Margrethe Vestager: "I dag tænker jeg: WHAT?"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Den første vej, jeg husker, er Møllevejen, hvor min farmor og farfar boede på en gammel skole, hvor man stadig kunne se skolestuen og pigernes og drengenes lokummer. Det var en ganske utrafikeret vej, hvor jeg gik tur med min farfar og havde sådan en bil med pedaler, som jeg kunne sidde i."

"Min farmor lavede is i yoghurtbægre, hun havde vasket, for dengang var det utænkeligt at købe en is, når man kunne lave den selv. Farfar tog på Øresund og fiskede torsk med store hoveder, og dem havde jeg det lidt stramt med. Farmor var tidligere håndarbejdslærerinde, så jeg fik lov at bruge hende sy- og strikkemaskiner. I det hele taget husker jeg de feriesomre som paradisiske."

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt: ”Det ER sgu da ikke i orden”

"Til dagligt boede jeg i Skovlund med min mor og far i præstegården, som var et stort hvidt hus i to etager og med en dejlig gammel have. Det var et meget åbent hjem, og jo flere søskende jeg fik med årene – jeg er den ældste af fire – desto flere mennesker kom i vores hus. Nogle gange kom der også landevejens farende svende, som jeg dog var lidt utryg ved, men mine forældre gav dem altid en madpakke eller en 20'er."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har aldrig syntes om karriereplaner. Det minder mig lidt om skyklapper, som man giver heste på, for at de ikke skal blive distraheret af det, de ser ud af øjenkrogen. Men jeg tror faktisk, det, du skal, netop viser sig i øjenkrogen, det ligger ikke lige for næsen af dig."

"Jeg var interesseret i samfundsfag, så jeg blev økonom, men jeg tænkte aldrig over at blive politiker, selv om jeg var typen, der altid sad i elevrådet. Min mor var opstillet til Folketinget i Esbjergkredsen for Radikale Venstre, hvor sandsynligheden for at blive valgt var minimal, fordi alle var enten socialdemokrater eller stemte Venstre."

"Med tiden overtog jeg hendes kreds og tænkte, at jeg heller ikke ville blive valgt, men jeg ville gerne prøve det der med at stå på en ølkasse og sige min mening og se, hvordan folk reagerede på det. Første gang jeg gjorde det, havde jeg syet mit eget tøj som en slags panser, fordi jeg var så genert. Men det var jo slet ikke så farligt. Jeg kunne endda lide det."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det gjorde min mand den 9. september 1990. En fælles bekendt skulle flytte, så jeg tog forbi og bar symbolsk to flyttekasser for ham, og ud af øjenkrogen så jeg en utrolig flot fyr, men jeg tænkte, at han nok var "out of reach". Senere holdt vores ven fødselsdag, hvor vi begge var inviteret, og næste dag fik jeg nøglerne til Thomas' kollegieværelse, for vi vidste bare, at det skulle være os."

"Jeg synes, det er så synd for dem, der skal ud og møde kærligheden nu. Hvor går man hen? Jeg har jo aldrig prøvet at være på Tinder, men det lyde... svært. Jeg har grænseløs respekt for dem, der stiller op i et tv-program som Landmand søger kærlighed. Jeg synes, de er så modige."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Dengang jeg både var landsformand for Radikale Venstre og i mellemtiden også var blevet sekretariatschef i Økonomistyrelsen, skulle jeg vælge, om jeg skulle være politiker eller beholde det arbejde, jeg havde. Jeg havde lige fået mit første barn, så jeg valgte livet som økonom og gik af som landsformand."

"Jeg faldt i søvn på valgnatten i 1998, hvor jeg selv var opstillet, og først næste dag fandt jeg ud af, hvordan det var gået for Radikale Venstre: De var gået meget tilbage, og jeg var endnu engang ikke kommet ind i Folketinget. Men så ringede Marianne Jelved pludselig og spurgte, om jeg ville være minister. Hvor tit sker det lige?"

"Jeg måtte fortælle hende, at jeg faktisk var seks uger henne med mit andet barn, men hun lovede at hjælpe mig, så på den måde blev jeg den første minister, der fødte et barn i sin embedsperiode. Jeg tog ti ugers barselsorlov og lavede ministerbilen om til en ammebus, og min mor flyttede ind hos os et halvt år og hjalp med børnene og tog med mig, når jeg skulle rundt i landet. I dag tænker jeg: WHAT? Hvordan fik vi det vil at gå? Men som Amin Jensen plejer at sige: "Jeg håber, I kunne lide det, for vi kan ikke gøre det om.""

