Mikkel Beha Erichsen
Foto: Peter Nørby Selvom Mikkel Beha er 52 år, savner han stadig at være nogens barn. Men den erkendelse har taget tid at komme til, efter han sidste år mistede sin far, Troels Kløvedal.

Mikkel Beha om at miste sin far: Jeg mangler en livline

Mikkel Beha Erichsen øver sig i at være den ældste i familien, efter at han sidste år mistede sin far, høvdingen af ”sejlersekten” Troels Kløvedal. Sorgen og savnet fylder stadig meget, men Mikkel glæder sig over, at de kom tættere på hinanden til sidst.

Mikkel Beha Erichsen har altid skrevet med sin far, hele Danmarks rejseikon Troels Kløvedal, der bl.a. sejlede jorden rundt tre gange og oplevede hele verden fra sin plads ved roret på Nordkaperen. Da Mikkel var lille, var det posterestante breve, der kom ude fra Fransk Polynesien med farverige stempler fra Tonga, Fidji eller Tahiti, og Mikkel sendte breve den anden vej, som Troels kunne hente på et postkontor, når han nåede frem til den næste ø.

LÆS OGSÅ: Thomas Buttenschøn: "Den minder mig om min far, og den er noget af det eneste, som jeg har tilbage"

Siden blev brevene til en mailkorrespondance, der holdt far og søn opdaterede på, hvordan vinden blæste, og hvordan børnebørnene udviklede sig. Da Troels i 2016 blev ramt af den neuromuskulære og dødelige sygdom ALS, mistede han talens brug, fordi en respirator måtte trække vejret for ham.

– Da min far blev syg, skrev vi sammen, både når vi var sammen fysisk, og når vi ikke var sammen. Det blev så naturligt, at jeg slet ikke tænkte over, at han skrev sine tanker og svar på sin iPad, når vi sad lige ved siden af hinanden. Jeg følte, at vi snakkede, og det gjorde han også. Når vi var fra hinanden, skrev vi ofte sammen flere gange om dagen.

– Som regel var det om aftenen, hvor jeg lige afrapporterede: ”Aj, fatter, jeg gik lige med noget maling i dag, der drillede ...”. Det kunne være sådan nogle hverdagsting, men det kunne også være nogle større tanker om at se sine børn vokse op eller tanker om fornuften i at rejse ud i verden. Det var en stor del af mit liv at have ham som mit spejl på en eller anden måde. Da han så døde lillejuleaften sidste år, skulle jeg pludselig ikke længere skrive til ham, og efter nogle måneder kunne jeg bare mærke, at hold kæft, hvor jeg savnede ham!

– Jeg savnede at have ham. Savnede at skrive med ham. Han havde altid været High Chief, og pludselig var han væk. Jeg kunne jo snakke med min kone, mine unger og mine venner, men der var et eller andet særligt ved at snakke med min gamle far. Høvdingen, der sad deroppe i tipien på Djursland og sagde: ”Ja, ja, rolig nu dreng, det skal nok gå alt sammen. Nu gør du lige sådan og sådan”.

Mikkel Beha
Foto: Peter Nørby

Savnet fik Mikkel til at skrive til sin far igen. Selvom han var død. Den 24. juni 2019 stævnede Mikkel alene ud fra Longyearbyen på Svalbard for at sejle skibet Wallenberg tilbage mod Norges fastland efter det lange togt, som bliver vist i TV 2-programmet ”Kurs mod nord”. Det var første gang nogensinde, at Mikkel sejlede alene.

– Det havde jeg aldrig haft behov for før. Jeg er ikke sådan en alene-type. Men jeg kunne mærke, at det ville være godt for mig på det tidspunkt at få tre-fire døgn alene. Det havde været et intenst halvår. Hele rejsen med Wallenberg havde fyldt en masse med forberedelse, tvivl om, hvorvidt jeg nu var dygtig nok til at sejle mellem isbjerge, klargøring af skibet, produktion af tv-programmerne og logistik, der skulle gå op med alle vores drenge, svigerdøtre, barnebarn, fotografer, droner og dykkerudstyr.

