”Jeg vil så gerne tro, at denne gang bliver jeg ikke ignoreret, ghostet eller sågar slettet”

Jeg har opgivet at tælle. Og det samme har mine venner og min søster.

De påbegyndende rullende øjne og løftede øjenbryn tegner sig i deres ansigt, hver gang T-i-n tager form på mine læber, og jeg endnu engang konstaterer: ”Jeg har downloadet Tinder.”

Det er med lige dele skam og fuck-det-ingen-skal-fortælle-mig-hvad-jeg-skal-gøre, at jeg hver gang geninstallerer appen.

Men det er af en meget simpel grund, at jeg igen og igen og igen vælger at gøre det: Jeg vil så gerne tro, at der findes en sød, ærlig, oprigtig, ordentlig og moralsk ansvarlig mand derude.

Jeg vil så gerne tro, at denne gang bliver jeg ikke ignoreret, ghostet eller sågar slettet, efter vi har matchet.

Jeg vil så gerne tro, at man ikke behøver at være en idiot for at være på den skide flamme-app.

Men gang på gang bliver jeg bekræftet i, at jo, du kan sagtens virke interesseret for derefter ikke at svare.

Eller jo, du kan sagtens ignorere dem, der skriver til dig, selvom du har valgt at swipe til højre – og dermed tænkt: ”hun ser da meget sød ud” (eller hvad mænd tænker… det tør jeg ikke kloge mig på længere…)

Eller jo, du kan sagtens brænde din date af, selvom I har lavet en aftale om at mødes – og både tid og sted er fundet, og fantasierne om samtalerne allerede kører derudaf.

Stop med at mikro-krænke

Det er åbenbart the game. Det har min veninde i hvert fald prøvet at forklare mig, når jeg fortvivlet har sendt hende sms’er a la:

”Nu svarer han ikke, selvom han de andre gange har svaret mig hurtigt. Vi havde aftalt at tales ved, tror du, det betyder, at han ikke forventer, at jeg skriver før fredag, eller kan jeg skrive nu? Eller virker jeg så desperat..?”

Den usikkerhed, der ikke kun kan aflæses mellem linjerne, men som også bliver vakt i mig, hver gang en mand ikke svarer eller opfører sig ordentligt, gør mit feministiske hjerte sort af harme. Og får mit moralske kompas til bonge ud.

For jeg synes ingenlunde, at det er retfærdigt eller i orden, at et andet menneske kan behandle andre sådan.

Og samtidig må jeg dog konstatere, at den opførsel medfører, at jeg bliver usikker. Tvivler på, hvad jeg har skrevet, der kunne gøre, at jeg nu har oplevet det.

Endda af et menneske, der på INGEN måder kender mig eller det, jeg står for.

Som på INGEN måde har en indflydelse på mit liv og væren – og så alligevel tillader sig – og ja, det føler jeg faktisk er en form for mikro-krænkelse – at invadere mit sind med en grim, lille følelse, der udelukkende er baseret på hans dårlige opførsel og mangel på manerer.

Og inden du nu tænker: ”Bevares, puds glorien”, vil jeg selvfølgelig medgive, at vi alle indimellem er ramt af en mandagsdepression eller ikke har overskud til at være i kontakt med et fremmed menneske, men her minder jeg altid mig selv om, at det mindste, man kan gøre, er at SVARE modparten.

Stik en hvid løgn eller en dårlig undskyldning.

ALT er bedre end at ignorere andre.

Kast usikkerheden tilbage

Jeg ved ikke, om alt dette er udtryk for, at vi er blevet en generation af røvhuller med mangel på moral og anstændighed – eller om dette endnu engang bekræfter, at så snart der kommer en skærm imellem mennesker, mister vi følelsen af ansvar overfor andre.

Ifølge psykolog Heidi Sahlgren, der står bag bogen ”Digital kærlighed”, nærmer svaret sig sidstnævnte, fordi det er blevet ”bekvemt”, siger hun, ikke at besvare henvendelser fra andre, man alligevel ikke kender.

”Selvom mennesker altid er blevet brændt af, er det bare blevet mere nemt og bekvemt nu. Jo mere anonym, jo lettere er det at forsvinde. Den, der ghoster, kan fortrænge sin dårlige samvittighed, fordi vedkommende ikke bliver konfronteret med den andens reaktion. Men når man går imod sin egen moral, mister man samtidig et lille stykke af sin værdighed. Så i sidste ende kan den usunde adfærd jo påvirke begge parters selvværd,” siger hun til Kristeligt Dagblad.

Men uagtet forklaringen på den dårlige opførsel vil jeg gerne – en gang for alle – kaste usikkerheden væk fra mig (og alle andre kvinder, der kan genkende følelsen) og over på jer: Idioterne.

For det er det, I er.

Og I skal simpelthen ikke længere have lov til at rokke ved de ellers håbefulde hjerter, der sidder på den anden side af skærmen.