Lotte Mejlhede Interview Hendes Verden

Foto: Claus Boesen "Jeg har fået fortalt, at jeg indimellem stak af hjemmefra og løb over mod fængslet," fortæller Lotte Mejlhede.

Lotte Mejlhede: "Man kan jo ikke skeje ud, når man er mig"

Hun har forsøgt sig med forklædninger, når hun er gået hjemmefra, men nu har journalist Lotte Mejlhede erkendt, at der er nogle begrænsninger ved tilværelsen, når ens arbejde er at stå foran et kamera.

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg ved, at mine første skridt var i Nørre Snede ved det åbne fængsel, hvor min far arbejdede, og mine forældre boede i en lille tjenestebolig. Jeg gik ret tidligt, og jeg har fået fortalt, at jeg indimellem stak af hjemmefra og løb over mod fængslet, hvor der var en stor brysk fængselsbetjent, som sendte mig hjem igen. Vi flyttede til Nyborg, da jeg var to år, fordi min far fik job i Nyborg Statsfængsel."

"Begge mine forældre var lærere, og min far var noget ældre end min mor og gammel modstandsmand, så vi har aldrig glemt at sætte lys i vinduerne 4. maj. Det var også et kærligt hjem. Min far var nok lidt gammeldags, men han elskede børn. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år, så herefter havde jeg to hjem, men der var god kontakt mellem dem. Senere overtog min far et nedlagt husmandssted på Strynø. Der er den vej, jeg husker allerbedst. Vejen lige over for kirken, gennem byen med majstangen, købmanden og forbi min fars have. Et yndigt sted."

LÆS OGSÅ: Lotte Heise: "Det kan godt ødelægge stemningen lidt, men som mine sønner siger..."

"Jeg kan ikke dufte syrener, uden at det vækker minder om den vej. Jeg er flere gange vendt tilbage til Strynø, og det ærgrer mig, at jeg ikke overtog min fars sted, for det havde været et godt sted at vende tilbage til."

Hvordan fandt du din levevej?

"Det gjorde jeg tidligt, for jeg var ikke mere end ti år, da jeg fandt ud af, at jeg elskede at skrive. Jeg skrev alenlange historier, og mine stile var ofte føljetoner på 20 sider. Min mor var begejstret, fordi hun kun hørte mig læse dem op og derfor ikke opdagede, at de var fulde af fejl. Det opdagede min dansklærer til gengæld."

"Min mors nye mand havde en bror, som var journalist blandt andet i Tyskland lige efter krigen. Ham talte jeg meget med og fik min lyst til journalistik skærpet. Efter gymnasiet søgte jeg ind på journalisthøjskolen, men jeg kom ikke ind. Så skulle jeg lige omkring jurastudiet, for jeg følte bare, at jeg skulle i gang med noget og tænkte, at jura kunne være spændende. Allerede efter et år måtte jeg sande, at det var det ikke. Alligevel var jeg stædig nok til at blive et år mere, inden jeg droppede ud. På det tidspunkt arbejdede jeg som freelancejournalist om dagen og brugte nætterne til at læse op på juraeksaminer."

"Inden i mig selv vidste jeg jo godt, at den var gal. Men det var kun min daværende kæreste, som vidste, at jeg søgte ind på journalisthøjskolen igen. Og så kom jeg ind – og var lykkelig. Siden har jeg aldrig været i tvivl. Jeg kan dog stadig have den tanke, at hvis jeg en dag ikke skal bruge så meget tid på journalistikken, vil jeg skrive en bog. Men kan jeg overhovedet finde ud af at skrive fiktion? Journalistik er så dejligt, for du skal ikke finde på tingene selv. Du skal bare holde dig til sandheden, og jeg ville ikke have så let ved bare at fabulere."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Det var ikke meningen, at jeg skulle lave tv, men mens jeg var i praktik som skrivende journalist på Christiansborg, mødte jeg TV2’s tidligere kommentator Kaare R. Schou, og han sagde, at TV2 havde en ledig stilling som Christiansborgreporter. Tv sagde mig ingenting, men jeg søgte alligevel og blev kaldt til samtale. Det var faktisk en skærmtest, og jeg tænkte, at det var da underligt, at jeg skulle skærmtestes for at komme på Christiansborg."

"De havde da også en bagtanke, for i virkeligheden manglede de en nyhedsvært, fordi Line Baun Danielsen lige var stoppet. Jeg sagde tøvende ja ud fra tesen om, at jeg ville ærgre mig, hvis jeg takkede nej. Så startede et år i lidt af et helvede. Pludselig var det min udtale, mit udseende og formen på det hele, der var vigtigt – ikke så meget indholdet. Det var ikke sjovt, og jeg kan også se på optagelser fra dengang, at jeg heller ikke var særlig god til det. Jeg lignede en hare, der var blevet fanget foran et sæt billygter. Der kom også fokus på min person, og det er jeg i virkeligheden alt for privat til. Men jeg fandt et trick. Jeg bar briller, når jeg var på arbejde, og tog dem af, når jeg havde fri. Så kunne folk ikke kende mig."

