Min mand og jeg flyttede for en del år siden fra landet og tættere på byen, hvor vi nu bor i et dejligt rækkehus. Her blev jeg gode venner med en sød og livlig genbo, der de sidste syv år har inviteret mig med til sin fødselsdag, hvor andre af hendes veninder, deriblandt et par kvinder fra samme område som os, også kommer.
Jeg er typen, der render rundt og finder gaver hele året, så jeg har såmænd allerede købt en gave til hende, selvom hendes fødselsdag først er om et par måneder. For nogle dage siden mødte jeg en af nabokvinderne, som er meget tæt veninde med min genbo. Da jeg nævnte, at vi jo sikkert snart sås til fødselsdag hos genboen, tøvede hun lidt, og sagde så, at jeg nok ikke skulle regne med at blive inviteret i år. Jeg blev helt paf, men da jeg spurgte nærmere ind til, hvorfor, skiftede hun emne.
Jeg fatter intet. Jeg har da ellers snakket med fødselaren flere gange. Hun har intet nævnt, og jeg har ikke skænket det en tanke, fordi jeg regnede med, at alt var, som det plejede. Jeg kan jo ikke gøre noget ved, at jeg åbenbart ikke er inviteret denne gang, men jeg vil da gerne kende grunden.
Er det pinligt, hvis jeg går ind forbi med gaven nu og måske får en forklaring, eller synes du, at jeg hellere skal vente til efter hendes fødselsdag? Ja, jeg ved godt, at det her ikke er verdens største problem, men jeg er alligevel ked af, at jeg ikke er blevet inviteret med, uden at jeg ved hvorfor?
Vibeke Dorph svarer
Åh, hvor ville jeg dog gerne tage fat i kraven på den „tætte" veninde og fortælle hende et par sandheder. For hvad ligner det at betro dig, at du ikke bliver inviteret med til genboens fødselsdag og så som en anden Vigtig Per nægte at fortælle dig grunden dertil? Det er dårlig opførsel, hun burde blande sig fuldstændig udenom.
Nu er skaden sket, og du går selvfølgelig og spekulerer på, hvorfor det lige er dig, der ikke er blevet inviteret med til fødselsdagen. Det forstår jeg godt, vi mennesker hader at blive udstødt fra flokken, og da især, hvis vi ikke aner, hvorfor vi bliver det.
Jeg forstår også godt, at din fantasi løber løbsk med alle mulige smertefulde billeder. F.eks., at alle veninderne på nær dig sidder og fester og har det sjovt blot et par huse nede ad gaden, mens du sidder alene og føler dig ensom.
Nu er det jo bare ikke sikkert, at det forholder sig sådan. Det kan jo være, at din genbo blot har valgt at lave noget andet i år – nu har hun jo holdt den samme type fødselsdag igennem snart mange år. Det kan også være, at den klodsede veninde har løbet med en halv vind, og invitationen dukker op lige om lidt.
Annonse
Under alle omstændigheder ville jeg slå koldt vand i blodet og vente med den gave. Som du selv skriver, det er ikke verdens undergang, og skulle det virkelig vise sig, at alle andre på nær dig er inviteret, jamen, så vidner det da om en virkelig væmmelig og dårlig stil fra din genbos side, og så er det bare at se sig om efter nogle sødere veninder.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.