Italiensk ishockey-dag
Faktisk kan jeg allerbedst lide lørdag frem for søndag. Søndag kan hurtigt blive sådan en lidt kedelig sofadag, hvor man er træt efter fredag og lørdagens udskejelser - og søndagen er på en eller anden måde en reminder om at mandag er lige om lidt.
Derfor vil jeg helst være aktiv om søndagen, ikke nødvendigvis fare rundt hele dagen, men lave noget sjovt og være social. Jeg har jo boet i Sydeuropa en del år, og kommer der stadig, og dernede er søndag den dag, man spiser frokost med venner og familie og laver noget sammen.
Det synes jeg er dejligt og livsbekræftende og giver en dejlig overgang til en ny uge.
Min søn Vilhem på 7 år spiller ishockey og elsker det, hans far er rigtig hoceky-dad og tager troligt med til træning og kampe, jeg er mere med på sidelinien og tager mig af svømning og springgymnastik, men er der ishockeykamp i weekenden, tropper jeg gerne op.
Det er herligt at se en hel flok panserklædte 7-9 årige piger og drenge give den gas på isen. Og fint selv at give et nap med i kiosken eller skøjteudlejningen for at tjene penge til holdet og klubben.
Om aftenen var der så dømt familiemiddag ”the italian style” – Bills store søn (som jeg ikke er mor til) og hans familie, kom forbi til kartoffelsuppe, canelloni og en plade cookies. Det gør vi tit om søndagen. Det er rart at lave god mad til andre, hvis det kun er til os selv, kan man godt falde i fastfood gryden - og det smager så kedeligt.
Både Bill, hans søn Jonas og Jonas kone Mette er journalister, og da jeg selv er i kommunikationsbranchen, så bliver der snakket en del journalistik og kommunikation omkring middagsbordet. Engang sagde Vilhelm til mig: ”Tintin er verdens bedste journalist, derefter kommer min far og min storebror”. Så ingen tvivl om, hvad den dreng skal være!
Sjovt, at jeg på ganske få dage har været sammen med 2 af Alt For Damernes nye brevkasseredaktører, forleden Pernille Rahbek og i aftes Mette Holbæk, hun tager sig af de karriererelaterede spørgsmål tror jeg nok. Egentlig praler jeg aldrig med at hun er min ”papsvigerdatter” – for så bliver jeg jo automatisk til hendes ”papsvigermor” og den titel har jeg det ikke helt let med, så jeg plejer at komme omkring den ved at sige, at Mette er gift med min mands søn.
Mette betyder meget for mig, hun udgav og var redaktør på min første bog ”Om Mus & Mænd”, der blev en bestseller på forlaget Pretty Ink, som hun senere solgte til Gyldendal - og Mette kan om nogen hjælpe kvinder på deres vej til federe jobs og selvstændige karrierer.
“Sådan en søndagsfamiliemiddag med børn ender altid ved 20-tiden, så kan man lige rydde op og gøre klar til at et par timer på sofaen og en tur ud med hunden, inden dynerne kalder...”