Fries Before Guys om en bog: Vi har begge haft mareridt om, at den skulle udkomme
Foto: Marie Hald Podcast-duoen lærte hinanden at kende i gymnasiet.

Fries Before Guys om ny bog: Vi har begge haft mareridt om, at den skulle udkomme

Podcastduoen Nanna Elizabeth Hovmand og Josephine Kuhn er aktuelle med en ny ”antisammenligningsbog”, hvor de deler nogle af deres mest intime detaljer og hemmeligheder i missionen om, at færre skal føle sig alene.

Det er lidt over tre år siden, at Nanna Elizabeth Hovmand og Josephine Kuhn tændte for mikrofonerne til deres podcast ”Fries before Guys” for første gang. Nu udvider podcastduoen repertoiret med en ”antisammenligningsbog” ved navn ”En som os”, og i den fortsætter de to kvinder en kurs ind i det, der gør ondt – nemlig forkerthedsfølelserne. De tager fat i emner som liderlighed, onani, angst og jalousi, for at bryde tabuer og for at give læserne noget at spejle sig i. Også selvom det er dybt angstprovokerende at give så meget af sig selv.

ALT.dk har mødt de to piger til en snak om deres nye bog for at høre mere om, hvorfor det er så vigtigt at dele intime detaljer med hinanden – og hvor grænserne går for, hvor meget man bør dele på de sociale medier. 

Hvem er Fries Before Guys?

  • Podcastduoen består af Nanna Elizabeth Hovmand og Josephine Kuhn
  • De mødte hinanden, da de i 2008 begyndte på Aalborghus Gymnasium. På det tidspunkt var Josephine 15 år og Nanna 17 år.
  • Podcasten fik de idéen til i 2015, og i 2016 var den i luften. 
  • Fredag den 3. maj udgav de en bog ved navn "En som os".

Hvordan fandt I frem til, at I skulle skrive en bog sammen?

Josephine: Faktisk var vi så fuldstændig vanvittigt privilegerede, at Gyldendal kom til os med tilbuddet om at lave en bog. Hvem fanden siger nej til at lave sådan en bog?! Det har altid være min største drøm, og det blevet til din. (vender sig mod Nanna)

Nanna: Ja, og vi har begge altid udtrykt os super meget på skrift, så det var en dream come true.

Josephine: Hvis vi ikke havde skrevet før, og det ikke var en del af os, så er jeg ikke sikker på, at vi havde takket ja. Hvis jeg blev tilbudt en pladekontrakt, havde jeg sagt ”nej, tak!” For jeg er ikke musiker. Men i forhold til bogen følte vi os allerede som skrivende personer, så det var en ret glidende overgang. Der er mange af de tekster, vi har skrevet tidligere, som er kommet med i bogen.

Nanna: Det var fedt at kunne flette vores tidligere tekster ind i bogen sammen med de Messenger-samtaler, vi har haft med hinanden, og på den måde skabe et helt nyt univers, som kun det skrevne sprog kunne.

Hvorfor hedder bogen ’En som os’?

Josephine: Vi ville gerne slå ned i en fælles menneskelighed. Bogen hedder både ’En som os’ og ’ensom os’. Det er, fordi vi synes, at når vi går og holder på ting som sorg, selvhad, kropshad og alle mulige forkerthedsfølelser, så er det meget ensomt at være til. Det er et ordspil, som viser, at du er bare en som os. Når vi snakker om alle de her ting, så hjælper og forløser det. Det har en transformerende kraft at sætte ord på, at få et sprog for det, fortælle sine historier og tale højt.

Nanna: Hele den tanke om, at du ikke er et unikt snefnug, men at du bare er helt almindelig, er vigtig. Du er okay, fordi du har den slags tanker.

Hvorfor kalder I det en antisammenligningsbog?

