scroll-down
Foto: Privat "Jeg ved, at hvis han havde levet i dag, så havde han gjort alt for at fortælle sin historie for at redde andre.”

Én følelse har fulgt Mellissa siden den dag, hendes lillebror blev fundet myrdet i Valby Parken

”Vi er de tabte børn,” siger Mellissa Hussein om sin og hendes to søskendes opvækst. Den højeste pris ramte hendes lillebror. Han mistede livet i en alder af 24 år. I tre år har hun forsøgt at samle de manglende brikker i puslespillet om sin brors liv.

Af Susanne Baden Jensen
Livsstil ALT.dk

I Valbyparken går en ung kvinde forvildet rundt. I timevis leder hun søgende imellem buske og bag træer i den københavnske park, der strækker sig over et areal på næsten 90 fodboldbaner. Det er en bidende kold forårsaften, og tårerne løber ned ad hendes kinder, mens hun råber det samme om og om igen.

”Hvor er du?! Hvor er du?!”

Samme morgen på denne dag i marts 2018 havde en hundelufter gjort et makabert fund. Bag en busk i parken lå liget af en 24-årig mand. Han lå på ryggen på den frosthårde jord. Dræbt af 11 skud. Seks i maven. Ét i hovedet. Resten fordelt udover kroppen.

Den unge kvinde i parken var Mellissa Hussein. Hun havde haft en almindelig dag på arbejdet, da hendes søster ringede. Politiet var på søsterens adresse, og de havde sagt, at hun skulle skynde sig hjem. Uden at vide mere sagde de to søstre samme sætning i røret til hinanden: Ari er død.

Deres lillebror.

”Fornemmelsen var der. Der var bare så mange tegn på, at der ville ske noget. Jeg er meget spirituel, og jeg drømmer ting, der kan ske. Jeg havde faktisk en drøm om, at min bror ville dø. Men selvfølgelig kom det som en overraskelse, da jeg fik at vide, at han var blevet dræbt. Om aftenen gik jeg rundt i Valbyparken i flere timer. Jeg vidste jo ikke præcis, hvor han havde ligget, men jeg havde brug for at komme ud til dér, hvor han sidste var. For at hente hans sjæl. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt,” siger Mellissa Hussein.

”Jeg var helt væk. Jeg græd og råbte: Hvor er du? Det var sindssygt. Jeg var virkelig ramt, for jeg følte også, at jeg havde svigtet ham. Jeg vidste godt, at han var i fare. Selvom jeg gjorde meget, stod jeg tilbage og tænke, at jeg kunne have gjort mere for at redde hans liv, hvorfor gjorde jeg ikke det?”

Den følelse har fulgt den i dag 30-årige Mellissa Hussein lige siden.

Sorgen

Da hendes bror blev dræbt og efterladt i en københavnsk park midt om natten, gik familiens liv nemlig i stå. De skulle alle starte forfra. Hun, søsteren og deres syge mor.

Lære at gå igen, som hun beskriver det.

Men samtidig har Mellissa skammet sig i mange år over at tale om sin lillebror, for han var gået ned ad en vej i livet, som hun ikke forstod.

Hvad gjorde, at han havnede i en af Danmarks farligste bander, mens hun selv er blevet mønsterbryder?

I december udkom hun derfor med podcasten "Lovløs – Drabet på en bror", hvor hun har valgt at undersøge, hvem Ari i virkeligheden var.

Det har taget hende tre år. Fordi dele af lillebrorens historie var som et ufærdigt puslespil for hende, inden hun gik i gang.

Bid for bid satte Mellissa sig for at finde de manglende brikker. Få dem til at passe sammen.

