Skyggejagt film

5 hjerter til ny film: ”Historien er nervepirrende som de bedste spionthrillere”

Hvordan skal man komme videre efter rædsler og sorg? Hævn og frihed er temaerne i dette lavmælte og alligevel højspændte drama. Ugens film er anmeldt af filmredaktør Stephanie Caruana.

ALT for damerne logo

Hvordan kommer man sig efter noget dybt uretfærdigt og traumatisk? Dukker nakken ensomt i et fremmed land, eller arbejder på at få hævn? 

Syriske Hamid (Adam Bessa) har boet i Frankrig to år, dybt traumatiseret efter tortur i Assad-regimets værste fængsel. 

Han mistede sin kone og lille barn til borgerkrigens rædsler og leder efter en mand (Tawfeek Barhom) blandt de andre flygtninge. Måske er det hans fætter eller en vagt fra fængslet? Hamid nærmer sig fortidens rædsler for at få svar og hævn. 

En intelligent, tilbageholdt og nærmest klaustrofobisk spænding gennemstrømmer denne film af Jonathan Millet. Historien er nervepirrende som de bedste spionthrillere og samtidig omtrent så langt fra bombastiske actionfilm, hvor f.eks. Tom Cruise redder verden i en sommer-blockbuster. Her sitrer det med en lavmælt intensitet, alt ligger i blikke og betoninger. 

Adam Bessa er fænomenal i rollen, hård og sårbar, hans hævngerrige Hamid er som en skygge selv, mens han nærmer sig den anden. Der opstår en skrøbelig, porøs symbiose, hvor grænserne opløses mellem de to. 

Hele fortællingen er en opvisning i psykologisk optrevling af sindet i kampen for at få svar og bundet sløjfe på fortiden. Og gruen ved at indse, at der ikke kun findes én eneste sandhed, og at skæbnen ikke er fastlagt. Friheden er ikke givet, men når den opstår, så skal man nyde den. Og er det forkert, hvis man holder fast i fortiden? 

Samtalerne mellem Hamid, hans kontaktperson og en lille gruppe syrere tilfører facetter på at komme videre efter en krig. 

Interessant er filmens opgør med retfærdighed som drivkraft. Der gives ikke enkle løsninger, og vejen gennem fortidens labyrint fører kun til endnu en gåde. Katarsis er et fatamorgana, en varmespejling i sindets ørkenlandskab. ”

Skyggejagt” har biografpremiere den 7. august.