Nanna: Det var noget af det, som podcasten udsprang af. Vi gik på Instagram, og her så vi bestemte typer af instagrammere, som man kunne sammenligne sig med, fx sådan noget som bounty-strande og dyre tasker. Der var ikke noget, som vi kunne spejle os i. Og den bedste måde at interagere med andre på, det er at kunne genkende sig selv i andre og spejle sig i dem. Det skal ikke være sådan en bog, hvor vi kan fikse alting. Vi kan ikke løse alle dine problemer. Men hvis jeg kan se lidt af mig selv i dig, så gør det, at jeg føler mig lidt mindre ensom.

Josephine: Og lidt mere okay. Vi plejer at sige, når vi er ude og holde oplæg og foredrag, at det at sammenligne sig er en destruktiv kraft. Men det at spejle sig står i kontrast til sammenligningen som den positive, forløsende kraft. Når man sammenligner sig, lægger man vægt på alt det, du har, som jeg ikke har, og som jeg godt kunne tænke mig. Det er nedbrydende og smuldrende for os selv.

Nanna: Så kan man sænke skuldrene uden at tænke, at man skal være lige som den anden.

Hvorfor valgte I at tage fat i emner som seksualitet, angst, sorg, kærlighed og spiseforstyrrelser?

Nanna: Vi havde det her paraplybegreb ”forkerthedsfølelser”, som vi synes rummede en helt masse gode ting. Indenunder dét fandt vi bare ud af, at disse emner har den samme angst indlejret. Der er en masse forkerthedsfølelser i de emner.

Josephine: Vores bog er også en varm opfordring til alle om, at litteraturen er meget mere et spejl end det, du finder på Instagram. Der er sket en udvikling med, at unge mennesker læser flere captions end de læser bøger. Derfor synes vi også, det er positivt, at personer inde på Instagram gør op med alt det her perfekthed. Men vi synes også, at bøger er det originale selvudleveringsunivers. Her kan du finde mennesker for 400 år siden, som har det på sammen måde, som vi har i dag. Det synes vi bare er så fedt. Vi ved slet ikke, hvad vi skulle gøre, hvis vi ikke havde denne her ventil i litteraturen. Det har vi lyst til at dele i vores egen bog.

 

Foto: Screenshot

Hvad kan bogen, som podcasten ikke kan?

Nanna: Når man skriver, er det nogle andre ting, man udtrykker. Podcasten er en samtale, hvor man også prøver at overholde samtaleregler og en god stemning. Jeg kan ikke bare sige, at nu taler jeg i 50 minutter, uden at Jose bliver inddraget. På skrift kan man godt tænke: Nu er det min historie, der lever her. 

Josephine: I podcasten kan man gemme sig bag hinanden. Det kan man ikke på en tekst. Det er lettere at fake noget i en samtale. Ikke fordi vores podcast er faket, men man kan godt dække over en dårlig dag ved at indspille noget sjovt. Det var ligesom om, at hvis vi ikke skrev den fuldstændige sandhed i bogen, så følte vi, at teksten sladrede. Den har bare en anden autoritet.

Hvor går grænsen for, hvad I vil dele?

Nanna: Når det handler om andre end os selv. Hvis du går ind og lægger nogle ord i andres mund, så kan vi ikke stå inde for det. I podcasten helgarderer vi os selv, fordi vi ikke vil have, at nogle venner bliver kede af det. Vi spørger altid om lov. Så længe at vi bliver på egen banehalvdel, så er der ikke nogen, der kan sige, at ”du har ikke ret til at have haft den oplevelse.” Så længe jeg fortæller det fra mit synspunkt.

Josephine: For eksempel skriver jeg om et venskabsbrud, hvor jeg kun forholder mig til noget super konkret. Vi skriver heller ikke, hvordan vi forestiller os, at vores kærester har det i seksualitetsafsnittet. Det er bare kæmpe no-go. Selvom det jo ellers er en helt almindelig måde at snakke med ens venner på.

Nanna: I bogen vurderer vi næsten heller ikke vores egne tanker. Vi siger bare, at sådan her føles det. Vi skal ikke psykoanalysere os selv. Det er også det fine ved det, at historien bare står, og så må man selv tolke, det man vil.

