Det perfekte billede: Fra virkelighed til modereportage
I denne uge viser assisterende moderedaktør, Christian Hansen hvordan et flot modefoto i ALT for damerne slet ikke opstår som nogen tilfældighed. Det er nemlig hårdt arbejde at iscenesætte virkeligheden, så den ligner en drøm.
For det første tager vi naturligvis udgangspunkt i en ekstraordinært flot kvinde. Til disse billeder er det Karima fra Elite Models i London. Hun får sat håret og lagt make-up af vores make-up artist, Zenia Jæger fra Unique Look. Derefter bliver hun klædt på i lækkert tøj udvalgt af mig og mine kolleger på ALT for damerne.
Vores fotograf, Mads Stahlschmidt gør sit yderste for at fange modellen, når hun ser helt rigtig ud. Derfor poserer hun længe (meget længe), og vi tager mange billeder (ca. 150) af hvert outfit.
Mens Mads tager billeder, kan vi andre følge med på en computerskærm og se, om alt er, som det skal være. Vi forsøger alle sammen at holde øje med det hele; håret, make-uppen, tøjet, modellens ansigtsudtryk, hendes kropsholdning, lyset, beskæringen af billedet og så videre… På skærmen kan vi også vælge vores favoritter.
Her er det endelige resultat, som det kommer til at se ud i bladet. Billedet er blevet nøje udvalgt, så det viser tøjet flot og illustrerer den tendens, vi gerne vil formidle i bladet. Derefter er det blevet billedbehandlet, så modellens hud er endnu mere ensartet, uheldige folder i tøjet er blevet fjernet – og som den skarpe iagttager kan se, er der også blevet leget lidt med skygger og baggrund.
Glæd dig til at se hele modeserien i uge 19 i ALT for damerne.