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, og i sådan en situation skal man huske, at man aldrig må bremse, for så kan man ikke styre. Det skete, da jeg var blevet politisk leder af det Radikale Venstre i 2007, hvor det gik ad helvede til. Det gik heller ikke godt for Jelved, da hun var leder, men i det mindste havde hun noget erfaring at trække på. Radikale Venstre var i en situation, hvor flere fra vores folketingsgruppe gik ind i andre partier, samtidig med at der også var en del, der gerne ville være kalif i stedet for kaliffen."

"Det er jo fint, at man har en flad struktur, og at folk har ambitioner, men det var nogle svære år, hvor jeg havde svært ved at få min personlige autoritet igennem. Der var i det hele taget dårlig stemning, sure miner og negativ presse. Det tog mig noget tid at blive god til det, men det hele ændrede sig, da det gik op for mig, at jeg sådan set ikke var forpligtet til at være leder. Politik er jo ikke, som når ens far har betalt ens håndboldkontingent, og så skal man blive der frem til jul. Jeg kunne bare gå, og det er lettere at lave noget, man selv har valgt. Så fortsatte jeg."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg har haft 30 år til at vænne mig til det, og jeg er så privilegeret, at folk næsten altid kun siger venlige ting. De væmmelige ting ser jeg kun på sociale medier."

"Jeg stod en dag i kø med en dame, som pludselig siger: "Hvor hyggeligt, at vi mødes her". Da jeg sagde til hende, at vi vist ikke kendte hinanden, svarede hun "Jo da, vi kender jo hinanden fra jazzballet." Da jeg så sagde, at jeg aldrig har gået til jazzballet, sagde hun: "Nå, vil du ikke kendes ved det?" Men jeg kender det jo godt fra mig selv. Når jeg ser kendte mennesker, tænker jeg: Gad vide hvor jeg kender ham fra? Har vi læst teologi sammen? Nårh nej, han er med i Sommerdahl."

LÆS OGSÅ: Sara Bro og Lærke Kløvedal: Vi er ikke konkurrenter

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det var nok min farmor, som er død for mange år siden. Da hun blev gammel, kom der ind imellem nogen fra kommunen og så, om hun havde det godt. Det gjorde hende så irriteret, for som hun sagde: ”Hvorfor skal de gå i vejen for os, der kan selv? Kan de ikke gå over til min nabo på 60, som har det svært?” Hun var hele livet meget optaget af at lære nye mennesker at kende, og når der var nogen, der manglede en 12. person for at kunne oprette et aftenskolehold, ringede de efter hende. Hun var nummer 12 på mange af den slags hold."

"Farmor var altid i gang, og hendes hænder stod aldrig stille – bortset fra når hun læste højt for sine børnebørn. Jeg tror aldrig, hun tænkte på sig selv som pensionist. Hun var bare et andet sted i sit liv, end dengang hun arbejdede som lærer på skolen. Jeg kan godt lide den indstilling til tingene; at man aldrig er færdig."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Vi er en familie med mere end ét hjem. Jeg føler, jeg hører mest til på Amager, hvor jeg har boet i 25 år, men jeg har også en lejlighed i Bruxelles, og det er en stor lejlighed, hvor vi alle kan være, for jeg har brug for, at det er et rigtigt hjem – ikke bare et møbleret værelse, som mange af mine kolleger ellers har dernede. Nej, jeg skal kunne sidde et sted, når jeg kommer hjem, lave mad og forberede mig på næste dag, så jeg har sofahjørne med mine egne møbler."

"Det er også vigtigt, når Thomas og pigerne en gang imellem kommer og besøger mig, at det føles som et rigtigt hjem. Det passer mig desuden godt, at jeg har mere nips i min lejlighed i Bruxelles, end min mand synes, man skal have. Han er mere til det nordiske look uden for mange ting, mens jeg gerne vil have farver og puder. Jeg bliver altid lidt mistænksom, når jeg ser boligreportager. Hvor er alle folks ting henne på billederne?"

Hvor er du på vej hen lige nu?

"På torsdag kører jeg til Bruxelles efter at have holdt fri i Danmark, mens min ældste datter er blevet gift. Jeg kan godt lide selv at køre til Bruxelles. Det tager 12 timer med lidt stop undervejs, og selv om det er en kliche, er det sandt, at man får sjælen med, når man kører."

"Jeg skal tilbage til mit job som konkurrencekommissær i EU, som jeg har tre år tilbage af, derefter har jeg ingen karriereplaner. Nogle gange leger jeg legen "Hvad ville jeg lave, hvis jeg skulle noget andet," og så tror jeg, det skulle være at åbne et rådgivningsfirma inden for lys og lyd."

"Mens jeg har boet i Bruxelles, har jeg ofte spist ude på forskellige mere eller mindre ydmyge steder, hvor lyset og lyden er så dårlig, at man ikke kan høre hvad hinanden siger, men til gengæld kan høre, hvad de taler om fire borde væk. Tænk, hvad det kunne gøre for omsætningen, hvis der kom styr på lyset og akustikken."