Mission bikiniklar: Første uges træning
“I første uge af mit nye liv har jeg trænet mest selv, fordi Ida var væk på kursus. Så let slipper jeg ikke i uge to og fremefter, har hun lovet mig! Men her er lidt om første uges træning. ”
Mandag
“Roede jeg intensivt i 20 minutter i min romaskine i kælderen. Det er top-træning, og jeg sveder altid som en gal. ”
Onsdag
“Var jeg med min dejlige kvindeklub, Optimalia, til et Outdoor Fitness arrangement i Rude Skov. Vejret var top-fantastisk, da vi mødtes kl. 18.30, og det var klart medvirkende til at gøre aftenen til en stor, stor oplevelse. Til Outdoor Fitness benytter man skoven som et fitness center, og det er bestemt en idé, som jeg gerne vil give videre. Vi varmede op og løb så fra sted til sted i skoven, hvor de naturlige udfordringer fandtes. Armstrækkere på en bænk, vægtløftning med store sten, løb over brændestabel, intervaltræning op og ned ad bakke og forskellige andre styrketræningsøvelser gjorde, at halvanden time fløj af sted! Vores træner hed Pernille Springer, og du kan kontakte hende for et lignende arrangement på www.fys-focus.dk.”
Fredag
“Om morgen løb jeg med min hund i let luntetrav, for mine lårbasser var godt ømme efter onsdagens udfoldelser. Da jeg kom retur, vejede jeg mig lige på min egen vægt – og der så jeg til min store glæde se, at der allerede var røget 900 gram i løbet af første uge. Men altså – egen vægt tæller ikke – det er KUN Idas vægt, der tæller! Fredag eftermiddag var jeg så heldig, at jeg skulle til Hotel Tylösand i Halmstad på spa- og wellnessophold med min søde mand og et godt vennepar. Vi deltog i en time med afrikansk dans til trommemusik, og det var simpelthen smaddersjovt og samtidig benhård træning. Bagefter tog vi en halv time Ki-Balance, som var en yoga-agtig session, som gav god stretch og ro. Tylösand kan virkelig anbefales, hvis du har lyst til en forkælelsesweekend i udlandet, men ikke vil så langt væk. Tjek det ud på www.tylosand.se”
Søndag
“Første træningsdag med Ida. Og det blev så noget helt andet, end jeg havde regnet med! Jeg troede, at jeg for alvor skulle løfte jern, men Ida vil første have min krop i balance, så den kan modtage træningen ordentligt. Hun lærte mig derfor en række øvelser fra konceptet Z Health, er ganske små og meget præcise øvelser, der omkoder kroppens nervesystem og læser korrektur på nervebanernes vej fra fod til hjerne. Z Health åbner populært sagt hele landkortet af veje i ens krop. Hvis der er ”kø på vejen”, som Ida siger, så virker kroppen ikke optimalt og der opstår spændinger og i sidste ende smerte. Tjek fx www.zhealth.net, hvis du vil vide mere. Og prøv selv tre små øvelser, som Ida også viser på billederne her på siden. Det er tre simple grundøvelser, som er gode at begynde med, fordi de giver mobilitet i fødderne og kan afhjælpe lændesmerter.”
Z Health øvelser
Stil dig ved noget, du kan gribe fat i for at holde balancen. Gør dig høj og rank.
Træd et skridt tilbage med den ene fod, og læg tæerne bagvendt ned, så ydersiden hviler mod
gulvet.
Lav fem vip i standbenet, ca. 3 cm ned. Du skal kunne mærke et svagt stræk i det bøjede ben. Smerter det ubehageligt meget i tæerne, så træd længere tilbage. Brug evt. en pude til at hvile tæerne på, det må ikke gøre ondt.
Bliv stående i samme position, og lad så hælen falde ud til siden på det bagudstrakte ben. Lav her igen fem vip på standbenet.
Flyt til sidst de bagvendte tæer lidt ud til højre, og lad hælen falde indad. Vip dernæst fem gange på standbenet.
Gentag alle øvelser med modsatte ben.