Katherine Diez
Foto: Les Kaner Katherine Diez (f. 1989) er kulturkritiker, debattør og litteraturanmelder på Berlingske. Kæreste med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Katherine Diez: "Jeg var plaget af angst og sov ikke om natten"

Katherine Diez skriver julekort om et turbulent år med uro og shitstorms og om mødet med sit livs kærlighed, som har været med til at bringe ro og omsider få julefreden til at sænke sig.

Romantiske gaver og manglende juletraditioner

– Hverken julen eller selve juleaften betyder det helt store for mig personligt. Jeg elsker årstiden, varmen i kontrasten til kulden, lysene i kontrasten til mørket, og jeg elsker nærværet, budskabet og kærligheden, men manglen på tilbagevendende traditioner hænger nok sammen med, at jeg op igennem min barndom og faktisk også mit voksenliv skiftede meget mellem at holde jul i Danmark og Sydfrankrig. I Sydfrankrig handler jul om fest, farver og fuldskab – og der er jeg måske nok lidt mere til den franske model.

LÆS OGSÅ: "Vi var så høje af kærlighed og måske også en smule berusede.."

– I år havde jeg planlagt at være frivillig i den Grå Hal på Christiania, hvor mange hjemløse kommer og fejrer jul, men nu viser det sig, jeg skal danse om træet i Morud på Fyn hos Dans forældre. Jeg skal dog nok finde på noget andet frivilligt julearbejde at tage mig til. Ellers har jeg ikke rigtig noget behov for at holde en klassisk dansk jul, selvom den bestemt er hyggelig. Jeg tror, det ændrer sig den dag, hvor (og hvis) jeg selv får børn.

– Da jeg fyldte 30 i starten af oktober, fik jeg bogen ”Love And Capital” om Karl og Jenny Marx af Dan. Det er noget af en kærlighedshistorie – og så i revolutionens navn. Det må være den bedste gave, jeg har fået i hele 2019. Der er næppe noget mere romantisk for mig end revolutionsånden, og gestussen at give mig den gave er så romantisk. Det er i det hele taget ret romantisk at give hinanden bøger, synes jeg. Jeg håber, at der kommer til at ligge mange bøger under folks juletræer i år. Litteraturen giver håb, eventyr, poesi, nuancer, viden og perspektiv. Jeg håber, vi engang kollektivt stopper med at bilde os selv ind, at vi ikke har tid til at læse. Vi HAR tid; så længe vi har tid til at se meningsløse YouTube-videoer og gå i fitness, har vi også tid til at læse. At træne vores hjerne, udfordre vores syn på verden og blive bedre mennesker burde vi alle prioritere.

Et turbulent år med kærlighed

– Jeg er jo simpelthen en "lost romantiker", så det er den store kærlighed, som kommer til at skabe overskriften personligt for mig det her år. Det er faktisk først nu, jeg i sandhed forstår, hvad den store litteratur, jeg har skrevet om og læst så meget om, mener med "den store kærlighed". Det har virkelig taget røven på mig at møde HAM og for første gang oprigtigt få den her følelse af ”det her skal være for resten af livet”. Det passer måske oven i købet meget godt ind i juletemaet, hvis vi ser julen som kærlighedens årstid.

– Rent karrieremæssigt har min klumme om dating i København vist sig at få overraskende stor betydning for mig. Det så jeg ikke lige komme, men det viste sig altså, at jeg skulle ramme en debatnerve blandt folk derude. Derudover er jeg også blevet værtinde i mit eget kulturprogram på podcastplatformen Podimo. Det har også været sindssygt fedt at gå i gang med.

– Den sidste halvdel af 2019 har været meget kompakt, så det første halve år forsvinder lidt for mig. Det er selvfølgelig sket en masse, men det er røget lidt i glemslen. Selv om det er en fortærsket floskel, vil jeg kalde 2019 for en rutsjebanetur. Der har virkelig været nogle store udsving. Tag for eksempel min klumme om boeuf bourguignon og dating, som endte med at være en okay ting for mig, men den første uge, hvor debatten rasede, havde jeg det simpelthen så rædselsfuldt. Jeg var plaget af angst og sov ikke godt om natten. Sådan har det faktisk været i begge de shitstorms, jeg har været i. Nu har jeg heldigvis lært noget om, hvad jeg skal gøre, og hvad jeg ikke skal gøre. Blandt andet har jeg her i anden shitstorm – altså den med boeuf bourguignon – kigget ufatteligt lidt på min telefon i forhold til, hvad jeg gjorde under den første for snart to år siden. Det er de sociale medier og kommentarerne på dem, der giver mig den angst. Så er det nemmere og rarere bare at lade dem ligge og ignorere så vidt muligt. Måske hører det også lidt med til at blive voksen…