”Jeg føler nærmest, at jeg har taget noget af min sjæl ud og lagt den i den her serie, fordi jeg tror, at der kun findes én som mig, som kan fortælle den her historie,” siger hun og fortsætter:

”Jeg er dykket ned i min brors fortid og har mødt hans gamle bandevenner, venner fra det kriminelle miljø, og der var en rød tråd... Min bror var villig til at gå rigtig langt for dem, men hvis man læser mellem linjerne, er det tydeligt, at han ligesom blev udnyttet. Fordi han var "for" loyal. Han ville dem rigtig, rigtig meget,” forklarer hun.

Barndommen

For hvert møde en ny brik. Men den første og måske vigtigste brik var at se tilbage på deres forældre og en opvækst, som hun selv beskriver som hård.

”Der var bare manglende omsorg. Vi følte, vi var til besvær. Vi har aldrig følt, at vi har haft en barndom,” siger hun, mens hun tænker meget over hvert ord. Hver sætning.

”Årh, der er så mange ting at sige om den barndom. Vi var placeret tre børn sammen, og ingen af os var ønsket. Det var det, vi følte. Selvfølgelig elskede vores mor os, men hun var bare selv SÅ syg, at hun ikke kunne give os det, vi havde brug for. Vi spurgte gentagende gange om hjælp. Allerede fra da vi var seks år, så lå der indberetning på indberetning på indberetning om os. Ingen hjalp os. Vi var overladt til os selv. Systemet svigtede big time.”

Mellissa opsøger i podcasten sin far, som hun ikke har haft kontakt med, siden hun var 11 år. Hun har aldrig følt, at han kunne lide hende. Aldrig oplevet kærlighed fra ham. Hun husker ham som en tyran.

Da hendes far var omkring otte år, kæmpede han som børnesoldat for kurderne imod Saddam Hussein. Han blev taget til fange og sad flere år i et irakisk fængsel, hvor han blev udsat for tortur.

Barndomsbillede af Mellissas mor med sine tre børn.

Som 17-årig flygtede han til Danmark. Efter nogle år tog han til Syrien, hvor han fandt sin kone, Mellissas mor.

Hun var en ung kvinde på 17 år, og uden de kendte hinanden, blev de gift efter tre dage. Derefter flyttede de sammen til Vollsmose i Odense.

Det var ikke et lykkeligt ægteskab. Det var ifølge Mellissa et hjem præget af vold. Selv afviser faren i podcasten alt den dag i dag.

Moren flygtede med de tre små børn til et krisecenter i København. Det gjorde kun alt værre. Faren opsøgte dem, og det kulminerede med, at han fik en dom på 40 dages fængsel for et voldeligt overfald mod moren.

Børnene så det hele, fortæller Mellissa.

Hun var selv ni år dengang, søsteren 11 måneder ældre. Ari var blot seks år. De kom på børnehjem i 14 dage, uden at de vidste, om deres mor havde overlevet overfaldet. Det gjorde hun. Faren holdt sig væk derefter.

Moren flyttede med børnene til Vesterbro. Hun levede et frit liv, men hun var også kronisk syg med flere diagnoser, blandt andet angst og PTSD.

Tit forsvandt deres mor også i dagevis fra hjemmet. Børnene vidste ikke, hvor hun var.

”Hun var meget væk om natten og om dagen gennem vores barndom. Hun fandt nogle forkerte venner. Jeg ved ikke, hvad hun lavede, men vi var meget, meget overladt til os selv. Hun prioriterede nogle gange sine venner frem for os. Hun kunne godt finde på at tage til Sverige eller Tyskland eller et eller andet og være væk i nogle dage. Det blev min redning, at jeg blev fjernet hjemmefra, da jeg var 13 år. Jeg fik simpelthen spørgsmålet: Har du lyst til at komme væk hjemmefra? Jaaa, please!”, genkalder hun sit eget svar.

Han søgte MÆND

Både Mellissa og hendes søster boede i starten af deres teenageår i perioder ude for hjemmet på blandt andet julemærkehjemmet og døgninstitutioner, men ikke deres lillebror Ari.

Han blev hele tiden hos moren.

”Min bror, han blev tabt. Altså han blev svigtet på det groveste,” lyder det i dag fra Mellissa.

