KLUMME: Jeg er kommet i en alder, hvor kødet kravler længere og længere ned ad kroppen – bortset fra tandkødet, der har sit eget liv og kravler op. Pludselig kan jeg heller ikke se en skid. Når jeg får øje på brillerne på mit natbord, kan jeg derfor stadig blive helt forskrækket. Jeg må huske mig selv på, at læsebrillerne altså er mine egne. Jeg har ikke haft natligt besøg af Birthe Rønn Hornbech, Elton John eller et andet bebrillet menneske. Jeg er bare ved at blive gammel. På flere måder. For eksempel spurgte min kæreste forleden, om jeg stadig mente, at jeg havde haft min sidste sommer i Converse sko. "Ja, det tror jeg," svarede jeg. Det havde jeg nemlig proklameret sidst på sommeren efter at have set en nogen-og-halvtreds-årig mand i røde Converse gummisko i Tivoli – jeg var selv i den blå variant. Det duer ikke rigtig længere. Selv mænd vil ældes med en slags ynde. Og i den ligning er der ikke længere plads til stofsko i stærke børnefarver. Tror jeg.

Jeg havde næsten glemt hukommelsen

– mine efterhånden voldsomme problemer med at huske. Jeg kan stå ude på lokummet og stirre desorienteret frem for mig med glasblik og tomt hoved. Først efter et minut eller tre kommer jeg i tanke om, at jeg havde rejst mig fra sofaen for at lave kaffe.

Er det hele så en ynk? Nej, for fanden, jeg er for eksempel både blevet klogere og coolere med årene. Mere ligeglad – mindre bekymret. Det er faktisk helt fint at blive halvgammel. Og en enkelt af mine sanser er tilmed eksploderet: Lugtesansen. No kidding. I årevis skreg jeg af grin over beskrivelserne bag på rødvinsflaskerne. Men nu giver det hele pludselig mening: En bouquet af sejlgarn og liljer. Oh yes, jeg er med. Eller når man i avisernes vinanmeldelser kan læse om en duft af svesker og kælderrum. Yes igen. Min næse forstår alt. Og jeg har også bemærket, at de fleste vinanmeldere er midaldrende mænd – måske er jeg ikke den eneste, der har fået en god næse med alderen. Jeg var ellers bagud fra start.

Jeg er vokset op på en egn og i en tid, hvor ordet "dufte" slet ikke eksisterede. Alt lugtede. Også det, der duftede. "Hold kæft, den deo lugter godt," kunne man sige – og få svaret: "Ja, den lugter af blomster." Sådan er det ikke længere – ikke i København i hvert fald. Her dufter det meste. Man kan – og jeg lyver ikke, jeg har selv hørt det – opleve pædagoger i byens vuggestuer sige: "Her dufter lidt af lort," når de med næsen har spottet en bæ i en ble. Dufte – nej vel. Trods alt. Men der er meget andet, der dufter. Min datters arme dufter af solvarmet stof – hynder og tøj tørret i solen. Min kæreste dufter af varmt høvlet træ og citron. Men der kan nu også være ulemper med den nye næse. Forleden stod jeg i en kø i Netto, hvor manden foran mig lugtede af gammelt hovedpudebetræk. Og for nylig lavede jeg en gryderet, der lugtede af Ruko-nøgler og våd jord. Men det er ikke kedeligt. At opleve nyt. Med næsen. Og så er der jo også det med hørelsen. Jeg kan ikke høre en skid. Eller i hvert fald kun det,jeg gider at høre, det er heller ikke så tosset, men det er en anden historie. Nu vil jeg videre – her dufter af kaffe og min kæreste.

LÆS OGSÅ: Derfor sendte Ea Ørum et brev til alle sine ekser

LÆS OGSÅ: Her er grunden til vi elsker sladder

LÆS OGSÅ: Sådan får du meget mere kærlighed