Grevinde Alexandra om forholdet til prins Joachim: "Vi er ikke gode venner, fordi vi SKAL være det for vores børns skyld"

Alexandra slår en høj latter op, for det gik ret hurtigt op for hende, at storbyen lå langt væk. Alligevel sagde hun ja, da prins Joachim friede, og i 
november 1995 flyttede hun og hendes cockerspaniel Oscar permanent til Danmark. Den lille hund blev noget familiært og velkendt i de nye omgivelser. Brylluppet stod den 18. november 1995, og sneen væltede ned over Danmark lige netop den dag. 

– Min søster og jeg sov på Fredensborg natten før brylluppet, og vi blev vækket tidligt om morgenen, fordi vi var nødt til at stå tidligere op på grund af al den sne, der faldt. Sneen tog åbenbart fusen på hele landet, ingen var forberedt på den, og den betød flere ændringer i programmet. Jeg tænkte "oh my gosh, når nu man skal giftes i november – som ikke er en super populær bryllupsmåned – så kan det da ikke være mere eventyrligt end med al den sne". Alt blev så lyst og rent, åh, det var så smukt. Der var en lille smule kaos den dag på grund af sneen, men alt fungerede alligevel, som det skulle, og for mig var det helt fantastisk, for sne var ikke noget, jeg havde set særlig mange gange. Jeg vænnede mig også hurtigt til de lange, mørke vinteraftener, for jeg fandt ud af, at danskerne er gode til at hygge med stearinlys, en kop kaffe og måske ild i pejsen. Det var nyt for mig, men jeg kunne godt lide det. 

Foto: Franne Voigt.

Hvordan var det pludselig at have hele Danmarks øjne på sig? 

– Det var da overvældende i begyndelsen. Nu er jeg så vant til det, men det er ligesom nogle ekstra øjne, jeg altid har med. Når jeg er på et offentligt sted, kigger jeg hurtigt rundt og ser, om der er en med en mobiltelefon, der prøver at tage billeder af mine børn og mig. I sommer, da Felix og jeg var på ferie på Mallorca, var der en ven, der kontaktede mig og sagde, at jeg lige skulle vide, at jeg figurerede med billeder fra Mallorca i et blad derhjemme. Men han sagde også, at jeg kunne være helt rolig, for det var rigtig flotte billeder. Jeg har nogle skønne venner, der holder øje for mig, og jeg mener virkelig, at venskaber er SÅ vigtige for, at man kan føle sig lykkelig. Venner vælger man selv, og jeg er yderst lykkelig og tilfreds med de venskaber, jeg har. Vi passer på hinanden. Vi er der for hinanden. For mig er venskaber meget organiske. Man ændrer sig igennem livet, og det er ikke nødvendigvis alle venner, der følger med på alle tidspunkter. Nogle får børn, andre får ikke børn, nogle flytter til udlandet. Men jeg synes, det er vigtigt at sige, at man aldrig skal sige "nå, nu har jeg nok venner". Det har jeg lært af mine forældre. Man er aldrig for gammel til at danne nogle nye, gode venskaber.

Var det nemt at få danske venner? 

– Jeg ville ikke kunne rumme at have mange rigtig gode venner, men jeg har en skare af venner, som jeg virkelig kan stole på. Og der, hvor man for alvor kan se, om venskaber kan bære, det er, når man går igennem kriser i livet. Igennem lavpunkter. Der kan man virkelig rydde op i sine venskaber, men jeg har været heldig, for jeg har ikke mistet mange venner i mine svære perioder. Tværtimod er mange af venskaberne blevet forstærket. I forbindelse med min skilsmisse støttede mine venner mig rigtig meget, og fordi jeg ikke har min nærmeste familie her i landet, er jeg god til at række hånden ud og bede om hjælp. Det er jeg ikke bange for. Jeg er heller ikke bange for at spørge mine venner til råds. Jeg ved, jeg har venner, der har min ryg, og de ved, at jeg også har deres. Min bog er også et forsøg på at fortælle andre, der går gennem lavpunkter eller kriser, at man sagtens kan række ud til andre for at få hjælp. De fleste er mere end villige til at hjælpe, men det kræver, at man fortæller, at man har brug for hjælp. 

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: ”Guderne skal vide, at Johan og jeg prøvede at kæmpe os udenom en skilsmisse”

Hvordan var det at blive skilt fra prins Joachim? 

– En lykkelig skilsmisse er meget bedre end et dårligt ægteskab. Når nu jeg ikke kunne have et lykkeligt ægteskab, har jeg det næstbedste, og det er en lykkelig skilsmisse. Joachim og jeg er virkelig, virkelig gode venner. Vi bakker op om hinanden, og vi er fælles om de to vidunderlige børn, vi har sammen. Jeg er ikke i tvivl om, at det har givet Nikolai og Felix et fantastisk fundament, at vi er gode venner. Men vi er ikke gode venner, fordi vi SKAL være det for vores børns skyld. Det er bare blevet sådan. Jeg tror ikke, at man kan sige til hinanden, vi skal være gode venner, fordi vi har to børn sammen. Så enkelt er det ikke. 