"Tv gik i blodet på mig, for det er det medie, der slår alle andre, når de store historier skal fortælles. For eksempel valgaftner er fandeme sjove at lave på tv. Det er holdarbejde, og du er helt høj, når produktionen er i kassen, og du kan gå hjem og smide skoene. Den følelse bliver man afhængig af."

LÆS OGSÅ: Peter Mygind var til fest med en kæreste, da han fik øje på Lise - så satsede han alt

Dit livs omvej?

"I 1999 døde en af vores gode venner, og det krævede, at jeg hev stikket i en periode. Jeg tog orlov med min daværende mand, som er fotograf. Vi rejste rundt i et halvt år og lavede historier fra det tidligere Jugoslavien, som var totalt smadret af krigen. Det handlede både om at få en pause fra jobbet som studievært på Nyhederne, men også om at komme ud og opleve noget, for vi trængte til at se noget andet. Og så ville vi fagligt gerne prøve at lave noget sammen."

"Generelt vil jeg sige, at alle mennesker oplever bump på vejen, men jeg har været heldig hver gang at lande igen på begge ben. Jeg har ikke haft de store nedture, som det tager år at komme ud af."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det har jeg lært. Sådan er det bare, og jeg tager det med som bagsiden af medaljen. Det kan dog også være ret bekræftende, for folk er søde, og de kommer tit med opmuntrende ord."

"Jeg er også ret opmærksom på, at jeg er TV2’s ansigt udadtil, når jeg bevæger mig i det offentlige rum. Man kan jo ikke skeje ud, når man er mig. Hvis jeg sidder på en restaurant, tænker jeg over, hvad jeg siger, og jeg udbasunerer ikke mine meninger. Derfor har det også været ret skønt at være udstationeret i Bruxelles, for der aner ingen, hvem jeg er."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"I december 2012 fik jeg en diskusprolaps på selve den dag, hvor jeg skulle underskrive min kontrakt om at blive udenrigskorrespondent. Jeg er ellers ikke typen, der altid gør, hvad autoriteter siger, men det gjorde jeg her. Jeg fulgte hvert et ord af min fysioterapeuts genoptræning for at klare mig igennem uden en operation. Det endte med, at jeg måtte udskyde min rejse med et år. Der var TV2 large, men min daværende chef var sikker på, at han ville have mig af sted og tillod også, at jeg startede langsomt, så jeg undgik tilbagefald."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Vi bor tre tøser sammen i Bruxelles nu: mig, min datter og vores danske au pair-pige, Victoria. Altså helt overordnet er det jo den gamle dame her, der bestemmer, men til daglig bestemmer Victoria og min datter, medmindre jeg virkelig mener noget andet."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej til at sige farvel til Bruxelles, hvor jeg bor lige nu, men vi pakker sammen i løbet af sommeren og flytter til Danmark. Jeg ved dog ikke hvor, for vi er på boligjagt, og det er et helt skørt marked."

"Jeg har været glad for at bo i Bruxelles, indtil corona ramte. Men hvad, jeg ikke havde tænkt over før, er, at Belgien ikke håndterer kriser ret godt. Faktisk er det et af de lande, som har håndteret corona dårligst, for systemet reagerede ikke tilstrækkeligt på de varsler, der var. Det var slemt nok i foråret, hvor Belgien havde verdens højeste dødsantal pr. indbygger, men det blev endnu værre i efteråret, og der mistede jeg tilliden til systemet."

LÆS OGSÅ: Coco O.: "Hold kæft, det har givet mig mange bekymringer"

"I oktober flygtede jeg og de to piger ud af landet, da smittetallet nåede 25.000 i døgnet. Det er svært at leve og bo i et land, hvor man ikke har tillid til systemet. Men jeg har virkelig elsket Bruxelles, hvor man altid lige går ud og drikker et glas. Dernede spiser man østers, som vi andre spiser hotdogs. Nu glæder jeg mig dog til at flytte hjem til et land, hvor der er styr på krisehåndteringen."

"Jeg skal lave et nyt udenrigsmagasin på TV2 News og være udenrigskorrespondent med base i Danmark og dække forsvar, sikkerhedspolitik, England og Brexit. Nu er det også bare tid til at vende hjem, for der skal ske noget nyt i mit arbejdsliv."

Hvem er Lotte Mejlhede?

Mejlhede fakta.jpg

  • Født i 1966.
  • Uddannet journalist og har været vært på TV2 Nyhederne og souschef for samme.
  • Blev i 2013 udenrigskorrespondent i Bruxelles.
  • Senere i år aktuel med et nyt udenrigspolitisk magasin, ligesom hun skal være TV2’s internationale udenrigskorrespondent med base i Danmark.
  • Mor til en datter på 15 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere og Livsstil