Mette Kirstine Goddiksen

Jalousi i forholdet

Klumme: Forhold uden jalousi findes

I starten fandt jeg det underligt og stærkt bekymrende. Jeg troede ikke, han var sådan rigtig forelsket i mig, når han tilsyneladende ikke var bange for at miste mig til andre.

- Hold nu kæft, skat, du skal da have en endnu kortere kjole på. Du ved jo godt, at benene er dit store slagnummer.

Med den replik har min mand ofte sendt mig alene i byen.

Når jeg kommer hjem, skal jeg aflægge rapport over, hvor mange mænd der har kigget på mine stænger.

I starten af vores forhold pointerede jeg mistænksom og lettere desorienteret, at det var der sandelig ingen, der havde gjort...

Han så oprigtigt skuffet ud.

Jeg tænkte, at det tilforladelige udtryk i ansigtet blot var et stykke saftigt ost til at lokke mig ind i fælden – og klask. Så ville den smække mig sådan én over nallerne. Så ville en syndflod af bebrejdelser, skyld og anklager om ikke at være loyal vælte ud over mig.

Forsigtigt begyndte jeg at fortælle sandheden. Forsigtigt nippede jeg af osten, prøvede mig frem. Ingenting skete der.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

Nu er jeg begyndt at overdrive:

– For satan, du skulle have været der. Alle mænds øjne var ved at trille ud af hovedet – jeg må være mindst lige så lækker som Scarlett Johansson!

Jeg elsker at se ham svulme af stolthed. Både på egne og mine vegne. Jeg elsker, at han ikke siger mig imod på dét med Scarlett. Han under mig oprigtigt, at jeg selv tror på det.

Og nu tænker du måske, at vi lever i ét af de her forhold, hvor vi mødes med andre par med såkaldt livsappetit i weekenden. At vi er medlem af en klub for friske 40-årige, der mødes i kældre med bøttevis af vaseline. Sådan forholder det sig ikke. Det er ikke et åbent forhold, og vi er hinanden dybt loyale til den dag, hvor vi dør, brændes og røres sammen i den samme urne.

For mit forhold er endnu mere weird end det: Min mand er nemlig overhovedet ikke jaloux. Som i slet ikke.

Jeg er fri til at besøge mine mandlige venner og såmænd overnatte der, hvis det er mest praktisk.

Jeg behøver ikke aflægge rapport om, hvor jeg er og med hvem, når jeg er i byen.

Ja, min mand er vel en midtjysk udgave af Sting, og det skal man lige vænne sig til – altså det dér med at blive sat fri i kærlighed, og at der ikke lige pludselig dumper en rudekuvert ind ad brevsprækken: Værsgo at betale med kontrol over dit liv og accept af min mistillid, hvis du skal have min hengivenhed.

I starten fandt jeg det underligt og stærkt bekymrende. Jeg troede ikke, han var sådan rigtig forelsket i mig, når han tilsyneladende ikke var bange for at miste mig til andre. Jeg forvekslede jalousi og besiddertrang med kærlighed. Det synes jeg, mange gør.

Og jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu. Jeg er stadig bange for, at fogeden kommer og sætter mig ud af forholdet, fordi jeg ikke har betalt nok afdrag i videregivet kontrol for den frihed, jeg nyder.

Jeg har ikke helt fundet ro i at være sammen med en mand, der er så selvsikker og rationel, at han ved, man ikke kan kontrollere sig til kærlighed. Selv er jeg langt fra så cool endnu, men jeg øver mig på at smide bagagen.

LÆS OGSÅ: Bridget er en Panodil mod selvværdssmerter

Især i min ungdom var jeg i de her forhold, hvor man hele tiden skulle scanne sin kærestes humør ud af øjenkrogen: Er det mon stadig i orden, at jeg snakker med dette menneske, der er bærer af et y-kromosom, eller er det ved at koge over nu? Ikke, at jeg var sammen med sygeligt jaloux mænd, men alligevel skulle jeg altid liste lidt rundt for ikke at træde på en social landmine – for ikke at udløse én eller anden pinagtig scene, hvor jeg skulle stå skoleret og redegøre for form og indhold af samvær med det modsatte køn. Eller blot forlade selskabet med en sammensnerpet mand og ondt i maven over frygten for, hvornår galden ville ramme.

