuskripter til tv-serier eller holder møder med producere. En gang om ugen går jeg til pilates, og en gang om ugen svømmer jeg. I den ideelle verden."
LÆS OGSÅ: Danica Curcic: "De seneste to måneder har jeg faktisk været underernæret"
Arbejder du hjemmefra?
"Ikke længere. Jeg har et lille kontor tæt på lejligheden, fordi min søn, Arthur på 18, hele tiden afbrød mig, da jeg sad derhjemme. Men jeg foretrækker at arbejde hjemmefra, for når jeg har skriveblokering, hjælper det at tage opvasken eller rydde lidt op."
Hvad arbejder du på for øjeblikket?
"Når jeg ikke rejser, arbejder jeg på en ny bog. Jeg ved, hvad den skal begynde og slutte med, og hvilke karakterer der skal være i den. Lige nu er jeg i research-indsamlings-fasen, så jeg skriver noter i min notesbog. Jeg har en for hvert projekt, jeg har gang i, så lige nu render jeg rundt med fire i tasken. Hvis ikke jeg får skrevet det ned, så snart jeg får en god idé, glemmer jeg den."
Hvad står der i notesbogen?
"Alt muligt. Alt må skrives ned. Der er ingen fejl eller dårlige ideer. Noteskrivningen til en ny bog kan være en lang proces, og det er det eneste, jeg tænker på. Jeg forsøger at udsætte skriveprocessen. Det er først, når jeg slet ikke kan lade være, at jeg sætter mig ved computeren. På den måde undgår jeg panikken over det blanke stykke papir."
Hvordan bruger du dine noter?
"Inden jeg begynder at skrive, læser jeg dem igennem, klipper dem ud og kategoriserer dem ud fra tematikker og bogens forløb på en stor opslagstavle, der hænger foran mit skrivebord."
Tilbage til maden. Hvor får man den bedste morgenmad?
"Hos Sarabeth's, der ligger to steder i New York. De er kendt for deres scrambled eggs og marmelade. I Paris er maden hos Ladurée god. Men selve indretningen er for chichiteux – lidt for smukt, bedårende og vidunderligt, lidt for meget."
LÆS OGSÅ: Gudrun Bojesen om den allersidste dans
LÆS OGSÅ: Agnes Obels hemmelige Berlin
LÆS OGSÅ: Kunstneren Cathrine Raben Davidsen: "Jeg prøver ikke at deale med mine kritiske tanker"