Jeg var til en konfirmation i Nordjylland med skåltaler og helstegt pattegris. ”De unge” var blevet placeret i den ene del af hesteskoen, og jeg kendte kun en brøkdel af selskabet, som blandt andet talte en hestepige, en hjemmegående, nybagt mor og deres mænd. Efter hovedretten stimlede vi alle udenfor for at strække ben, stemning var lidt akavet, men da en lille gut pludselig kom jokkende med en bold, skete der noget: Mændene kiggede på hinanden og hævede høfligt spørgende deres øjenbryn. Det var uudtalt og lidt magisk. Min kæreste tjattede først let til bolden, så den trillede over til en fyr, han stadig ikke kendte navnet på, han tjattede den videre til en tredje fyr, derfra til en fjerde til en femte, og pludselig piruetterede den lille læderbold frem og tilbage mellem mændene. Ping. Pong. Pong. Ping. Havde de haft haler, havde de helt sikkert logret. Så forsvandt de over på en større græsplæne bag nogle træer, galoperede rundt, sparkede, grinede, pjankede og brølede. Selvom de slet ikke kendte hinanden.
Tilbage stod vi så fem kvinder og var lidt stille. Efterladte fodboldenker. Den ene fiskede tavst en cigaret frem, anbragte den mellem de sitrende læber og tændte, mens vi andre så hypnotiseret til. Min tunge slog knuder, for hvad i al verden snakker man med komplet fremmede kvinder om? Jeg tog en dyb indånding: ”Nå, sikke det blæser.” Så prøvede vi kræfter med emnet vejret, så talte vi om maden, og vi svømmende endda ud i noget halvhjertet ”Paradise Hotel,” inden vi snurrede rundt på stilethælene og gik ind til bordet for at spise dessert: Is i alverdens afskygninger. Så kunne vi tale lidt om det.
Mens vi sad og guffede daim-islagkage, ærgrede jeg mig over, at der ikke findes den ene ting, alle kvinder kan samles omkring – uanset om vi kender hinanden på forhånd, om vi er hestepiger, mor-piger eller journalistpiger. Jeg kan blive lidt misundelig over, at en fodbold så let kan bryde isen mellem mænd. Come on, en fodbold?! En oppustet kugle af sekskantede læderlapper. ”Fodbold er,” forklarer en sportssociolog til Videnskab.dk ”en mandekultur, som mange drenge får i vuggegave.” Ærgerligt, at jeg fik en forsølvet sutsko, tænker jeg og fascineres samtidig dybt over, at de fleste mænd – selvom de aldrig før har talt sammen – fluks får en social samhørighed ved at spille bold, selvom det giver både svedskjolder og græspletter på habitten. Men de er trænede. For mænd skal helst have noget at tage sig til, når de mødes. De ses for at glo Champions League, dyrke sport, lave gourmetmad, spille poker, cykle fjorden rundt. Bare noget. De kan faktisk blive lidt befippede, hvis de bare slår sig ned ved et bord med det ene formål at samtale, har min kæreste røbet for mig. Jeg og mange andre kvinder mødes derimod som udgangspunkt med veninderne for at… snakke! Jeg har ikke set selv mine bedste veninder spæne rundt på en græsplæne siden folkeskolen, og jeg aner ikke, hvordan de vil agere i svømmehallens dybeste bassin, eller om de har skjulte talenter for billard. Faktisk tror jeg, at vi ville lære hinanden at kende på en helt ny måde, hvis vi foretog os nogle reelle aktiviteter sammen.
Efter en time kom mændene tilbage til konfirmationsfesten med røde kinder og græs på bukserne, de himlede op, jokede og kunne hinandens navne. Den kejtede barriere, vi kvinder først var ved at bryde ned med samtale, havde de for længst væltet. Alt sammen på grund af en lille, lortet læderbold…
Læs også: Klumme: At rejse er at flygte