Hun fortsætter:

Et af billeder, Mellissa i dag har af sin bror fra, da han var en lille dreng. Få år senere får han sin først dom - den er for et voldeligt overfald.

”Jeg sidder tit og tænker for mig selv, at han måske havde levet i dag, hvis der var blevet gjort noget, da han var 10 år. De ville jo fjerne os hele tiden, men vi blev bare aldrig fjernet. Hvorfor blev vi ikke det? De stoppede med at prøve at fjerne Ari, fordi min mor truede med, at hun ville begå selvmord. Det står sort på hvidt i den aktindsigt, jeg har. Men de burde da stadigvæk have fjernet os alle og hjulpet hende.”

I stedet begyndte hendes lillebror i en alder af 11-12 år at blive draget mod ”de ældre fyre” i kvarteret.

Samtidig fik han også autisme-diagnosen Aspergers.

Det gav den lille dreng et ekstra knæk.

”Ari var jo sød i vores barndom, men han var en speciel dreng. Han var meget usikker og stille,” husker Mellissa.

"Nu hvor jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at han havde det rigtig svært. Han søgte kun mandlige fællesskaber. Ikke kvinder, for dem havde han nok af. Men MÆND. De kunne nærmest få ham til at gøre hvad som helst."

Kamphunden

I gårdene rundt omkring på Vesterbro er der nogle ældre drenge, som får øje på den lille knægt.

”De fangede ham på gaden. "Haps, vi tager dig!" De vidste godt, at han var overladt til sig selv, og så tog de sig af ham, fordi de vidste, at der ikke var nogen, der ville komme og hjælpe ham. De startede med at sige: Gå over og køb noget sodavand til os. Ligesom en stikirenddreng. Eller de ville sige: Pas min hund for mig. Så gjorde Ari det,” mindes Mellissa.

Da Ari var 12 år, stod der en dag en ”White Nose”-kamphund i familiens lejlighed. For en af de ældre fyre havde sagt, at den lille dreng skulle passe hans hund i to-tre dage.

”Den var meget aggressiv, og vi var bange for den. Den splittede jo hele lejligheden ad. Vi forklarede Ari, at det ikke gik, og at hunden skulle ud. Fint, svarede han, men så går jeg også. Det var vigtigere for ham at passe den hund, end om mor eller søster var sur. Så sad han nede i gården og sov med hunden til omkring klokken 01 om natten, og til sidst var vi nødt til at give ham lov til at komme op igen med hunden. Han gik virkelig langt for dem, og det startede allerede, da han var ganske ung,” mindes Mellissa.

De to søskende har også nogle gange små samtaler. I dag kan hun godt se, at hendes brors tanker ofte kredsede om det samme. Han higede efter en form for anerkendelse fra de ældre fyre.

”Hans største drøm har altid været at have en far i sit liv. Men det kunne han ikke få, og der var ikke rigtig nogle mandlige forbilleder. Det gik egentlig ikke mig på, men det gik altid ham rigtig meget på. Netop fordi folk vidste: Du er alene. Du har ikke nogen mand bag din ryg, så os hårde drenge, os der bestemmer, vi er dine fædre..”

Men det blev ikke ved det. De ældre fyre fik noget nyt og langt mere alvorligt, som de kunne bruge Ari til.

I fængsel som 16-årig

For når de skulle begå indbrud i lejligheder, fik de Ari - og andre af kvarterets små, spinkle drenge - til at hoppe ind ad vinduerne og give dem varerne. Senere blev der også stjålet knallerter og computerudstyr.

Da Ari var omkring 14 år, begyndte han pludselig at hænge ud med en anden gruppe af ældre fyre i kvarteret. Han ville gerne være en af deres ”brødre”, men det udviklede sig til mere end ”lokalt tyveri”.

Som 16-årig bliver Ari anholdt af politiet. Han har været med til at tæske en ung mand med et baseballbat sammen med to af de lidt ældre fyre. De ville straffe offeret, fordi han angiveligt havde snakket med den forkerte pige.