Foto: Franne Voigt.

I dag lever Alexandra alene med sine to drenge, og det passer hende strålende. 

– Jeg må understrege, hvor sundt det er at prøve at være alene. Jeg har sjældent været alene i mit liv. Hong Kong, hvor jeg voksede op, er så tæt befolket, at det var en luksus at have eget soveværelse. Det havde jeg ikke. Det er meget normalt, at tre generationer bor sammen på 80 kvadratmeter, og at der er larm døgnet rundt. Men i dag lever jeg alene, og jeg har fundet ud af, at det er okay at være alene. Jeg er ikke bange for at være alene. Jeg har lært meget om mig selv ved at være alene, og det vigtigste er, at jeg har lært at elske mig selv. Jeg troede, jeg elskede mig selv før, men nu, hvor jeg har prøvet at være alene, har jeg virkelig set, hvordan jeg agerer i forskellige situationer, og jeg har set en styrke, en optimisme og et drive i mig selv. Og når jeg nu helt objektivt kigger på mig selv, er jeg stolt over det, jeg ser. Jeg kan klare alt selv. Fantastisk! Det har jeg nok også kunnet før, men nu har jeg fået det bekræftet. 

– Jeg har altid betragtet mine forældre som rollemodeller på godt og ondt. Min mor har altid været meget, meget stærk og selvstændig, så jeg var lettet, da den ene af mine forældre døde, at det var min far. For jeg vidste bare, at min mor kunne klare sig. No problem. Men selvfølgelig har det været en omvæltning for hende pludselig at være alene efter at have været sammen med min far i så mange år. Og nu vil jeg da ikke sige, at alle burde prøve at leve alene, men jeg synes, det har været sundt for mig at prøve at være alene i den alder, jeg har nu, for hvis jeg finder en anden mand en dag, jeg gerne vil dele livet med, så har jeg prøvet at være alene, hvis han en dag falder fra, når vi er blevet gamle. Så skal jeg ikke prøve at være alene for første gang, når jeg er oppe i årene. For det ER da meget sværere i 70’erne eller 80’erne pludselig at stå helt alene.

Ligger der en drøm hos dig om at være to igen?

– For mig ville det være prikken over i’et. Men det er ikke et must. Det er bestemt ikke et must. Jeg har de skønne børn, jeg skal have, og der er ikke noget, der haster. Jeg hviler i mig selv. Hvis ”han” kommer – skønt! Men jeg går ikke på kompromis.

Foto: Franne Voigt.

Alexandra beskriver sig selv som inkarneret dansker. Og en lykkelig af slagsen. Rejsen rundt i Danmark har gjort hende bevidst om, hvad der generelt gør folk lykkelige, men også, hvad der helt konkret gør hende lykkelig.

– Jeg tror ikke, man kan åbne døren, kigge ud og sige ”hvor finder jeg lykken?”. Men jeg tror godt, man kan åbne døren og sige ”i dag skal jeg være lykkelig”. For jeg tror virkelig på, at lykken komme indefra. Det handler om, hvordan man griber verden an. Om man ser glasset halvt fyldt eller halvt tomt. Og jeg tror også, at det er nemmere at opdage og forstå lykken, hvis man har prøvet ikke at være lykkelig. Det er nemmere at se, at glasset er halvt fyldt, hvis man har kigget på det, da det var halvt tomt. Selvfølgelig er der nogle situationer, hvor man er ulykkelig, og hvor man ikke kan gøre noget ved det, men i bund og grund mener jeg, at man er nødt til at sørge for sin egen lykke. Man kan ikke skubbe skylden over på andre og sige, at man ikke er lykkelig, fordi de har gjort noget forkert eller dårligt. Jeg kan da sagtens blive sur på mig selv, men jeg forsøger virkelig at være mere lykkelig end sur på mig selv. Når jeg har været nede, har jeg sagt til mig selv, at jeg skal lære noget af det. Jeg skal lære af de oplevelser, så jeg bliver klogere og efterhånden kan kigge tilbage og se, at jeg er blevet beriget af de svære tider. Jeg tror på, at man skal prøve at finde the silver lining – lyspunket – i det svære og så arbejde ud fra det. Gør man det, er man godt på vej til lykken.

Hvornår opstår lykken i hverdagen?

– Lykken kommer med mine børn. Åh, der findes ikke noget bedre, end når jeg griner sammen med Felix. Han har en humor, som er fantastisk. Eller når Nikolai beder mig tage med på en modelopgave, og jeg spørger, om han virkelig mener det, og han svarer ja. Jeg føler, at han er stolt af sin mor. Nikolai er 19 år efterhånden, men jeg er så lykkelig for, at han og Felix stadig vil tale med mig om tingene. Jeg har et fantastisk forhold til mine børn, og nu, hvor de er blevet større, ser vi hinanden med voksne øjne. På nogle punkter er de blevet meget klogere end mig, og de vokser mig over hovedet, men de lykkeligste øjeblikke i mit liv er uden tvivl sammen med dem.

Hvordan var det at blive mor i sin tid?

