"Giv mig hælene tilbage, forår!"
TORSDAG
“Er i seriøs skotøjskrise. Kan se omkring mig, jeg IKKE er alene. Enten trækker man i overlevelsesstøvler fra Forst og Jagthuset, eller også ligner man noget fra Alt for Samerne!”
Dette var min facebook opdatering den 29. november SIDSTE år. Det gør den til den længst levende omgang skokrise i mit - snart - 34 år lange liv. Vejrmæssigt er tingene bedret, men det HAR været en stilmæssig ørkenvandring. UGG støvlerne har reddet mine fødders temperatur, men da jeg skulle bestride søerne i København ved juletid i kækt anfald af "ej, hvor er det altså bare hyyyggeligt", mødte de alligevel muren; sugede det meste af sneen fra Sortedamsdosseringen til sig og efterlod mig med et karakteristisk sjap-hav i skoene, der med gummisål ikke var meget for at slippe vandet igen. Jeg kan oplyse, at det tager præcis 20 minutter at forvandle sne til fodvarmt sjapvand i støvle. I det mindste er det varmt. SUK!
Uanset om man UGG'er eller rågummi'er eller moonboot'er den gennem vinterens føre, så ændrer det ikke ved, at skovalget er yderst begrænset.
På billedet er de endnu tilsjappede motorcykelstøvler, der blev ofret denne vinter... og ved siden af – til venstre – ser vi de sko, der TALER til mig. Stiletterne. De er smukke og de giver en fantastisk følelse af at komme hjem. Og så bidrager de i øvrigt en hel del mere til et par ikke-alt-for-lange ben og en mellembred bagdel.
“Giv mig hælene tilbage, forår!”