– Oven i det hele var der Troels’ sygdom og død. Da jeg sejlede ud af Longyearbyen, havde jeg overhovedet ikke overvejet, at jeg skulle skrive en logbog til min far, men da der var gået nogle timer, og vejret var stille, motoren kørte, tænke jeg, nå, jeg skal finde på noget at lave. Og så begyndte jeg at skrive til min far. Jeg havde behov for at sætte tingene lidt i system. Og for mig var det at skrive en god måde at gøre det på. Mens jeg skrev, fik jeg organiseret mine tanker. Det var lidt som at gå ned i en totalt rodet kælder og få sat de reoler op, som man godt vidste, man burde sætte op. Og få tingene puttet ned i de rigtige kasser.

Logbogen til Troels danner rammen om Mikkels nye bog ”Logbog fra Wallenberg”, som både er en fortælling om sejlturen med Wallenberg og en historie om netop Troels. Den far, der har fyldt så meget, og som Mikkel har måttet tage afsked med.

Prøv at sætte nogle ord på de to et halvt år, hvor din far var syg?

– Ja …

Han bliver stille et øjeblik. Tager en dyb indånding.

– Der er mange lag i sådan et sygdomsforløb. Det tror jeg, at alle, der har haft den slags tæt på, har oplevet. Der er lag af håb og fortvivlelse. Glæde og sorg. Og der er forskellige perioder i sådan et forløb. Men det, jeg primært sidder tilbage med – og det kan lyde mærkeligt, når man taler om en dødelig sygdom – er, at det har været en kæmpe gave. Og det har det været, fordi den sygdom også gjorde, at vi fik et helt andet nærvær. Vi kom meget tættere på hinanden. Vores relation blev meget mere intim og tæt, end den tidligere havde været.

– Vi havde hinanden i 52 år, og igennem de år var der jo forskellige faser. Der var far-søn-relationen, da jeg var barn, hvor Troels sagde: ”Se her min dreng, nu skal jeg vise dig, hvad du skal gøre”. Så kom der en ungdomsperiode, hvor jeg brød lidt ud. Det var ikke sådan et højeksplosivt ungdomsoprør, men vi gik hver vores veje i nogle år. Og så fandt vi hinanden igen som ligeværdige voksne.

– De sidste par år var vi far og søn på en helt ny måde. Vores forhold vendte. Jeg var ham, der var rask. Jeg var ham, der var ude i verden og sejlede rundt. Og jeg var ham, der tog ud og holdt foredrag. Alle de ting, som min far havde været hele sit liv. Pludselig var jeg ham, der havde overtaget, og jeg var ham, der kom hjem og fortalte om mine oplevelser til min far. Det var et generationsskifte, som på en eller anden måde var enormt rørende.

– Og så var det også skide hårdt. Fyldt med masser af fortvivlelse. Fortvivlelse over at sidde i en håbløs situation, som vi ikke kunne gøre noget ved. Min far, som var en handlingens mand, der plejede at stå ved roret, og som altid havde lagt sine egne kurser i livet, var pludselig sat ud af spillet, fordi fysikken ikke tillod ham at gøre alt det, han plejede. Det var hårdt for ham. Og det var hårdt for os at se en stor, stærk mand med masser af appetit på livet pludselig være ude af stand til at rejse, skrive bøger eller arbejde på gården. Og det var hårdt at mærke hans fortvivlelse over det også. For selvfølgelig har der været masser af fortvivlelse. Og masser af forbandelser.

Mikkel Beha
Foto: Peter Nørby

Satte han ord på de ting?

– Ja, det gjorde han. Engang imellem, når vi sad ved siden af hinanden oppe på hans gård, kunne han kigge ud af vinduet og skrive på sin iPad: ”Hvad fanden skulle jeg få den besynderlige sygdom for? Hvor fanden kom den fra? Hvorfor skulle jeg lige have det?”. Og det er jo også paradoksalt, at lige præcis Troels, som altid havde elsket friheden og det at komme ud i hele verden, pludselig var spærret inde i sin egen krop. Derfor gjorde vi også alt, hvad vi kunne, for at han stadig kunne komme ud. Han havde fantastiske hjælpere 24 timer i døgnet, og de var heldigvis friske på at hoppe med ind
i bilen med alle slangerne og flaskerne og køre en tur til Sletterhage Fyr, op i Mols Bjerge eller ud til en kirke, hvor han gerne ville se nogle flotte kalk-malerier en sidste gang.

