Marina Storgaard
Foto: Ida Schmidt Marina fortæller om de sidste øjeblikke med sin højtelskede mormor.

Marina om afskeden med sin mormor

Det sidste farvel: "Hun døde, mens vi fortalte eventyr"

Døden strækker sig ofte over dage, uger, måneder. Men et øjeblik, der står tydeligt tilbage, er det, hvor vi tager uigenkaldeligt afsked. Marina fortæller om den allersidste stund med hendes elskede mormor.

Min mormor lå i sengen, da min søster og jeg ankom til plejehjemmet. I en natkjole med småblomstrede roser og sit fine hvide hår hvilende på puden. Hun lignede et barn, der sov tungt, som hun lå der i skæret fra natlampen. Hun var allerede bevidstløs. Vi sluttede os til vores mor og moster, der havde våget over hende i et døgns tid. I ugen forinden havde vi skiftedes til at være hos hende, mens hun var blevet dårligere.

Det var naturens gang, vi var vidne til. En 87-årig kvinde, hvis liv var ved at rinde ud. Det var sørgmodigt og bevægende, men også præcis, som det skulle være. Vores mor og moster besluttede at tage hjem og få lidt frokost, og min søster og jeg satte os på hver side af sengen og tog hendes hænder i vores. Hænder, vi havde holdt så mange gange før, især som børn.

Min mormor havde levet et hårdt liv. Hun blev født uden for ægteskab og voksede op hos sine bedsteforældre, mistede sin mand i en drukneulykke og stod alene med to børn. Begivenhederne fik hende til at miste troen på gud og en mening med livet, men hun blev aldrig bitter og mistede aldrig troen på det gode, livet også kunne bringe. Det talte vi om, da vi sad ved hendes seng og strøg hende over håret: Om hendes store styrke og milde væsen. Hun havde været en god og mild mormor, med varme knus, uendelig tålmodighed og en fantastisk grydestegt kylling med agurkesalat. Nu lå hun der med et næsten uhørligt åndedræt. Det virkede, som om hver vejrtrækning kunne blive den sidste.

LÆS OGSÅ: Helle mistede sin bedste veninde til livmoderhalskræft: "Nogle gange lå jeg hos hende, helt tæt og i ske"

Jeg fortalte min søster om Niels Holgersens forunderlige rejse, en historie af Selma Lagerlöf, som både jeg og mine børn syntes godt om. Over sengen fortalte jeg hende om Niels Holgersens udlængsel, og netop da jeg fortalte, hvordan det lykkes ham at følge med de vilde svaner på ryggen af en tamgås, udåndede vores mormor. Det var, som om hun fløj med. Vi blev helt befippede og meget berørte. Det var så fint og rigtigt. Lige der var rollerne byttet rundt. Vores mormor lå i sengen, mens vi piger fortalte hende eventyr. Og så med ét var hun væk.

Familien samledes om hende i timerne efter. Vi tændte lys og sagde farvel.
På det tidspunkt havde personalet gjort hende i stand, og hun lå på ryggen med foldede hænder, i nyt tøj og blanke sko. Den kvinde, der havde lignet et blødt og sovende barn i sengen, var væk. Det kan jeg huske, jeg var ked af, for jeg kunne godt have brugt lidt mere tid sammen med hende. Men jeg var der i det øjeblik, hun tog herfra. Sammen med min søster sendte jeg hende af sted med et eventyr. Det er jeg lykkelig for, at jeg fik lov til.

Hvem er Marina Storgaard

  • Marina Storgaard, 55 år
  • Administrativ medarbejder på et herberg for hjemløse familier.
  • Gift, bor på Frederiksberg og har tre voksne børn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Sorg, Døden og Bedsteforældre