Klumme: At rejse er at flygte
ALT for damernes klummeskribent Nynne Oldenburg fortæller om trangen til at flygte væk fra det hele.
Sidder og skriver i selvsamme sofa, som jeg sad i sidste sommer og syv somre inden da – samtale-, sammenbruds- eller samlejesofaen, som den også kaldes. Nu på ferie, omringet af min venindes ting og sager, mens hun er bortrejst, og jeg er gæst i mit gamle hjem. Sidste sommer fik jeg spat af at sidde her og have syvsovet i syv lange og syv brede og stak af til et sted, jeg savnede, og som havde været mit hjem i en årrække, inden jeg slog mig ned i sofaen.
Spørgsmålet, ”hvem er jeg, hvor skal jeg bo – og hvilken stol eller sofa skal jeg sidde i?”, havde alle disse år spøgt og været for svært at tage stilling til, så det tog hundredesytten år, et spædbarn og en skilsmisse at finde svaret. Syv år senere skred jeg så afsted igen og forsvarede mig med, ”at flygte er at overleve”.
For jeg ved, at al den romantiserende snak om at rejse er overvurderet. Da H.C. Andersen slyngede om sig med sine smarte sætninger, var det jo også en noget anden affære end at klikke sig til en e-ticket på Easy Jet, når klaustrofobien kradser. Og når ordet ”rejse” bruges som eventyrlig metafor for andet end at flytte sig geografisk, ørler jeg... NEJ, ”en rejse” er hverken det samme som at skrive en bog, at renovere et hus eller at gennemgå en personlig udvikling . ”At rejse” er at pakke mere eller mindre af sit lort sammen, at tage fra et sted til et andet af den ene eller anden årsag, af større eller mindre nødvendighed, med det ene eller det andet transportmiddel og flytte sig et vist antal kilometer. Ikke noget, man nødvendigvis bliver hverken et bedre, klogere eller større menneske af. Selvom jeg har fløjet og er flyttet og har flygtet frem og tilbage flere gange end de fleste, føles det for det meste som sidste udvej. Først og fremmest en længsel VÆK – men med separationsangst på bunden af baggagen.
Nå, men derfor kan man jo alligevel godt glemme det gamle, i det sekund man er over alle bjerge, og smide sig i en ny sofa og føle sig hjemme. Ikke mindst når man – som jeg, her i sidste omgang – flytter til toppen af bygningen, midt i byen, på en vej, der hedder rue Mondétour. Pardon my French. Men det er sgu svært ikke at se symbolikken, når man slår sig ned på ubestemt tid et sted, der hedder MIN OMVEJ. Så er man vel nærmest forpligtet til at skride, inden man har slået rødder. Så dem river jeg op nu og rejser igen. Tilbage. Tre kilometer fra de rammer, jeg rejste fra sidst. To skridt tættere på det sted, jeg er vokset op. Og med en tanke til trøst i tasken:
At det er vidunderligt at vide, at verden – i modsætning til ”moi” – ikke render nogen vegne. Paris har for eksempel hver gang vist sig at være præcis samme sted, som sidst jeg checkede. Det gør det langt lettere at flygte væk, når man ved, man kan komme tilbage. Den direkte vej er måske den korteste – men den rette vej er muligvis den længste. Gamle H.C. skrev, at ”livet selv er det deiligste eventyr”. Jeg tillader mig en rewrite og siger med egne ord, at ”livet selv er den længste omvej”.
”Selvom jeg har fløjet og er flyttet og har flygtet frem og tilbage flere gange end de fleste, føles det for det meste som sidste udvej. Først og fremmest en længsel VÆK”
Læs også: Derfor jagter du det perfekte liv