Klumme: "Jeg er blevet bragende uvenner med min lokale cykelhandler"

Jeg er blevet bragende uvenner med min lokale cykelhandler. Det hele skyldes, at kæden på min søns cykel blev ved med at hoppe af efter en lapning, hvorefter en af butikkens mere service-udfordrede medarbejdere pure nægtede at rette op på fejlen uden beregning, men i stedet var så forbandet næsvis at tilbyde mig at gøre det til det, han kaldte ”en ret fordelagtig vennepris”.

LÆS OGSÅ: Jeg er 40 og forvirret - kender du typen?

En køreklar drengecykel rigere og en fordelagtig vennetjeneste til 40 kroner (!) fattigere forlod jeg vredt butikken, velvidende at vores ellers lange og loyale forhold aldrig ville blive det samme igen. Nu cykler jeg så selv på femte måned rundt med et baghjul, der slingrer mere fra side til side end De Radikale efter en våd julefrokost i Nyhavn, men det vrimler ligefrem ikke med cykelhandlere herude i forstaden, og jeg har mine principper, og den slags kan ikke købes for penge – heller ikke selvom det i så fald ville
koste mig mindre end prisen på en kop københavnerkaffe.

Men hvad skal man med principper, hvis man ikke står ved dem, når det pludselig er alvor, uanset skelen til personlige cost-benefit-analyser, pyt-faktor og god, gammeldags realitetssans? Absolut intet, fortæller jeg mig selv, mens jeg trykker demonstrativt på den sure, røde smiley på kundetilfredshedsmåleren ved udgangen.

Derudover er det også langt fra første gang, en lokal erhvervsdrivende i lokalområdet må lide under det faktum, at far her åbenbart hurtigt bliver lidt fornærmet. Jeg handler ikke længere hos den lokale bager, alene fordi jeg en dag fik en halvbagt kanelstang med hjem, som jeg pænt – omend forgæves – bad om at få byttet til noget, der havde været i ovnen i mere end halvandet minut.

Jeg boykottede det lokale supermarked i flere måneder, fordi jeg var blevet snydt af flaskeautomaten, og hvis pizzamanden nede på Englandsvej en dag skulle formaste sig til at ønske mig god dag, vil jeg i mit stille sind minde mig selv om, at jeg ikke har haft en god dag, siden han glemte ananasserne på min hawaiipizza. Alt det her har gjort tilværelsen unødigt besværlig, men igen … det handler om principper!

I bagklogskabens evigt ulidelige lys kan jeg godt se, at mit eget lille korstog mod cykelhandleren er blæst ud af proportioner i et omfang, der på ingen måde står mål med realiteterne og de håndører, det i sin tid kostede mig at få min søns cykel fikset. Men sådan er det med principper, de er sjældent rundet af nogen større grad af fornuft, ligesom de tilsyneladende heller ikke er til for at gøre livet nemmere at leve.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Min ven Jesper gik fra sin kone et par dage efter nytårsaften..."

Ligesom ukrudtet i haven og tårnet af beskidte tallerkner på teenageværelset vokser de os hurtigt over hovedet indtil den dag, hvor du ikke længere kan huske, hvor, hvorfor og hvordan det hele begyndte, men ikke desto mindre stadig trækker cyklen tværs over Amager for at finde en cykelhandler/bager/flaskeautomat/pizzeria/mekaniker/herrefrisør og kaffebar, der ikke er ude på at tage røven på dig.

I et mere velovervejet øjeblik havde jeg nok bare meddelt min cykelhandler, at jeg ikke var tilfreds med behandlingen, og foreslået, at han smed en ny ringeklokke eller en ekstra omgang kædeolie i puljen næste gang, jeg kom forbi. Men jo længere vi lader os styre af stolthed og principper, jo mere vokser de sig fast i sindet. Så jeg slingrer videre derudaf på min cykel. Med æren i behold og en cykelkæde, der bliver ved med at falde af.