Politiet finder ved samme lejlighed en sportstaske med våben og kokain under Aris seng. Han får sin første dom på 2 ½ års fængsel.

Mellissa opsøger i podcasten den ene af de to andre, der var med til overfaldet dengang. En fyr ved navn Jito, som kort forinden er kommet ud af fængslet i forbindelse med en anden dom. Under deres samtale former en ny brik til puslespillet om hendes bror sig.

”Da jeg mødtes med Jito, sagde jeg til ham: Jamen, min bror ville bare være kriminel, det var hans største passion. Så kiggede han på mig og udbrød: ”Hvad? NEJ!” Men det var jo den forestilling, jeg havde fået dengang, da han startede allerede som 14-årig,” forklarer hun.

Ifølge Jito hænger det anderledes sammen. Det var svært for Ari at undslippe de lidt ældre drenge i gårdene, de gav ikke slip på ham. Mellissa husker også, hvordan de dengang stod ude foran familiens dør og chikanerede dem og råbte efter Ari.

”Chikanen stoppede først, da han begyndte at gå rundt med Jito og de andre ældre fyre, men det vidste jeg jo ikke. I virkeligheden søgte Ari fred,” siger Mellissa.

Hun blev også ramt af en anden ting, som Jito sagde om hendes bror:

”Han sagde jo lige ud: Hvis din bror havde gået rundt med en advokat eller gymnasieelev, så var han blevet det. Så havde han ikke rendt rundt med mig. Bare så længe, at der var nogen, der tog sig af ham og virkelig var hans ven, så var Ari dig loyal. Det var ikke fordi, han ville være kriminel, det var fordi, han manglede "noget". Og det var jo tydeligt for de der ældre fyre.”

Fra Ari var 16 til 18 år, afsonede han i et ungdomsfængsel - og det fik ham til at blomstre op. Han oplevede for første gang struktur på hverdagen, og han kunne derfor lide at være dér, fortalte han sin søster.

Men det sidste halve år af sin straf skulle han dog afsone i et såkaldt ”voksenfængsel”, fordi han fyldte 18 år under domsafsoningen. Det brød han sig ikke om. Der var et hårdt miljø, og han begyndte at snakke om, at han gerne ville ud af den kriminelle løbebane.

Han nåede at få sin 9. klasses-eksamen og en praktikplads på et fritidshjem. Men han oplevede også, at hans kriminelle fortid førte til flere afvisninger. Han havde svært ved at få et job, og militæret afviste ham på grund af hans Aspergers-diagnose og dommen.

Efter et år ude opsøgte Ari bandemiljøet igen.

"Han kalder mig søn"

Denne gang i Bandidos, hvor han blev optaget som supporter i miljøet. Mellissa og resten af familien vidste ikke, hvad Ari lavede i Bandidos, men en gang imellem fortalte han lidt om det.

”Han var glad i den periode. Han kom hjem og sagde: "Jeg er deres yndlingsperker. Ham den store, der styrer hele Bandidos, siger, at han elsker mig, jeg er hans søn." Sådan noget sagde han. Jeg tænkte bare åh nej,” fortæller Mellissa.

I podcasten opsøger hun et tidligere medlem af rockergruppen, Michael, som også kendte Ari. Og i den samtale kredser emnet sig igen og igen om en Ari, som søgte mændenes opmærksomhed og anerkendelse.

”Og dér gav puslespillet mening. Brikkerne faldt på plads for mig. Det er ikke blot noget, jeg har forestillet mig, men han søgte også den dér ”farrolle” hos dem. Det var noget, han virkelig gik op i. Han søgte venner for livet. Brødre. Det handlede ikke om penge og magt, for Ari havde vitterligt aldrig penge. Jeg undrede mig også altid, for i fjernsynet så jeg jo gangstere med masser af penge og fede biler. Men min bror havde aldrig noget, han gjorde det virkelig for broderskabet. Det er helt vanvittigt.”