 

Foto: Screenshot

Er der nogle ting, I ikke vil dele med omverdenen?

Nanna: Nej.

Josephine: Udover relationerne deler vi jo alt. Vi byder ind med alt i os selv, som kun har noget med os at gøre. Og vi byder ind med rigtig meget af vores venskab. Det er måske noget af det, som vi gør godt.

Nanna: Vi har ikke nogle grænser i forhold til os selv, fordi vi har fundet ud af, at det slet ikke er farligt.

Hvordan har omverdenen taget imod jeres store åbenhed?

Josephine: Kun godt.

Nanna: Det er det kedelige svar: Vi modtager dagligt beskeder fra unge kvinder eller kvinder på vores egen alder, der oplever de samme ting som os, og som har lyst til at fortælle vildt personlige ting. Så det bliver modtaget helt overdrevet godt.

Josephine: Det er fuldstændig overvældende.

Nanna: Det er også derfor, vi kan blive ved med at lave det her.

Josephine: Det er lidt vores modighedsbrændstof. Når vi giver andre et indblik ind i vores liv, så oplever vi den her fuldstændige sindssyge dominoeffekt. Vores indbakke er det bedste sted på hele internettet! I hvert fald inde for landets grænser. Jeg kan slet ikke forklare, hvor kærlighedsfyldt, ærligt og sygt fedt et sted, det er.

Er der nogle beskeder, som I husker særligt tydeligt?

Josephine: Ja, men det holder vi privat.

Nanna: De skriver om alt fra kærestesorger, angst, depression, dødsfald, venskaber og konflikter. Alt muligt, hvor det har hjulpet dem at lytte til os. Alle mulige alvorlige emner. Vi har også et afsnit om hemmeligheder, hvor folk skriver alle mulige sjove ting, de gør.

”Ej, jeg gør også det her med min yoghurt.” De skriver alt muligt.

Josephine: Alle mennesker har gjort noget mærkeligt på et eller andet tidspunkt, så vi synes, det er ret befriende.

Hvordan er lytterne med til at bidrage til jeres drivkraft?

Josephine: Det er der, hvor – jeg, i hvert fald - finder modet.

Nanna: De giver os følelsen af at blive anerkendt og modtaget for dem, vi er. Så tør vi godt.

Josephine: Når folk skriver, ”hvor er det fedt at høre jer snakke om jeres problemer,”, så tænker man: ”Okay, vi har måske en eksistensberettigelse”. Så kan vi lave endnu et afsnit i næste uge. Så tør vi skrive en bog.

Nanna: Det er den perfekte cocktail.

Hvordan har I udviklet jer personligt de sidste tre år?

Josephine: Jeg føler mig mere modig (end i starten, red.).

Nanna: Ja, men det er stadig angstprovokerende at dele ud af sig selv hver uge.

Josephine: Ja, jeg er jo nærmest ikke et menneske i denne her uge op til udgivelsen, må jeg ærligt indrømme. Jeg har det så ubehageligt over, at bogen udkommer. Jeg kan ikke mærke nogen stor glæde omkring det, fordi jeg har været så nervøs.  Vi har haft flere aftenener, hvor vi har ligget helt lammet og apatiske i sengen, hvor vi har skrevet ting til hinanden a la: ”Jeg ved ikke, om bogen skal have lov at udkomme”. Vi har begge haft mareridt om, at den skulle udkomme. Det er virkelig angstprovokerende og noget, der påvirker os. Så det er ikke uden følelsesmæssige omkostninger.

Nanna: Ja, ja. Fuldstændigt. Men følelsen af at vi må have lov til at tage den plads, den er blevet bedre. Den grundlæggende følelse af mod og eksistensberettigelse, den er der.

Josefine: Den svajer stadig lidt. Men den er der.

Bogen ”En som os” udkom fredag den 3. maj ved Gyldendals forlag.