Redaktionen tester: lav dine egne julebolsjer

Redaktionen tester: lav dine egne julebolsjer

Så er det snart juleaften! I min familie er jul lig med søde sager en masse, så da jeg fik tilbuddet om at afprøve Urtegaardens bolsjesæt, slog jeg straks til. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde lyst til at genopleve de hyggelige timer fra tiden i ungdomsklubben, hvor vi en gang om ugen kogte bolsjer. Det er slet ikke så svært, som man skulle tro.

Sættet ankommer i en lille papkasse med alt, hvad du skal bruge for at lave dine egne bolsjer fra bunden. Jeg har valgt en økologisk variant med appelsin og lakridssmag – I første omgang står den på appelsinbolsjerne – det klinger jo mest af jul.

De eneste ting, du skal bruge ud over det, der følger med i bolsjepakken, er olie og sukker. Det kræver 250 g sukker til én portion, og olien er bedst, hvis den er nogenlunde smagsneutral.

Det er ikke for sarte hænder. Sukkeret og druesukkeret skal varmes op til 162 grader, og du skal have fingrene i massen, så snart den er kølet lidt ned og du kan udholde det.

Alt er indsmurt i olie, både plastskraberne, mine hænder, plastikunderlaget og saksen. Ellers hænger den klistrede sukkermasse fast i alt.  Først skal massen æltes, og så skal du tilsætte farve og dernæst smag - det kan godt være lidt vanskelig at gøre det hele på én gang, så jeg kan anbefale dig at dosere farve og smag, inden du går i gang med at ælte massen, så det er klar til at blive blandet i.

Jeg ruller massen til lange pølser, efter jeg har strukket og samlet den, så der kommer lidt luft i den. Herefter skal jeg klippe dem til små bolsjer, men allerede nu er de ved at være ret hårde. Så det skal gå tjept. Frem med saksen og klip, klip, klip. De bliver lidt store, men pyt, for de smager virkelig lækkert af sød/sur appelsin. Himmelsk!

Da de er kølet ned på bagepladen, sætter jeg dem i køleskabet, så de undgår at klistre for meget.

Næste dag bliver redaktionen forkælet med resultatet, som de vist også er temmeligt tilfredse med.

Har du lyst til at koge dine egne bolsjer, kan du bestille et lav-selv-bolsjesæt på »Urtegaarden.dk, hvor de også har en masse andre varianter af lav-selv-slik. Det er jo en fin lille julegave til kvinden eller manden, der har alt. Næste gang tror jeg, jeg skal prøve flødebollerne.

Bolsjestartsæt ØKO lakridsrod & appelsin fra Urtegaarden koster 380 kroner og indeholder råvarer til fire portioner.