Jeg fandt kærligheden i tandlægestolen
SPONSORERET indhold

"Jeg fandt kærligheden i tandlægestolen"

Det er svært at komme i tanke om noget, der er mere uromantisk end et besøg hos tandlægen. Men det har tandlægen Hala Obari Christensennu en helt anden mening om.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Jens Rosenfeldt
16. jun. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

– For 12 år siden var jeg nyuddannet tandlæge og havde fået arbejde på en klinik i København. Carlos var indkaldt til et almindeligt eftersyn, jeg kom ud i venteværelset og præsenterede mig som hans nye tandlæge, og han sendte mig sådan et utrolig skønt smil og sagde: "Okay, dejligt." Jeg blev helt glad af det smil, og jeg husker det den dag i dag.

– Vi gik ind på klinikken, og jeg spurgte til hans tænder. Om han havde haft ondt i dem, om der var noget, der havde generet og så videre. Det var der ikke. Jeg gik i gang med undersøgelsen, mens jeg forklarede, hvad jeg lavede. En helt almindelig samtale mellem tandlæge og patient. På et tidspunkt begyndte jeg at spørge til mennesket Carlos. Det var der ikke noget usædvanligt i, det gør jeg altid med patienter, jeg fornemmer, har lyst til at snakke. Han lå stadig i tandlægestolen, og han holdt sig ikke tilbage med at svare, selvom han havde munden fuld af sug og vatruller. Han talte hele tiden, og han er ikke stoppet med at tale siden. Det blev et meget langt eftersyn, for jeg måtte hele tiden holde pause og tage noget ud af munden på ham for at forstå, hvad han sagde.

LÆS OGSÅ: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

– Jeg tænkte, at han var utrolig sjov. Og spændende. Interessant at tale med. Og når jeg tænker tilbage, kan jeg huske, at hans øjne gjorde et utroligt indtryk på mig. De smilede hele tiden. Også når han talte alvorligt. Det var meget charmerende. Og så grinede han utrolig meget af sine egne morsomheder, og det var simpelthen så smittende. Han var sprudlende glad. Vi kom ind på hans baggrund, han havde boet i mange forskellige lande, han talte mange forskellige sprog, og det tiltalte mig, at hans kulturelle horisont var så vid. Han fortalte også, at han for ikke så længe siden var kommet ud af et forhold og havde to børn derfra.

– Et par uger efter ringede Carlos og skulle have en ny tid. Han havde vist knækket lidt af en tand. Han fik en tid, jeg blev glad for at se ham – og han blev glad for at se mig, kunne jeg mærke. Jeg behandlede ham, sendte ham hjem, og to timer efter ringede han til klinikken og ville tale med mig. Jeg troede straks, at det havde noget med tandbehandlingen at gøre, men da jeg fik ham i røret, sagde han: "Hala, jeg synes, du skal ud og spise middag sammen med mig!" Sådan. Og jeg svarede: "Okay, men nej, det synes jeg ikke". Han spurgte hvorfor, og jeg forklarede, at jeg syntes, at aldersforskellen mellem os var for stor, og at vi befandt os alt for forskellige steder i livet. Han var en seriøs forretningsmand og havde børn, og jeg gik stadig i byen og festede og dansede. Han sagde, at det var han ked af, og at han syntes, at jeg var alt for hurtig til at dømme situationen, når vi ikke rigtig kendte hinanden endnu.

LÆS OGSÅ: Karina tog imod en seddel fra en mand i toget - og så skete dette

– Efter at jeg havde lagt på, gik jeg alligevel og tænkte så meget over det, at jeg tog hans nummer med hjem og ringede til ham om aftenen. Jeg ville sikre mig, at min afvisning ikke havde været for hård, for han var jo en sød og kærlig mand. Vi snakkede sammen en time, lagde på og gik så faktisk hver især videre i vores liv. Et halvt års tid senere skulle jeg i byen med nogle veninder, og vi ville tage hen et sted, som jeg havde talt med Carlos om. Derfor ringede jeg til ham og spurgte, om han ville med, for jeg syntes jo, at han var fantastisk selskab. Han blev glad for det uventede opkald, men kunne desværre ikke den aften, men i stedet syntes han, at vi to skulle gå ud og drikke en kop kaffe en anden dag. Jeg sagde okay, det ville jeg gerne på den betingelse, at det ikke var en date. Det skulle bare være på helt venskabelig basis. Og Carlos svarede: "Okay, så kalder vi det bare det". En uge efter mødtes vi om eftermiddagen på Pussy Galore på Sankt Hans Torv. Det skulle bare have været den ene kop kaffe, men vi endte med også at få middag og vin. Vi var der i seks timer, og vi ville næsten ikke hjem. Fra den dag var vi kærester, et halvt år efter blev vi forlovet, året efter blev vi gift, og året efter igen fik vi vores første barn sammen.

– Når jeg kigger tilbage på vores første møde, så tror jeg faktisk, at man kan sige, at det var kærlighed ved første blik. Hver gang jeg fortæller om vores møde på tandlægeklinikken – eller bare tænker på det – bliver jeg i hvert fald utrolig rørt og glad indeni. Så jeg tror, at det øjeblik skabte et eller andet mellem os. Først kæmpede jeg imod med min hjerne, men hjertet vandt til sidst. Og jeg synes stadig, at Carlos er lige så lækker og charmerende, som jeg syntes dengang for 12 år siden. Jeg ordner stadig hans tænder, han kommer dog kun til de faste eftersyn nu. Nu har han jo scoret tandlægen!


LÆS OGSÅ: "Nogle af mine faste læsere begyndte at græde, da jeg skrev om separationen"

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig hverken som en god mor eller en god medarbejder"

LÆS OGSÅ: "Jeg voksede op uden skolefester og fritidsaktiviteter"