Var han med på, at det så var sidste gang?

– Ja, alt sådan noget kunne vi tale helt åbent om. Der var ikke noget usagt. Vi vidste alle sammen, at det var sidste gang, han så de steder. Det var en slags afskedsturné, og det kunne vi sagtens snakke om. Troels og jeg kunne nok nemmere tale om det, end nogle andre i familien kunne.

Hvorfor?

– Det ved jeg sgu ikke …

Han holder en lille pause.

– Jeg har nok ikke så mange følelser som mine søstre, hans ekskoner eller kone. Jeg er mere nøgtern. Og det vidste Troels godt. Han vidste, at han skulle passe lidt mere på de andre end på mig. De kunne ikke holde ud at høre det, når vi talte om at se noget for sidste gang. Jeg var mere sådan, okay, ja, lad os får det gjort. Vi havde begge to en praktisk tilgang til det. Vi har været på bedding mange gange sammen, hvor det har handlet om at få skiftet en bundplade eller svejset et eller andet. Det var den måde, vi var sammen på, min far og jeg.

Men du skriver også i bogen, at du nu får lyst til at græde på de mærkeligste tidspunkter?

– Ja, det gør jeg. For det er jo skide sørgeligt …

Han bliver stille igen. Berørt.

– Jeg kunne godt forholde mig nøgternt til meget af sygdommen. Men det har også været sorgfuldt. Selvfølgelig har det. Det var sorgfuldt at se ham blive så syg. Det har været sorgfuldt at skulle tage afsked med ham. At se ham blive båret over gårdspladsen en sidste gang i kisten til tonerne af hans yndlingssang, Ulf Lundells ”Öppna Landskap”.

Pause igen.

– Jeg er ikke god til at beskrive min følelser. Definere dem. Jeg har dem, men jeg har svært ved at sige sætningen, der begynder med: ”Jeg føler …”. Ikke fordi jeg er bange for at tale om følelser, men den sætning bliver ikke bagt færdig inde i min hjerne. Jeg har følelsen, men jeg har den ikke som en formulering.

I hvilke situationer kan det overvælde dig?

– Det er små ting. Hvor jeg pludselig ærgrer mig ad helvede til over, at han ikke er her. Jeg er ofte i Jylland og holde foredrag, og da Troels levede, overnattede jeg tit hos ham på gården. For nylig, da jeg kiggede i min kalender for at få styr på foredragene, måtte jeg tage mig selv i at tænke, at fint, så kan jeg lige sove hos Troels der og der. Men så slog det mig lige bagefter, at nej, det skal jeg ikke. Han er der jo ikke. Og så bliver jeg ked af det. Øv mand. For det var sådan, det plejede at være.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: "Man er jo barn så længe, man har sin far og mor"

– Det var noget, vi begge to nød. Det der med lige at få morgenkaffen sammen. Det sjove er, at han på nuværende tidspunkt ikke har været så meget længere væk, end han tit har været på en sejltur. Så jeg kan også godt tage mig i at tænke, nå Troels, nu har du været længe til søs, nu må du godt komme hjem og være her lidt. Og så, lige bagefter, tænker jeg: Nej, han kommer jo faktisk ikke hjem fra den sejltur.

Mikkel mistede sin mor for 14 år siden. Hun døde inden for et år af kræft, kun 58 år gammel. Mikkel var igennem faser af sorg, vrede, fortvivlelse, savn og ærgrelse over alt det, hun ikke nåede at opleve. Med tiden var alle følelserne blevet lettere at håndtere for ham, og han var nået frem til mest at tænke på alle de glade og lykkelige stunder, han havde haft med hende.

