Maja Madsen
28-årige Maja Madsen står bag bloggen og Instagramprofilen En fed feminist

28-årige Maja: Hvornår accepterer vi, at man kan være tyk og glad – på samme tid?

Du er selv skyld i, at du er tyk – og du burde bare tabe dig. Sådan er ideen om mange tykke mennesker, men i virkeligheden handler det om et ensidigt og fordrejet fokus på diæter og tyndhed, der gør, at tykke mennesker bliver udskammet i samfundet. Det mener klummeskribent Maja Madsen.

Her kommer en kontroversiel holdning: Du må gerne være tyk. Mennesker i alle størrelser må gerne eksistere, og alle er lige meget værd.

Mit navn er Maja. Du kender mig højst sandsynligt ikke, så jeg forstår godt, hvis du lige nu sidder og tænker “Hvad ved du egentlig om dét?”

Måske du endda er uenig med mig. Dét er okay.

Jeg vil forklare dig, hvorfor jeg mener, som jeg gør, hvis du vil give mig et par minutter af din tid.

I mine snart 28 år har jeg brugt de første 11 år på at være et almindeligt barn, og de sidste tre år på at opdage, at de resterende 14 af mine år stort set har været spild af tid, fordi de blev brugt på at føle, at jeg ikke måtte være her på grund af min størrelse.

Det er jeg ikke alene om.

Faktisk kender jeg ikke et eneste tykt menneske, der ikke på et eller andet tidspunkt har forsøgt at tabe sig og ALTID mere end én gang.

For hvis diæten fejler, er det jo nok personens egen skyld, og så må de bare prøve igen eller prøve på en anden måde.

Tyk er bare et tillægsord

Det var en befrielse, da jeg fik øjnene op for, at ”tyk” ikke betyder ”dårligt menneske”. Det betyder faktisk ikke noget som helst andet end “tyk”.

Det er bare et neutralt, beskrivende tillægsord.

Man må faktisk gerne være glad, selvom man vokser ud af sit tøj.

Man må gerne spise slik uden dårlig samvittighed.

Man behøver ikke straffe sig selv for at tage en portion mad mere.

Man må godt være her, selvom man er tyk.

Da jeg opdagede dét, ændrede hele min verden sig.

Jeg kan huske, hvordan jeg plejede at “opføre mig tyndt”. Jeg gik altid og trak min mave ind. Det skete helt automatisk uden nogen form for omtanke.

Jeg sad heller aldrig ned, uden jeg kunne skjule min mave, fx ved at kramme en pude, så man ikke kunne se, hvordan min mave foldede.

Jeg plejede at advare potentielle kærester om min krop, så de havde en chance for at slippe væk, og jeg var altid meget opmærksom på, hvad jeg spiste i forhold til andre mennesker.

Faktisk spiste jeg aldrig, hvis jeg var alene i offentligheden. Jeg var bange for, hvad folk ville tænke om, at der sad en tyk pige og spiste alene.

Et vigtigt fællesskab på Instagram

En dag sad jeg på Instagram og ledte efter profiler at følge.

Jeg kom forbi en video med en kvinde, der dansede i sit undertøj.

Hun smilede og sang med og hoppede rundt, og når hun dansede, dansede hendes deller med.

Hvordan kunne hun både være tyk, næsten nøgen og være så glad på samme tid?

Det havde jeg aldrig set før.

Hun og de mange andre tykaktivister på Instagram åbnede min verden op og gav mig lov til at være fri for skam. I dag prøver jeg selv at give budskabet og friheden videre.

Og jo mere jeg arbejder med det, jo mere går det op for mig, hvor nødvendigt det er.

”Hej fede!”

Som almindeligt tykt menneske har jeg modtaget beskeder som: “Hvad med at gå hen på McD’en igen, det tror jeg vil hjælpe på dit selvværd…”

Denne blev modtaget fra en beboer i mit lejlighedskompleks på Facebook, efter jeg havde efterspurgt, at vi holdt en god tone i gruppen.

Jeg har også oplevet en mere diskret tilgang:

Jeg stod og ventede på bussen. En ældre dame kom storsmilende hen til mig og sagde, at i dag ville svømmehallerne åbne op igen. ”Så kan man rigtigt svømme. Det er jo også godt for ens krop… Det er jo værd at tænke over.”

En anden dag, da jeg stod og ventede for rødt lys ved en fodgængerovergang, blev jeg prikket på ryggen med ordene ”Hej fede!”.

Jeg kendte ikke personen, og han var hurtigt væk igen. Han ville med andre ord ikke andet end at gøre mig opmærksom på, at jeg er tyk.

Samfundet skal nok fortælle dig, du er tyk

Jeg ved godt, jeg er tyk.

Den ulejlighed havde han ikke behøvet at gøre sig. Det har jeg som sagt været bevidst om i mange år.

Forskellen på tidligere og nu er bare, at det ikke generer mig at være tyk.

Dét, der generer mig, er, hvad langt de fleste i samfundet tænker om tykke mennesker.

Jeg behøver sikkert ikke forklare, hvilke egenskaber vi oftest kæder sammen med tykke mennesker, men for en god ordens skyld er der her et udpluk:

Doven. Grim. Uintelligent. Usund. Ulækker. Usexet. Uegnet. Grådig. Ond.

