Klumme: Politik fra privaten

I den verserende – og efter min mening helt vildt vigtige – debat om danske børnefamiliers ønske om at have et mindre forjaget og langt mere nærværende liv med færre lappeløsninger er der fra flere sider blevet mindet om, at det private er politisk. Jeg er selv en af dem, der har hevet det gamle politiske slagord fra 1970'erne frem, fordi det efter min bedste overbevisning peger på noget helt centralt, som vi i denne ultra-ultraindividualiserede periode i verdenshistorien knap nok er i stand til at få øje på længere: at de helt store samfundsstrukturer og politiske beslutninger selvfølgelig har konsekvenser for vores private liv. Når unge børnefamilier i dag råber op, fordi hverdagen føles som en uendelig 100-meterspurt, så er det ikke klynk. Så er det politik.

I det 20. århundrede fik vi kvinder for første gang i historien mulighed for at få et arbejde uden for hjemmet og tjene vores egne penge, og aldrig i livet vil jeg opgive den ret. Men muligheden for at arbejde er også blevet pligten til det. Jeg er temmelig overbevist om, at regnedrengene i Finansministeriet ville blegne noget, hvis halvdelen af arbejdsstyrken pludselig meldte sig ud af ræset. Det danske samfund er totalt afhængigt af, at stort set alle familier stiller med to arbejdsduelige voksne mennesker hver morgen ved ottetiden. Og alligevel bliver det betragtet som et privat problem, når det forekommer rimeligt vanskeligt at arbejde, lave lasagne, hjælpe med lektierne, vaske tøj, gå til forældremøde og forsøge at have et sexliv. Samtidig.

Men om de vil det eller ej i Finansministeriet: Det private er politisk. For selvfølgelig påvirker det vores liv, at de fleste i dag har brug for to indkomster for at få hverdagen til at løbe rundt. Selvfølgelig påvirker det vores liv, når pensionsalderen bliver sat op, så gode bedsteforældre ikke kan træde til, når barnets anden, tredje og fjerde sygedag indtræffer. Selvfølgelig påvirker det vores liv, når politikerne siger, vi skal arbejde mere for at konkurrere med kineserne, mens de ringer henne fra vuggestuen og siger, yngstemanden har tyndskid.

Så der er al mulig grund til at minde om, at det private er politisk.

Ikke desto mindre: Der er også grund til at pege på, at ligningen lige såvel bør læses bagfra: Det politiske er privat. Måden, vi indretter vores private liv på, har konsekvenser for de store samfundsstrukturer. At sige, det private er politisk, bør ikke fratage en fra ansvaret for at glo ind på sit eget liv og se, hvor den store politik bliver synlig i den lille. Politik er ikke kun det, der tages beslutninger om på Christiansborg og i Bruxelles, det er også det, der tages beslutninger om, når ugeskemaet derhjemme bliver lagt. Når vi beslutter os for, hvordan vi vil bo. Hvordan vi egentlig vil leve vores liv.

Det er politik at flytte i bofællesskab med en flok venner og deles om opvasken, hækklipningen og barnepigen. Det er politik at sætte forbruget ned, så arbejdstiden også kan skrumpe. Det er politik at skabe rare, stærke fællesskaber, der kan træde til, når det brænder på. Det er politik at lave sin egen børnehave med de andre forældre fra gården. Det er politik at gå på deltid og spille rundbold om eftermiddagen med ungerne. Det er politik at stritte imod det liv, der lader sig reducere til et arbejdsliv. Det er politik at tillade sig selv den forestilling, at alt kunne se anderledes ud. Det er politik at skide væksten et stykke og lege, tumle, elske, drømme, fantasere og sætte kartofler i stedet.

LÆS OGSÅ: Klumme - I Jylland ved de, hvad service er

