Iben Maria Zeuthen
SPONSORERET indhold

Kan kernefamilien lære noget af os fraskilte?

Iben Maria Zeuthen om at tage hensyn til sig selv, mens man stadig elsker den anden.

Af: Iben Maria Zeuthen
04. dec. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

En typisk tanke er, at man er den eneste i verden, der oplever netop de problemer, man selv har. At den situation, man står i, er helt unik. Den bedste kunst og den mest forløsende samtale er den, der tydeliggør, at det ikke er tilfældet.

Af samme årsag er det 45 år gamle teaterstykke "Scener fra et ægteskab" stadig rørende. Dialogen tydeliggør den kompleksitet, som den (serie)-monogame kærlighed indebærer, nemlig spændet mellem hensynet til den anden og hensynet til sig selv, samt det smukke, men også det ødelæggende i at leve i et tæt omslynget, men praktisk betonet parforhold.

Jeg har lige set "Scener fra et ægteskab" i en nyopsætning på Det Kongelige Teater, og den vedkommer alle, der enten elsker eller har elsket. Stykket gennemgår alle faser i et kærlighedsforhold fra forelskelsesfasen hen over sammensmeltningen, den praktiske etablering, skilsmissen og til sidst den eventuelle halvhjertede og ustabile genforening. Så uanset hvor man er eller har været i processen, er der genkendelse at finde, afhængigt af på hvilke områder man selv har brug for at blive udfordret eller hente hjælp til at sætte ord på.

For mig er det mest spændende, det som handler om forholdets indvirkning på det enkelte individ. Hvorfor er det, at et forpligtende fællesskab i så høj grad udsletter den enkeltes drømme? Den udslettelse, som betyder, at man til sidst har skabt så stort et undertryk af selvudlevelsesbehov, at man går fra hinanden for endelig at mærke sig selv igen? Er det de gensidige hensyn, som gør os hver især blinde over for egne behov? A la ægteparret, der i 50 år har givet den anden henholdsvis over/underdelen af rundstykket, fordi de tror, at det er den del af brødet, den anden part foretrækker? For til sidst at opdage, at de begge foretrak den anden del? Kan fokus på og eftergivenhed over for den andens behov egentlig tolkes som en ansvarsflugt, en måde at undgå det indædte og ofte konfliktfyldte arbejde, som det er at stå ved egne behov?

Og hvorfor er det egentlig så opdelt i vores samfund, det at leve sit eget liv og det at skabe en familie? Kan man på en eller anden måde sammenflette de to verdener i højere grad?

Jeg er begyndt at tænke, at man som kernefamiliemedlem måske kan hive lidt erfaring ud af de glade delefamilier. Således at vi ikke kun forsøger at trække værdier fra kernefamilien over i delefamilierne (fællesspisning, tæt kommunikation, alt sammen godt), men så vi måske trækker erfaring den anden vej rundt også? Så man i virkeligheden tilbringer mere tid hver for sig, selvom man befinder sig i en familie eller et traditionelt parforhold? Tror det er en svær, måske umulig opgave at mærke sig selv nok, hvis man fysisk er i rum med andre, som man endda elsker, døgnet rundt.

At øve sig i hensynet til sig selv, mens man er i et parforhold, kan lyde som en opfordring til at være egoistisk. Men jeg tror, det er modsat. Det er en måde at langtidsinvestere: at sørge for at vande sig selv er det samme som at sørge for at kunne blive i forholdet i længere tid. Det her er blot en lægmands betragtning af det komplekse samspil, som et partnerskab altid er. Men også en reminder om, hvor forløsende det er at kunne spejle egne overvejelser i det store historiske fællesskab, som kunsten vidner om.

Anbefalet til dig