Politiet tog på et tidspunkt Ari og to andre tilknyttet Bandidos i besiddelse af våben, og han fik en ny dom.

I fængslet ville Ari væk fra rockergruppen, og samtidig mødte han her medlemmer af den forbudte gadebande LTF – Loyal To Familia. Ved at skifte til en anden bande, stod han ikke alene i fængslet.

22 år - og to domme

Da han kom ud efter sin anden dom, var Ari 22 år. Mellissa husker, hvordan familien hentede ham ude foran, hvor han stod med en pose i hånden.

”Det var bogstaveligt, hvad han ejede: En pose med sit tøj i. Og så stod han bare dér. Hvad skal jeg så med mit liv? Hvem kan hjælpe? Min mor, der ikke engang kan dansk, og som er syg? Min søster, som er i gang med at finde sig selv og som har travlt med sit eget liv. Hvad skal hun gøre? Det var svært for Ari,” forklarer Mellissa.

"Han havde aldrig lært det. Han havde været i fængsel i så mange år, og så kommer han ud, og ja, han fik en praktikplads, og de var glade for ham, men han vidste jo ikke, hvordan samfundet fungerede."

Det er en vigtig pointe for hende. For den gælder ikke kun hendes bror, mener hun, men mange andre af disse unge fyre.

Hun prøvede selv at hjælpe Ari med ansøgninger, fordi han også var ordblind. Men der var også mange andre basale hverdagsting, som han aldrig havde lært, ikke kunne afkode.

Da Ari kæmper som soldat i Syrien på kurdernes side imod Islamisk Stat, laver DR-journalisten Puk Damsgaard et indslag med ham. Der er en lydbid af det interview med i podcasten Lovløs.

”Han vidste, at han ikke kunne finde ud af orden. Han var ikke god til at leve livet. Til at overleve livet. Han kunne simpelthen ikke. Han kunne ikke engang finde ud af at vaske tøj. Der var rigtig mange ting, som han slet ikke kunne finde ud af, som mange andre unge drenge godt kan,” siger hun i dag.

I stedet havde Ari kun én ting i hovedet: Han ville til Syrien og kæmpe imod Islamisk Stat.

Han tog afsted få dage efter sin løsladelse. Dernede blev han en del af den kurdiske milits, og han kunne kalde sig YPG-kriger.

Tilbage til LTF

Efter to år vendte han hjem igen.

Og her ventede de gamle kendinge fra fængselstiden på ham. Han kom tilbage i Loyal To Familia, som på det tidspunkt var i en blodig krig mod rivalerne fra Brothas. Men Ari ville ud af banden, og det blev farligt for ham.

Allerede en uge før drabet forsøgte en ukendt gerningsmand at slå ham ihjel. Ari undgik at blive skudt, men han fik slået flere tænder ud af munden med skaftet fra en pistol.

I den sidste telefonsamtale, Mellissa havde med sin bror, fortalte han, at han ville ud af landet igen, men han nåede aldrig så langt. Han sluttede samtalen med at sige, at han lige skulle væk i en time efter sit pas.

Han vendte aldrig tilbage. I stedet lagde han en video ud på det sociale medie Snapchat. Videoen, der har været bragt på Ekstra Bladet, viser en tavs Ari filme sig selv på bagsædet af en bil, derefter vender han kameraet og filmer to mørkklædte mænd på forsædet, og han zoomer ind på et navn på en skærm tæt ved rattet.

Et screenshot af det sidste livsstegn fra Ari. En video, han lagde på Snapchat.

Både Mellissa og hendes søster så videoen på Snap, og de prøvede at kontakte deres lillebror.

Uden held.

Han svarede aldrig på deres beskeder eller opkald. Dagen efter blev han fundet i Valbyparken. Politiet kalder det en likvidering. Højst sandsynligt internt i bandemiljøet, men ingen er anholdt og dømt for drabet.