Sårbarhed er styrke

– Paradoksalt nok synes jeg også, det kan være ret sjovt med de shitstorms – dog først når de begynder at vende, og nuancerne kommer på bordet, og folk også begynder at holde med mig. Jeg bryder mig faktisk ikke om fornemmelsen af ikke at være vellidt, men den følger jo med som debattør. Det er noget af det, jeg stadigvæk ikke helt har vænnet mig til. Der skal være et skjold af noget offentligt, som man kan tage slagene på, men fordi jeg er så grundfølsomt et menneske, har jeg indimellem lidt svært ved at opretholde det skjold. Jeg har behov for, at folk også skal vide, at der gemmer sig et følsomt gemyt bag de lidt ”hårde” udtalelser, jeg kan komme med. Jeg er faktisk sindssygt sårbar, men jeg ser det heller ikke som modsætningsfyldt at være sårbar og stærk. For mig er det meget det samme. Hvis man står frem med sin sårbarhed, er det klart et tegn på styrke.

LÆS OGSÅ: Karen Bro: "Mange tror, at livet slutter, når du fylder 50. Men det er faktisk nu, det hele starter"

– Jeg har lært rigtig meget i 2019. Jeg har lært meget om mennesker og internettets "underbuksekrigere". Jeg har lært at begå mig bedre i medieland, men jeg har også lært meget om mig selv; for eksempel at jeg – hvis jeg skal kunne sove om natten – skal lade være med overhovedet gå ind i kommentarer og modsvar på det, jeg skriver. Alene den sidste klumme affødte over 20 modsvar i min egen avis, hvilket må siges at være ret vildt. Jeg har ikke læst en eneste af dem. Jeg har kun skimmet beskeder, jeg har modtaget privat, og hvis de har indeholdt en usaglig tone, har jeg ikke læst videre. Andet kan jeg simpelthen ikke holde ud. Når jeg har afleveret noget, lægger jeg det fra mig. Så må det være op til folk derude at modtage det og debattere det, som de vil. Jeg har lært, at folk også har behov for at mene noget om alt. Det kan være lidt undergravende at sige for mit eget virke som debattør, for selvfølgelig skal folk mene noget, når jeg lægger noget ud. Det er jo det, jeg gør det for, men jeg er overrasket over folks engagement i mig som person. Jeg tror næsten, at flere har en mening om MIG end om, hvad jeg skriver. Det synes jeg sgu er lidt besynderligt.

Katherines shitstorms

Katherine Diez skrev den 1. september klummen ”Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol” i Berlingske. Klummen handlede om, at Katherine kun vil date mænd med en høj uddannelse, intellekt og en bogreol, som matcher, men helst er hendes egen overlegen. Den affødte en shitstorm og en del negative kommentarer. Desuden skrev hun en anmeldelse af Morten Sabroes bog ”32 cm” i starten af året, som også endte i en mindre shitstorm med fokus på blandt andet kønsroller.

Showtime og ro

– Generelt har 2019 været et spændende år med en ny regering, som lægger en helt ny dagsorden frem for verden med en meget ambitiøs klimapolitik. Derudover har Brexit, lukning af Radio24syv, brændende regnskove, de gule veste i Frankrig og Trump – og jeg kunne blive ved – fyldt rigtig meget. Det har været et fuldstændigt crazy – sagt på Uffe Elbæk-måden – år rent politisk.