Jeg besidder ingen af de egenskaber.

Jeg er hverken usund eller syg.

Jeg er ikke mere doven end andre mennesker.

Jeg er blød, rund, dejlig, ret sympatisk og et rart menneske (hvis jeg selv skal sige det).

Alligevel er min tykhed det første, folk ser, når de kigger på mig – og med den, kommer en lang række fordomme.

Hvorfor taber du dig ikke bare?

Forstå mig ret: Slanke mennesker er ikke ondsindede.

Det er ikke deres skyld, hvis de bliver ramt af de fordomme, når de ser på et tykt menneske.

De har bare, ligesom så mange andre, fået at vide fra barnsben, at det at være tyk er noget, de for alt i verden skal undgå. Så når de ser en som mig, der ikke har formået at undgå det, bliver konklusionen, at det er mig, der har fejlet.

Det må være mig, der ikke har gjort nok eller ikke har forstået at lave om på mine vaner.

For det er jo så nemt at tabe sig, ikke?

Vi ser hele tiden TV-udsendelser, hvor vægttab er omdrejningspunktet. Vi ser eksperter, der forklarer os, at hvis man bare dyrker motion og spiser under et vist antal kalorier om dagen, så taber vi os.

Der laves hele tiden ”sundere alternativer” til is og slik.

Sodavand uden sukker. Slankende te. Piller, du kan spise. Shakes, du kan drikke.

Nye træningsprogrammer, nyuddannede coaches med nye tilgange til vægttab.

”Meld dig til her, vi har et fællesskab, hvor vi støtter hinanden på de svære dage!”

Det er en millardindustri 

Der er tusindvis af diæter, og mindst én af dem må da passe til netop mig, ikke?

Det er min egen skyld, at jeg er tyk, for vægttab er jo så nemt. Det kan enhver da forstå.

Nu er det sådan, at vægttabsindustrien er en industri, der omsætter for mange milliarder om året, og dét vil den rigtig gerne blive ved med at gøre.

I 2007 udgav UCLA et studie, der viste, at 95% af de mennesker, der går på slankekur, vil tage al vægten på igen inden for fem år.

Med andre ord: Slankekure virker ikke i længden.

Derfor er det så smart, når de igen og igen finder nye og ”bedre” metoder, som du kan bruge dine penge på.

”NU har vi knækket koden! Nu er det igen kun din egen skyld, hvis du forbliver tyk.”

Ingen vil være den tykke i filmen

Hvorfor er tykhed overhovedet noget, vi flygter fra? Hvem har bildt os dét ind?

Det har jo bestemt ikke altid været sådan.

Tidligere var tykhed et tegn på overflod og rigdom. I kunstens verden har kvinder med former altid taget en plads.

Men i virkelighedens verden er vi nu nået til, at tykhed er noget, vi skal skamme os over.

Svaret er både simpelt og enormt komplekst: Diætkultur.

Diætkulturen er (kort sagt) den del af vores samfund, der sætter tyndhed højere end tykhed.

Det er sket gradvist.

Fx på film, hvor man langsomt begyndte at portrættere tykke mennesker enten som dumme eller onde, mens rollen som den modige helt eller den smukke prinsesse blev reserveret til tynde mennesker.

Jeg er selv stor fan af Harry Potter, men det skærer mig i hjertet, når jeg læser, hvordan familien Dursley bliver portrætteret. Drengen Dudley, der konsekvent beskrives som at have et ”fedt grisefjæs” er både dum, doven, grådig og forkælet, og han mobber både Harry og kvarterets andre børn.

Harry arver Dudleys tøj og ”svømmer rundt i det”, fordi det er for stort til ham.

Så da jeg var lille og læste disse bøger, forstod jeg godt budskabet om, at tyk var ondt, og tyndt var godt.

Du må gerne være glad og tyk – på samme tid

Disse former for portrætteringer sker hele tiden. Til sidst tror vi på idéen.

Vi ender med, som samfund, at være enige om, at tykhed skal undgås.

Derfor kæmper jeg den dag i dag en daglig kamp om at nedbryde diætkulturen via min egen Instagram.

Ikke kun for min egen skyld – men for alles.

Det er nemlig absolut ikke kun tykke mennesker, der er ramt af den.

Det er også sundhedsfanatikeren og kollegaen, der ikke føler, de har fortjent det stykke kage, som Claus fra HR tilbyder på sin fødselsdag.

Det er den gamle dame ved bussen og beboeren fra Facebookgruppen.

For alle de situationer, jeg fortalte om i begyndelsen, har især én meget vigtig ting tilfælles: De handlede ikke om mig.

De involverede komplet fremmede mennesker, der tilsyneladende kæmpede rigtig meget med idéen om, at tykhed er forkert.

Hvis du tager én ting med fra mit lille opråb i dag, så lad det være dette: Tykhed er ikke forkert. Tykhed er ikke rigtigt. Tykhed er bare.

Tykhed er hverken en epidemi eller et livslangt projekt.

Tykhed er neutralt, og du må gerne være både tyk og glad på samme tid.

Om klummeskribenten

Se, hvad vi ellers skriver om: Kropstype, Kropspositivisme, Kropsidealer og Feminisme