I dag er brikkerne om Aris liv faldet så meget på plads, som de kan, for Mellissa.

”Jeg troede måske, at han bare ville være en hardcore bandeleder eller havde et mål med at være kriminel. At han ville tjene masser af penge og køre biler. Men så fandt jeg ud af, at det slet ikke var det – og det gav jo bare mening. Altså mit puslespil,” siger hun.

Det leder op til svaret på et vigtigt spørgsmål.

Hvordan lander man i en af landets mest brutale bander?

Hun holder en lang pause, så svarer hun.

”De fanger de mest sårbare. Sådan nogle som Ari. Perfekt eksempel. Svigtet af systemet, svigtet af forældrene. Søger et fællesskab. Anerkendelse. Broderskab. Han kom jo ikke ind og var den, der talte højest og var hårdest. Han har faktisk den mildeste. Og det er de drenge, de tager. Derfor ender de i bander. Det er de svigtede børn, de fortabte børn, der ender der.”

”Jeg har jo stået på forreste række og set, hvor meget han virkelig har kæmpet med at finde ud af sit liv. Han har jo dårligt nok gået i skole i sin barndom, fordi systemet og vores forældre var ligeglade. Og da han så også fik de her domme bag sig, var det game over, og det vidste min bror godt,” forklarer hun.

De to sider af en bror

Samtidig sidder det også dybt i hende, at hendes bror blev dømt for at have gjort ulovlige og frygtelige ting.

”Han var voldsparat. Jeg skammer mig selvfølgelig over alt, hvad han har gjort. Han var også flov over det. Og han fortrød også det, han gjorde. Jeg kunne i princippet lade være med at snakke om det, men det er vigtigt for mig at fremhæve begge sider af min bror.”

Det er også årsagen til, at hun i dag står frem med navn og ansigt og fortæller historien om sin bror.

”Jeg vil ikke have, at andre skal få samme skæbne som min bror. Jeg håber virkelig, at folk lærer noget af historien og får en bedre forståelse af de her fyre og af os som pårørende også. Vi kæmper jo også med en masse ting."

Det er vigtigt for hende.

Minder fra barndommen. Mellissa og storesøsteren side om side med deres lillebror Ari.

”Og så ved jeg, at det er et ønske fra ham selv. Jeg ved, at hvis han havde levet i dag, så havde han gjort alt for at fortælle sin historie for at redde andre,” understreger hun.

”For mig var han jo ikke kun et bandemedlem. Han var meget mere end det. Og jeg gør ikke dette for, at folk skal få ondt af ham – eller ondt af mig. Men jeg ville selv have ønsket, da jeg var ung, og min bror var ved at gå en dårlig vej, at jeg kunne sætte ham ned og sige: "Prøv lige at hør den her historie. Hør, hvor SINDSSYGT det her miljø er, det er ikke dine rigtige brødre." Men folk taler ikke om det," siger hun og fortsætter:

"De tør ikke, så jeg bliver nødt til at være den første. Jeg føler, at det er det rigtige. Jeg har også selv to drenge. Jeg er mønsterbryder.”

Men hvad gør, at du så sidder her i dag og kan kalde dig det – mens din bror ikke gør?

”Fordi jeg fik den rette hjælp. Der var så mange gange, hvor det var ved at gå galt, men så blev jeg lige skubbet i en god retning. I en retning, som min mor ikke kunne skubbe mig i. Jeg kom væk hjemmefra i så ung en alder. Da jeg var omkring 12-13 år. Jeg SÅ det rigtige liv. Jeg duftede lidt til dét at være uden for hjemmet og omkring nogle normale voksne,” forklarer hun.

En af de voksne var hendes kontaktperson Sanne. Hun var en stabil person i Mellissas liv.