Mikkel Beha
Foto: Peter Nørby

– Men da Troels så blev syg og døde, kunne jeg mærke en ny sorg komme op. Et nyt savn. Et nyt åhhh. Jeg savner hende på en ny måde, hvor jeg bare virkelig godt kunne tænke mig at gå en tur ud i Valby Parken med hende og få snakket lidt om det hele. Få snakket lidt om Troels. For selvom min mor og far ikke boede sammen fra jeg var 2-3 år gammel, så var de bedste venner. Og de var mine to længste relationer. Det var dem, der fik mig sammen. De havde jo været der altid. Ens forældre er bare et stort kapitel i ens liv …

Hans stemme knækker lidt over.

– Selvom man er blevet voksen og har fået sin egen familie og har mange søskende, så er man stadig nogens barn. Og det med at finde ud af at være nogens barn, uden at de er her længere, det er det, jeg er i gang med nu. Det er lige som om, der mangler en livline. De var min livline. Jeg kunne være på fjernsyn, være far, bygge huse, sejle ud i verden – alt muligt – men somme tider måtte jeg også bare gå hjem til min mor eller far og være Mikkel. Lille Mikkel.

– Det kan jeg ikke mere. Og når jeg har lyst til det, for det tror jeg, at vi alle sammen har lyst til engang imellem, når vi vil have en pause fra alt det, der forventes af os, så har jeg ikke den bagdør. Jeg kan ikke bare lige smutte hjem til mor og far og få lov til at sidde lidt ovre i hjørnet. Og det savner jeg. Jeg savner også deres anerkendelse, kan jeg mærke. At høre dem sige: ”Det gjorde du sgu godt, Mikkelmand”. Og samtidig, når jeg nu siger det, kan jeg godt tænke, at det sgu er noget mærkeligt noget at sige, når man er 53 år: ”Jeg savner min mor og far". Men det gør jeg. Det har taget noget tid at turde sige det, fordi jeg synes, at det udefra set virker fjollet. Men når det nu er sådan, jeg har det, så tør jeg godt at sige det. Nu.

Og nu er du så også High Chief, den ældste i familien, hvordan er det?

– Det er ikke helt uvant for mig at være med i førertruppen. Det har mit arbejde krævet af mig, og så er jeg storebror. Jeg har aldrig været bange for at tage beslutninger og tage ansvar, og det er netop nogle af de ting, der følger med, når man er den ældste. Men jeg kan da godt mærke, at rollen som den ældste i familien er en, jeg skal lære at tage på mig. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg bliver en god ældste. Som lytter og forstår. Og som kan nuancere tingene lidt mere i stedet for bare at buldre af sted med min egen dagsorden. Det øver jeg mig stadig på.

Du sidder også yderst på grenen nu, hvad tænker du om det?

– Jeg har aldrig tænkt så meget på døden, men den er begyndt at fylde mere. Den er rykket tættere på. Der ligger på en eller anden måde et fripas i at have sine forældre. Så længe de er der, er døden ikke aktuel. For det går jo i rækkefølge. Sådan tænker man. Men jeg er simpelthen begyndt at tælle mit liv for første gang nogensinde.

Mikkel-Beha
Foto: Peter Nørby

– Gennemsnitsalderen for mænd er 78 år, jeg er 53, så jeg har 25 tilbage. Og hold kæft, så får jeg helt sved på panden, for jeg kunne godt tænke mig lige at bygge et lille hus oppe på Lofoten, lave en dykkerskole på en ø ude i Tonga, bygge husbåden færdig og rejse tre år til Mellemøsten for at lære arabisk. Og alt muligt andet. Skal jeg nå det, har jeg virkelig travlt.

– Samtidig er jeg begyndt at mærke alderen. Før i tiden følte jeg mig aldrig fysisk begrænset, og jeg har altid kunnet løfte lige så tunge ting som mine unge, stærke sønner og gå lige så langt. På turen med Wallenberg oplevede jeg for første gang, at jeg sgu ikke kunne gå lige så meget op ad bakke som Theis på 26. Jeg fik ondt i hoften. Aj, altså, og tænk når den dag kommer, hvor jeg skal bede mine sønner om lige at åbne et rødbedeglas for mig. Jeg tror, jeg må begynde at gå til noget træning, ha ha.

