Jeg har lidt ondt af nutidens unge. Særligt efter deres forsømte forår, hjemmeskolegang og en sommer, hvor ”de såkaldt voksne” har pustet sig op og skældt ungdommen hæder og ære fra, så snart den udviste tegn på ungdommelig adfærd. Jeg er flov på andre voksnes vegne, men nogle gange er unge mennesker bare … lidt dumme. Jeg tilgiver dem, det er ikke nemt.
Det er heller ikke er nemt at være enlig mor på Amager og få stjålet sin cykel i en stram måned. Jeg undskyldte til min bankmand og købte en ny. Jeg fik ikke engang meldt den gamle stjålet (min selvrisiko skulle nødig blive større, og så dyr var den ikke). Efter en måned pillede jeg cykelnøglen ud af nøglebundtet, færdig.
Men så: et mirakel! Jeg gik tur med mine børn på en af årets varmeste dage, forbi et af byens mange havnebade. Og der stod den. S’gu. Sadlen sat op, kopholderen fjernet, men umiskendeligt min cykel. Låst fast med spirallås, ringlåsen åben, for nøglen lå jo hjemme hos mig. Jeg burde være taget hjem efter den, piftet cyklen eller skaffet en boltsaks, men så langt tænkte jeg ikke. Jeg er jo en pæn dame.
Jeg gjorde det eneste fornuftige, mente jeg: Lagde en seddel med mit nummer og spurgte Facebook-hjernen til råds, og straks viste samtlige venner og bekendte deres sande selvtægts-ansigter, mens vi fortsatte vores udflugt tæt på. Efter frokost ringede jeg til vagthavende hos politiet, der sagde, at jeg bare skulle tage den cykel tilbage.
Kort efter ringede HUN. Jeg blev så befippet, at jeg bare spurgte, hvor hun havde sin fine cykel fra, fordi jeg ledte efter en brugt én på grund af klimaet og alt det der. Det var hendes roomies cykel. Vi benede afsted, børn og jeg, men væk var cykel og pige.
Nu har jeg nummer, navn og adresse. Hun er omkring 22 og bor med sine to veninder, alle er virkelig kønne instagram-influencer-wannabe’s med fyld i trutmunden, optegnede øjenbryn, falske vipper og contouring. Hvem af dem, der stjal min cykel eller købte den som hælervare, ved jeg ikke. Og hvad hulen nogen af dem vil med min gamle cykel, er ikke godt at vide. Men ellers ved jeg uhyggeligt meget om dem.
Objektivt er jeg gammel nok til at være deres mor og burde ikke pønse på hævn. Men jeg er fristet. Særligt efter jeg fandt en Youtube-video, hvor de hygger sig derhjemme med en god ven, og hun sidder på altanen, foran cyklen. Så meget for at liste ud en aften med en boltsaks og bare hente den cykel.
En af mine venner, en spasmager, synes, at jeg bør lave en omstændig practical joke med dem alle tre. Han fik selv en stjålet ting tilbage ved at finde hæleren og lave så meget fis med ham, at tyvekosterne blev returneret uskadt, nærmest med lettelse, fordi den uretmæssige indehaver følte jorden brænde under sine fødder. Paranoia er et stærkt våben, og man kunne jo gøre noget nær det samme her. Ramme disse tøsebørn på alle deres sociale medier, gøre dem rundforvirrede. En af de unge damer har 15.000 følgere og 1.000 likes på et bikinibillede. Til gengæld er jeg voksen, betaler mine egne regninger og glæder mig over ikke at være så ung og usikker på resten af livet, som man er i den alder (og naiv). Og nu melder jeg den cykel stjålet. Eller sender dem et brev med nøglen. Eller sladrer til deres forældre. I ved, sådan voksen til voksen.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Født 12/4 1980
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.
Stephanie Caruana
Født 9/9 1974
Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.
Mette Kirstine Goddiksen
Født 7/3 1976
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Født 23/8 1979
Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