”Jeg har stadigvæk kontakt til hende. Hun er rigtig sød. Det var jo kun i to år, men de var altafgørende. Det var hende, der lærte mig at vaske tøj, hun lærte en ung pige, hvad der er rigtigt og forkert. Og det, at jeg også kom på døgninstitution i så ung en alder, gav mig værktøjer, som jeg ikke ville kunne få andre steder. Det gjorde mig stærk. Jeg VIDSTE, hvad der var forkert og rigtigt. Og det gør, at jeg er, hvor jeg er i dag.”

I dag: Aris øjne

Da Mellissa den nat i marts for tre år siden tog ud i Valbyparken for at hente sin afdøde lillebrors sjæl, vidste hun ikke dengang, at hun også bar på noget andet, som for altid vil minde hende om Ari.

”Jeg blev gravid oveni det her. Måske et par dage før hans død, og jeg var på p-piller, så det gav ikke nogen mening. Men det vilde er, at jeg vidste, at jeg ville få en dreng. Vi får jo kun piger i min familie, men jeg følte det bare så stærkt. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor: ”Mor, jeg får altså en dreng, og jeg giver ham navnet Ari.” Jeg har for min søns skyld sat et "a" ekstra på, for en dag vokser min dreng op, og så skal han vide, at han er opkaldt efter min bror, men han er sin egen person og har sit eget liv,” lyder det fra hende.

Ari som dreng. Mellissas lille søn, da han fyldte et år.

Minder din lille søn Aari om din lillebror?

”Det er sjovt, for det synes jeg ikke, at han gør, men jeg tror også, at det handler om den omsorg, man giver. Min bror var jo meget indelukket, hvor min søn er meget åben og omsorgsfuld. Han har fået noget andet. Han er tre år, og jeg kan allerede mærke det på ham nu. Jeg bliver glad, når han går over til en fremmed og siger "hej" og "sød hund". Så tænker jeg - rent pædagogisk - at det er fordi, han er tryg ved voksne. At vi, hans mor og far, har givet ham en form for tryghed. Hvor da vi var børn, var vi jo bange for alle. På den måde er der en forskel. Men nogle gange, når jeg kigger ham i øjnene, sådan DYBT ind i øjnene, så har jeg da tænkt, at jeg kunne se mine brors øjne i hans øjne," siger hun.

Hun stopper op, tænker mere over det og fortsætter:

"Det er VIRKELIG underligt. Men det var bare så naturligt for mig at kalde ham min brors navn. Og jeg ved, at min bror kigger ned. At han kigger på mig og siger: Fuck, du er en god mor. Jeg ved, at han ville være stolt af mig. Han sagde altid, da han levede: Tykke, du skal nok blive en god mor. Det er også det vigtigste for mig. Jeg elsker mine børn, men det er også for min bror – jeg vil ikke have, at mine børn skal udsættes for det, som vi har været udsat for.”

Foto: Privat | Mellissa er i dag mor til to små drenge. Den ældste er opkaldt efter hendes egen lillebror.

Om Mellissa Hussein, 30 år

  • Bor i Storkøbenhavn og er uddannet pædagogisk assistent. Mor til to drenge på 2 og 3 år. Har i flere år arbejdet med børn og unge. Bl.a. på Vesterbro.

  • Holder foredrag om sin brors historie, læs mere HER. Er også på vej med en bog om samme, hvor hendes egen historie også er med.

  • Står bag podcasten "Lovløs – Drabet på en bror", som er udkommet på Podimo.

    Her undersøger hun sammen med den prisvindende graverjournalist Peter Graae historien bag mordet på sin egen bror, Ari, som blev fundet dræbt i Valbyparken i 2018. Serien i 7 afsnit er en fortælling om en barndom fyldt med vold, forbrydelser, våben, fængselsdomme, en kriminel løbebane og til sidst forsøget på at forlade bandelivet, som endte med et drabsforsøg og et uopklaret drab.

Du kan lytte til Lovløs – Drabet på en bror her.

Podcast Lovløs logo.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund, Politik, Livsstil, Interview og Psykologi
Tilbage til toppen