Det er så viseligt indrettet, at når nogen går bort, kommer andre til verden. Det er også sket i Mikkels familie, hvor lille Hugo er kommet til. Emil og Louises søn, der er omkring et år nu. Mikkel lyser fuldstændig op, når han skal fortælle om at være blevet farfar.

– Det er så fantastisk! Den kærlighed, man oplever, når man selv får børn, er så ubetinget, ny, ukendt, overvældende og for evigt, at man tror, at intet kan matche det. Men så, pludselig kommer der et lille barn i næste led, og man bliver ramt af en kærlighed, der er nøjagtig lige så ubetinget som den, man føler for sine egne børn.

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen: Jeg kan slet ikke huske, hvordan mit liv var, før min datter blev født for 11 år siden

– Man er med det samme helt sikker på, at den her lille, røde, rynkede, fire timer gamle baby, der ligger på maven af sin mor eller far, vil man elske til evig tid. Og helt ubetinget. Det havde jeg aldrig overvejet. Så jeg blev fuldstændig overvældet af den følelse, da jeg sad derude på Hvidovre med Emil, Louise og lille Hugo. Samtidig var jeg helt i ro med det. Det var det mest naturlige.

– Og så er det jo heldigt, at vi oven i købet har fået det gladeste lille barn i hele verden, som er fuld af omvendt kærlighed også. Som ubetinget elsker os alle sammen og kysser os med meget våde kys. Han kan sidde og kigge op på en med et blik, der siger "Farfar, jeg elsker dig". Føler man. Og fem minutter efter kan han kigge på en mælkekarton med det samme blik. Og elske den mælkekarton lige så højt. Han har masser af kærlighed i sig, ha ha.

Hvordan er det at have sådan en lille en med ud og sejle?

– Det er kæmpe fedt. Han var seks uger, da vi sejlede af sted fra København med Wallenberg. Og han var lige knap et år, da vi sluttede oppe på Svalbard. Og i det år havde vi ham helt tæt på os i lange perioder, og det var virkelig en gave, som bedsteforældre, at opleve det.

Hvordan er du som farfar?

– Jeg er fandeme en sød farfar.

Han griner højt.

Mikkel Beha
Foto: Peter Nørby

– Og en nærværende farfar. Jeg havde en periode efter Troels’ død, hvor Hugo var mit lille frirum. Når jeg lige fik fingre i ham på Wallenberg, gik vi ned i maskinrummet eller op på broen og stod og trykkede på alle knapperne eller kiggede på de fine lys i instrumenterne og snakkede lidt om livet. Vi pegede ud på skyerne og håbede på, at der kom en hval forbi derude. Og lige der skulle jeg ikke
andet. Jeg skulle bare være til stede med Hugo. Han var min lille ventil til ubetinget nærvær. Til ubetinget kærlighed. Og til ubetinget ubekymrethed. For der er meget ubekymrethed, når man er et sødt, lille, glad barn, som Hugo er.

Du og Marian har formået at give glæden ved at sejle videre til jeres drenge, tænker du over, at du også skal give den videre til næste generation?

– Ja, det kan du tro. Drengene er lige nu på vej sydover med Havana, og forleden sendte Emil mig et billede af Hugo, der så sine første delfiner springe for boven. Han var blevet edderspændt rasende, da de efter et kvarter svømmede videre, for han ville bare have mere delfin. Så jeg tænker, at det nok skal gå. Han skal nok blive et tro og loyalt medlem af sejlersekten.

Hvem er Mikkel Beha Erichsen

Mikkel-Beha4.jpg

Mikkel Beha Erichsen, 53 år.

  • Tv-vært, tv-redaktør, producer, forfatter og foredragsholder.
  • Aktuel med nye afsnit af ”Kurs mod nord” på TV 2 og bogen ”Logbog fra Wallenberg – En fortælling om drømme, frihed, eventyr – og savn”, som udkommer 15. november.
  • Gift med Marian Midé.
  • Sammen har de sønnerne Emil, 29, Theis, 26 og Alfred på 19.
  • Farfar til Hugo på et år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Far og Forældre