Swoop Challenge

“Jeg elsker det. Jeg elsker farten. Jeg elsker følelsen af at svæve højt over jorden”

Jeannie Bartholomew er en af verdens eneste konkurrerende kvindelige faldskærmsudspringere. Denne weekend deltager hun i Swoop Challenge i København. Mød hende her - og se videoen nederst i artiklen.

Opdateret 24.08.17 af Susanne Baden Jensen

Swoop Freestyle World Championships afholdes i 2017 i weekenden 25.-26. august i København ved Peblinge Sø.-----------------------------------------------

Lige siden Jeannie Bartholomew som 5-årig så en videofilm fra sin 13 år ældre søsters første møde med skydiving, har hun været besat af højder og tanken om selv at få lov at springe i faldskærm fra et fly en dag. Hun byggede sine egne små faldskærme af gamle lagner og paraplyer og øvede sig ihærdigt, til hun selv var gammel nok til at måtte tage springet.

I dag er hun faldskærmsudspringer og lever af at rejse verden rundt og undervise og arrangere ture til vejrs for mindre hærdede udspringere sammen med sin mand under navnet Team Alter Ego. De deltager også jævnligt i konkurrencer, og i denne uge er Jeannie Bartholomew i Danmark af netop denne grund: Hun skal deltage i Swoop Challenge, en årlig konkurrence i "swooping" eller "canopy piloting", som disciplinen hedder på engelsk, der bliver afholdt i København.

LÆS OGSÅ: Er tatoveringer sunde for dig? En forsker giver svaret her

– Jeg glæder mig sindssygt meget og er også ret nervøs. Jeg håber, at jeg bare kommer til at lave et perfekt spring og virkelig naile freestyle-delen til sidst, siger 30-årige Jeannie Bartholomew, som i første omgang bare håber på at være blandt de 16 ud af 20 deltagere, der kvalificerer sig til konkurrencen.

Til Swoop Challenge skal hun dyste mod de andre deltagere i at lave den bedste landing fra sit udspring. Hun skal planlægge en freestyle-bevægelse, som hun skal udføre, mens hun lander på en sø, inden hun endelig sætter fødderne i jorden på en smal platform. Hun er den eneste kvindelige deltager i årets challenge, men den situation er hun vant til. Der er ikke mange kvinder i verden, der springer faldskærmsudspring og endnu færre, der konkurrerer aktivt. Hun håber dog, at hun kan være med til at inspirere flere til at kaste sig ud i det:

– Jeg har ikke noget imod at være "one of the boys", men jeg håber da, at jeg kan inspirere nogle kvinder derude til at prøve. Det er en svær disciplin, som kræver en masse styrke, men det gode ved canopy piloting er jo, at man primært konkurrerer på teknik, og det gør det nemmere for kvinder og mænd at konkurrere mod hinanden på en fair måde, siger hun og tilføjer, at hun dog er nødt til at have et bælte på med ekstra vægt, for at kunne falde ligeså hurtigt som hendes mandlige konkurrenter.

“Jeg elsker det. Jeg elsker farten. Jeg elsker følelsen af at svæve højt over jorden”

Jeannie og hendes mand deler passionen for faldskærmsudspring. Foto: Jeannie Bartholomew.

Hvad er forskellen på canopy piloting og skydiving?

– I skydiving er det grundlæggende, at man hopper ud fra et fly med en faldskærm. Og det er jo sådan set også grundstenen i swooping eller canopy piloting. Men skydivere hopper typisk ud meget højere oppe og har et længere frit fald, hvor faldskærmen ikke er slået ud. Derfor bruger de også en lidt anden type faldskærm. I canopy piloting hopper man typisk ud i kun halvanden kilometers afstand til jorden. Og så åbner vi vores faldskærm, som er meget lille og high performance, lige med det samme. På grund af den lille faldskærm får man enormt meget fart på – omkring 100-150 kilometer i timen, når man er i luften. Og så gælder det om at træne sine faldskærmsfærdigheder i luften og lande med præcision.

LÆS OGSÅ: "Jeg vælger ofte projekter, hvor jeg tænker: Hvordan skal jeg nogensinde kunne klare det?"

Du har sprunget i faldskærm og undervist i det i 10 år. Hvad lavede du inden?

– Før var jeg professionel cheerleader, altså inden for det man kalder atletisk cheerleading. Jeg havde også en lille virksomhed i Californien, hvor vi underviste i atletisk cheerleading på et ret højt niveau. Derudover var jeg personlig træner. Og det, tror jeg helt klart, har hjulpet mig i den her disciplin, hvor vi kommer så hurtigt mod jorden. Man er nødt til at være i god form for at kunne styre ordentligt under de forhold.

Bliver du aldrig bange, når du skal springe?

– Jeg vil ikke sige, at jeg bliver bange, men der er helt klart en masse adrenalin. Især de få gange, hvor faldskærmen ikke folder sig ordentligt ud, og man må bruge sin reservefaldskærm. Der kan jeg godt blive nervøs. Men helt ærligt: Jeg elsker det. Jeg elsker farten. Jeg elsker følelsen af at svæve højt over jorden.

Hvordan træner du?

– Der er selvfølgelig en masse fysisk træning, men at springe ud af et fly er faktisk også en mentalt krævende ting. Du er nødt til at være selvsikker, rolig og komfortabel, når du gør det. Inden jeg skal til konkurrencer forbereder jeg mig mentalt ved at se videoklips af mig selv, når jeg springer, fra min egen synsvinkel. Jeg visualiserer også. Jeg ser bevægelserne for mig og ser mig selv klare det. Og så handler det selvfølgelig meget om at være i god form og have gjort det mange gange før, så man har rutinen.

LÆS OGSÅ: Stiletdronningen i London: "Jeg lever med en pacemaker, som har reddet mit liv fire gange"

LÆS OGSÅ: Anna droppede karrieren i Danske Bank for at rejse verden rundt og besøge frugtplantager

LÆS OGSÅ: Ida Praetorius' barndomsdrøm blev til virkelighed