Og det skete altid lige i det øjeblik, hvor man tillod sig at slappe af. Straffen for ikke at være på vagt, men blot give sig hen til stemningen, musikken og det ukompliceredes magi, faldt altid. Som en hammer i en flødekage.

Dengang undskyldte jeg det med, at jalousi jo giver et forhold krydderi.

Jeg købte endda andre kvinders forklaringer om, at deres såkaldt maskuline kærester jo bare elskede dem så højt, og det var derfor, at de rutinemæssigt fredag-lørdag lå brølende og svedende på Jomfru Ane Gades toppede brosten og udvekslede knytnæver, savl og blod med én eller anden rival, mens hun stod og hvinede, at de da ikke måtte slås om hende.

LÆS OGSÅ: Kan man egentligt have en 7/7-ordning på kæresteri?

Mange kvinder havde sådan en underlig rutine med bevidst at gøre kæresten jaloux. Ofte var det på en diskret måde, et bestemt kast med håret eller smil til den forkerte, uden dog direkte at tilbyde sig.

Mange mænd havde sådan en neandertalerrutine med at springe i med begge ben. Eller ligefrem opsøge og opfinde konflikten selv.

Min rutine var at kigge på sceneriet som på en parringsscene i en dyrefilm: Både med fascination og afsky.

Det var et testosteroncirkus indhyllet i kvindehvin, hvor det næste slag blev erstattet, før det første havde ramt. Jeg fandt det ulækkert.

Samtidig ville noget i mig ville gerne have, min mand kunne blive rasende jaloux, og at jeg blev den der medalje, som den mindst blodige, svedige og frådende kunne få med hjem. En attraktiv præmie, en slags skinnende boksebælte, og et bevis for hans kærlighed.

Dengang købte jeg nemlig fortællingen om, at jalousi ikke er usikre menneskers hævd over andre, men et slags bevis for kærlighedens dybde.

De her optrin har heldigvis aftaget i styrke med årene, og sjældent oplever jeg pæne middelklassemænd, jeg omgås nu, ligge og wrestle over Rikke på kugletæppet efter tapasen. Nu er det civiliseret. Nu er jalousi blevet en slags sitrende vagtsomhed, en sort kat i selskabet, der med store pupiller og vippen med halespidsen hele tiden sidder og vogter over bestemte par, og gør alle i rummet smånervøse ved det faktum, at den springer frem, hvis der gøres en tillokkende bevægelse eller siges det forkerte.

Katten følger efter de her par, der altid tager tidligt hjem efter smådiskussioner hele aftenen om, hvem der har kigget for længe på en anden. De sætter sig på kærligheden, til den bliver helt flad.

Sjældent oplever jeg forhold som mit, hvor fraværet af bebrejdelse fra singlelivet tages med ind og blandes med parforholdets ubetingede kærlighed. Aldrig før har jeg mødt en mand, der ikke har én eller anden form for fedtet notesbog, hvor der holdes regnskab med, hvem der skylder den anden en alenetur med vennerne, et kompliment eller bare en tømning af opvaskemaskinen.

Aldrig har jeg selv evnet at lægge den der notesbog totalt fra mig, men jeg lærer hver dag.

Tosomhed er en dejlig ret, der smager meget bedre, når middagen ikke afsluttes med, at en skabagtig tjener klasker en regning ned på den hvide dug.

Og jeg kommer aldrig nogensinde igen til at række ud efter det stærkt overvurderede krydderi, som jeg engang forvekslede med et kærlighedsbevis.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: “Dette er det tætteste, vi kommer et bevis på fænomenet “evig kærlighed””

LÆS OGSÅ: Annegrethe Rasmussen om den uafsluttede kærlighed, som aldrig kan blive til noget

LÆS OGSÅ: Jeg er ikke din seksuelle revolution

Mette Kirstine Goddiksen

Mette Kirstine Goddiksen er 40 år, mor til tre piger på 5, 10 og 10 år og skribent på mettegoddiksen.dk og vrangside.dk. Hun er desuden, med egne ord, foredragsholder og provokatør med stødgaranti.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold og Jalousi