Josephine Højbjerg
SPONSORERET indhold

Josephine Højbjerg: "Jeg kan godt finde på at se Jul i Valhal på en varm sommerdag"

For skuespillerinde Josephine Højbjerg, der også er kendt som Tinka fra julekalenderen Tinkas juleeventyr, er der ingen jul uden 24 kalendergaver og mormors hjemmelavede konfekt.

Af:: Maria Haarbye Foto: Dennis Morton
07. dec. 2019 | Livsstil | Eurowoman

Hvad gør julen magisk for dig?

– Jeg elsker hele december måned og alle de traditioner, der hører med: julekalender i tv, pakkekalender, julemusik og juledekorationer. I min familie pynter vi hele huset op sammen og laver en masse konfekt. Det er så hyggeligt. En anden hyggelig ting er, at jeg faktisk stadig får 24 kalendergaver. Det er meget små ting, og det handler ikke om, hvad jeg får, det er bare super hyggeligt at åbne en lille pakke hver dag. Det er en tradition, vi har holdt fast i, siden jeg var helt lille.

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Det er den julegave, jeg har fået brugt mest"

Hvad er din yndlingsjulekalender?

– Helt klart Jul i Valhal. Jeg var for lille til at se den, da den havde premiere, men jeg så den, da den blev genudsendt nogle år efter, og jeg har elsket den lige siden. Faktisk så meget, at jeg har købt den på dvd. Jeg kan sagtens finde på at se den på en varm sommerdag.

Kommer man i julestemning, når man er med i en julekalender?

– Det er utrolig sjovt at spille med i julekalenderen, og jeg kom i rigtig god julestemning. Men jeg kommer først 100 procent i stemning, når jeg er sammen med min rigtige familie.

Er der en juleaften, du særligt mindes?

– Da jeg var ca. Otte år skulle vi fejre jul hjemme hos min mormor og morfar. Et par dage forinden havde vi kørt alle vores gaver og julemad ud til dem. Da det så blev juleaften, og vi skulle afsted, begyndte det at sne helt vildt, og vi sneede inde og kunne ikke komme nogen steder. Vi endte derfor med at spise rester fra dagen før og danse om et 10 cm højt plastikjuletræ. Gaverne måtte vi vente med, til vi efter nogle dage kunne køre hjem til min mormor og morfar. Det var en meget speciel juleaften, som jeg ikke lige glemmer, på både godt og ondt.

Hvad er den bedste julegave, du har fået?

– En ring af min mor, som betyder rigtig meget for mig.

Hvad fylder du maven med i december?

– Min mormors hjemmelavede julekonfekt! Hun laver det samme hvert år, og jeg kan ikke få nok af det. Jeg er generelt ret afslappet omkring, hvad jeg spiser, men i december føler jeg altid, at jeg må give den ekstra gas. Jeg spiser alle de småkager og det konfekt og and, jeg kan komme i nærheden af.

Hvad kan du ikke undvære i julen?

– For mig handler julen om kærlighed, hygge og godt selskab, og det er lige præcis, hvad min familie er for mig. Jeg er et kæmpe familiemenneske og en total tryghedsnarkoman, og julen er det eneste tidspunkt på året, hvor vi alle er samlet. Det er det bedste, jeg ved. Men selvfølgelig er det da heller ikke rigtig jul uden et juletræ og en masse lækker julemad.

Anbefalet til dig