– Overvældende. Da Nikolai kom til verden, og jeg holdt ham første gang, mærkede jeg den der ubetingede kærlighed. Samtidig mærkede jeg en utrolig sårbarhed. Og så var der jo alt det praktiske. Jeg havde ikke to timer til mig selv lige i starten, fordi det lille væsen krævede mig konstant. Jeg kan huske, at jeg tænkte "vorherre bevares, får jeg nogensinde tid til mig selv igen?". Men den tid får jeg jo nu, og det er dejligt. Alligevel overraskede det mig, da en af eksperterne i min bog sagde, at lykkeniveauet typisk stiger, når børnene flytter hjemmefra. Jeg er ikke umiddelbart enig med ham, for jeg kan slet ikke forestille mig, at man bliver lykkelig, når ens børn flytter fra reden. Men tænk alligevel, hvis det er rigtigt – wauw – så er der da noget at se frem til, ha, ha.

Så du er ikke bange for tiden uden hjemmeboende børn?

– Nikolai har gået på Herlufsholm i fire år, og nu er han på Hærens Sergentskole i Varde. Så jeg ser ham jo ikke så meget, men det glæder mig virkelig, at han prioriterer at komme hjem hver weekend for at være sammen med Felix og mig. Der er ikke en angst endnu for tiden uden hjemmeboende børn, og det handler nok meget om, at jeg fokuserer på nuet. Jeg nyder, at Felix stadig bor hjemme, og at Nikolai kommer hjem i stedet for at tænke over, om det måske bliver svært, når de ikke bor hjemme. Jeg synes også, at man skal være glad for, at ens børn rent faktisk har muligheden for at flytte hjemmefra og klare sig på egen hånd. Sådan er det ikke i alle lande. Jeg tænker også, at vores største og fineste opgave som forældre er at opdrage vores børn til at blive selvstændige mennesker og så i øvrigt turde give langsomt slip på dem og sende dem ud i verden. 

Alexandra er i dag 54 år, og hun føler, at lykken har ændret sig i takt med alderen. 

Foto: Franne Voigt.

– Jeg har været heldig at have en lykkelig barndom, så livets nedture er kommet senere til mig. Og som jeg sagde før, så er det lavpunkterne, man lærer noget af, og det er dem, der gør, at man virkelig kan mærke lykken, når den er der. Jeg tror også, jeg er lykkelig nu, fordi jeg har opbygget noget visdom, og visdom kommer naturligvis med alderen. 

LÆS OGSÅ: Kunstneren Evren Tekinoktay: "Jeg synes, livet har været ubegribeligt syret de seneste par år"

Hvor meget tænker du i øvrigt over alder? 

– Nu er jeg lige begyndt at motionere igen, og jeg vil ikke sige, at det er noget, jeg omfavner jublende, ha ha. Men jeg tror, det er virkelig vigtigt at leve et rimeligt sundt liv, og det gælder både fysisk og mentalt. For nylig brugte jeg for eksempel to hele weekenddage i haven. Det er selvfølgelig en form for motion, jeg kunne mærke nogle muskler, jeg bestemt ikke havde brugt i noget tid, men det var især den mentale bonus, der overraskede mig. Jeg var ikke klar over, hvor meget det ville pleje min hjerne at rydde op, fjerne alt det døde og gøre klar til, at nye blomster kan skyde frem til foråret. Det var så skønt og virkelig en lykkelig stund. 

Hvad er dine planer for de kommende år rent arbejdsmæssigt? 

– Jeg er ikke færdig med at skrive bøger. Jeg synes, det har været en vidunderlig oplevelse. For mig ville et skønt arbejde være, at jeg kunne arbejde, uanset hvor jeg var. At jeg kunne tage computeren under armen, som jeg har gjort i forbindelse med bogen. Jeg kunne også godt tænke mig at prøve at forene de to steder, som mit DNA er opbygget af. Asien og Danmark. Det kunne være spændende at være med til at gøre broen mellem Asien og Danmark lidt kortere. 

Du har frasagt dig din apanage fra den dag, hvor Felix bliver 18 år, hvorfor det? 

– Jeg vil gerne have mere frihed i mit liv til at gøre nogle af de ting, jeg drømmer om. Jeg vil gerne have mere kontrol over min fremtid. Og det føler jeg, at jeg får, ved at have frasagt mig apanagen. 

Er det også et signal i forhold til at træde lidt tilbage fra den offentlige rolle?

– Jeg tror ikke, mobilerne bliver lagt i tasken, når jeg sidder på en restaurant på Mallorca. Det tror jeg virkelig ikke. Men når det er sagt, så bliver jeg mere fri til at vælge, hvilke ting jeg gerne vil arbejde med, og jeg føler, at jeg er godt på vej med min bog. 

Bliver du boende i Danmark?

– Hjemme er der, hvor hjertet er, og jeg føler virkelig, at jeg har så mange gode ting her i Danmark. Mine børn er her, mine venner er her, mit hjem er her. Og det er ikke bare et hus. Det er mit hjem. Og jeg elsker at være der. Jeg vil ikke holde op med at rejse ud i den store verden, men jeg er 
inkarneret dansker. Og som man siger: ”Ude godt, men hjemme bedst”.