– Jeg har sådan en ”pyha, jeg klarede den”-følelse omkring 2019. Det har været et hæsblæsende år. Jeg har boet tre-fire forskellige steder, jeg er blevet kærester med Dan – og meget, meget mere. Det har været et meget turbulent år rent fysisk. Men nu mærker jeg, at jeg begynder at slappe lidt af. Roen sænker sig. Julefreden skal jeg også nok komme til at opleve. Jeg er både forpustet og lettet. Det er gået vildt for sig. Jeg synes ærligt talt selv, jeg fortjener at slappe lidt af. Hvis sandheden skal frem, ved jeg bare ikke, om jeg er specielt god til det.

katherine diez

– Jeg er et menneske, som på den ene side har ENORMT meget brug for ro. Jeg har brug for struktur, faste rammer og tryghed, men jeg har også brug for at komme ud og få noget ”show”. Noget gang i gaden og noget kog i gryden. Det kan jeg ikke gøre uden at have totalt ro på hjemmefronten og have styr på mig selv, så det dér med at rykke meget frem og tilbage har virkelig været hårdt for mig, fordi jeg samtidig har kørt et enormt højt tempo i mit arbejdsliv. Den molotovcocktail af showtime og ustabilt privatliv har jeg ikke tænkt mig at lave igen i 2020.

– Voksenhed handler også om at passe på i alle livets henseender – men jeg kommer ikke til at bruge cykelhjelm. Det gør jeg simpelthen ikke. Jeg kommer heller ikke til at holde op med at ryge cigaretter og drikke god rødvin. Livet ER bare sårbart, så vi skal fylde det med alt det gode, vi kan, mens vi stadig er her. Selvfølgelig uden at gøre det på bekostning af andre menneskers ve og vel.

– 2019 har virkelig været skelsættende. Jeg blevet mere voksen i 2019. Jeg er også blevet mere i tvivl i 2019, men det føler jeg er med til at blive voksen. Jo ældre man bliver, jo mere skal det også gå op for en, hvor lidt man egentlig ved om verden. Nu er jeg 30, og det er for alvor gået op for mig, at jeg bliver overrasket hver dag. At jeg lærer hver dag.

Bar hud på Insta

– 2020 byder på mere klarsyn. Mere voksenhed. Mere saglighed. Mere ro. Mere lykke. Jeg er VIRKELIG glad for at vinke farvel til mine 20'ere! Det et godt, jeg ikke skal igennem dem igen! Jeg GLÆDER mig simpelthen bare sådan til at se frem mod "voksenlivet", som jeg lidt føler først begynder nu.

– Jeg vil nok blive ved med at nyde den såkaldte showtime, men der er også meget støj i verden, og jeg har ikke lyst til at bidrage yderligere til den støj. Jeg vil stadigvæk gerne skabe debat, jeg vil stadigvæk gerne diskutere, jeg vil stadigvæk gerne antænde kanonslagene, men jeg skal have grund til at gøre det. Det skal give mening for folk, og det skal give mening for MIG. Det er det, jeg mener med den saglighed. Jeg har jo nok slået mig op på at være sådan lidt fandenivoldsk – det tror jeg er et grundlæggende karaktertræk, som jeg ikke kan slippe af med. Men man kan sgu godt være fandenivoldsk på en meningsfuld og moden måde.

LÆS OGSÅ: Signe Wenneberg synes, du skal give oplevelser i stedet for nye ting i julegave

– I stedet for at stå og råbe ind i en megafon som debattør har jeg fundet ud at, jeg måske har endnu større gennemslagskraft ved at sætte mig ned og skrive stille, roligt og sagligt. Folk skal nok læse det – også på den måde, det har fortjent at blive læst. Jeg har ganske rigtigt før stillet mig op og larmet, så jeg kan da på en måde godt forstå, at det er endt med, at det er min person, som er blevet anfægtet. Hvem fanden gider lytte til en, som står og råber en ind i hovedet? Og ja, jeg har vist bar hud på Instagram, men jeg føler, det er et eksperiment, som jeg har afsluttet nu. Jeg har fået skabt mig en profil som debattør og har mere end rigeligt i mine ord nu. Jeg hviler mere i min faglighed. Jeg behøver ikke akkompagnere den faglighed med en hel masse gøgl for at blive læst. Jeg må være en god nok debattør, når jeg alligevel har fået skabt så meget røre på så kort tid – over noget, jeg har skrevet, og ikke over en måde, jeg har set ud på.

– Jeg vil gerne have mere ro og nærvær i 2020. Jeg vil have mere glæde. Jeg vil værne om mine nære bekendtskaber. Jeg vil have mere kærlighed. Jeg har nogle mål for 2020, men jeg tror, jeg vil bevare mystikken. Og lade det blive en overraskelse.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Jul, Kvinder du skal kende og Kultur