Sine Gerstenberg
SPONSORERET indhold

Klumme: En tur til frisør handler aldrig om at blive klippet, men derimod om den her ting

Nogle gange folder virkeligheden sig ud på så nuanceret vis, at det går hårdt ud over ens fordomme.

Af: Sine Gerstenberg Foto: Peter Nørby
05. okt. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Alt har skønhed, men ikke alle ser det. Sådan sagde kinesiske tænker Confucius ca. 500 f.Kr, og sætningen forfulgte mig sammen med mine
fordomme under årets modeuge i København i august. Jeg har arbejdet som journalist i skønhedsbranchen i mange år, og hvis der er noget, jeg har lært, så er det, hvad andre tænker om den branche. Nemlig at den mere end noget andet er overfladisk.

Desværre er fordomme ikke bare forundt et indskrænket fåtal. De har det med at smitte. Og derfor kunne jeg ikke gå igennem en modeuges virak uden at slæbe mine fordomme med sammen med håndtaske, telefon og læbepomade.

Mindst én af mine fordomme blev manet i jorden under et møde i Bredgade. Jeg troede egentlig bare, at jeg skulle tale lidt om gode hårtips, dårlige hårdage, fif til tørre ender, og hvad mon den bedste hårkur kunne være. Jeg var forberedt. For jeg var blevet inviteret i audiens hos den nye kreative direktør hos Studio Cim Mahony, Tracie Cant. Hun er sådan en, der var på fornavn med Claudia Schiffer og Naomi Campbell, før jeg havde forladt folkeskolen.

LÆS OGSÅ: Klumme: Jeg nægter at bruge selvbetjeningskassen: "Vi har ikke råd til at miste øjenkontakten"

Jeg havde lavet min liste med spørgsmål, foretaget min journalistiske research og sågar kæmmet mit hår aftenen inden vores rendezvous. For som mor til tre er lus en evindelig og helt reel skræk, og mon ikke min indre gru ville få hårene til at rejse sig, hvis jeg midt i mahogni, velduftende olier og espresso serveret i italiensk fajance blev outed som hende sjusken, der
ikke trænger til stylingsession, men en lusekur.

Jeg forventede at møde en speedsnakkende, sortklædt powerdame med
dyre briller, en logoficeret livrem, sylespidse stiletter og muligvis en kort lunte.

Men hun var der ikke.

Det var Tracie til gengæld. Damen, der lukkede døren til omverdenens kaos, kiggede på mig og konstaterede, at jeg slet ikke havde brug for at få krøllet lokkerne eller klippet spidserne. Jeg havde brug for healing. “Det er ikke folks hovedfacon eller hårstruktur, der interesseret mig”, smilede den smukke, midaldrende kvinde, der var klædt i blomstret devoré, havde en blød page, et åbent ansigt og varme hænder.

LÆS OGSÅ: Klumme om kærestesorg

– Jeg er interesseret i hele mennesket. Det er hemmeligheden bag min mangeårige succes og grunden til, at jeg har kunnet holde mig på
toppen i denne her branche: Jeg har aldrig været ensidigt fokuseret på overfladisk skønhed.

Tracie Cant har ikke bare uddannet sig til at være en af branchens mest højprofilerede stylister, men også til reiki-terapeut, healer og holistisk diæstist. For hun ved, hvad vores mødre og bedstemødre også vidste: en tur til frisøren handler aldrig om at blive klippet, men om at blive lettet. For tanker, meninger og fordomme. 

Frisørens fornemmeste opgave har gennem det 20. århundrede været at få kvinder til at føle sig godt tilpas, ikke bare at se nytrimmede ud, pointerede Tracie:

– Har du bemærket, at du føler dig opløftet, når du forlader en dygtig frisør? De ser ikke bare på dig, de ser ind i dig.

LÆS OGSÅ: "Jeg liker for at fremstå rigere, klogere, mere politisk korrekt eller mere cool, end jeg er"

Vi kan ikke læse bøger, verden eller sammenhænge, hvis vi ikke kan afkode stemninger først.

Og vi kan hverken overgive vores sjæl eller manke til andre, hvis ikke vi kigger os selv i øjnene og indrømmer, når vi har mere brug for en pause, en lur eller en aften uden planer end en ny frisure, en ansigtsmaske eller et par dyre sko. Fordomme er mange ting; ofte er de ikke negative holdninger, men bare fejlanbragte antagelser. Tracie Cant gav mig ikke kun 20 minutters healing og 40 års branche-indsigt. Hun tillod mig at blive genforelsket i den branche, jeg alt for ofte hader at elske.

Anbefalet til dig