Min ”overskudsagtige” vinterferie!
Ferier skal jo i princippet ikke stoppe, men når man så er hjemme igen og på arbejde, så må jeg jo indrømme at det er vekselvirkningen mellem job og ferie, der gør begge dele så rare.
Har vist aldrig været i bedre fysisk form end denne gang, normalt plejer jeg på 2. eller 3. dagen på en skiferie, knap at kunne slæbe mig ud af sengen og bare det at få skistøvlerne på er en hård kamp, men denne gang gik det som smurt –jeg drønede ned af pisterne, kørte et uendeligt antal kilometer i tallerkenlifter uden at få ondt i lår og bagdel og sprang hver morgen ud af sengen som en vårhare.
Så min indsats i træningscenteret henover vinteren har båret frugt og nu gælder det bare om at holde formen ved lige, så strandturene til sommer kan blive en ligeså positiv oplevelse, blot en skam at det kræver væsentligt mindre tøj end om vinteren Desuden har jeg, udover at stå på ski, ikke lavet andet end at drikke og spise, så det kan godt være, jeg må tage en ekstra tørn i træningstøjet.
Følger lidt med i debatten på især FB om kvinders ”overkudsagtige” statuslinier, der måske eller måske ikke giver andre kvinder lavt selvværd og det der er værre. Bliver helt angst for om denne blog måske også virker for overskudsagtig med henvisninger til fantastisk skiferie i Frankrig og god fysisk form, men vælger at tro at vi kvinder godt kan kapere hinandens positive historier, bare det ikke bliver for selvfedt og kvalmende.
Personligt elsker jeg FB på godt og ondt og synes det er en genial måde at følge med i andres liv på og ved da godt at der er et gran af selviscenesættelse i alt hvad jeg gør der inde, men det er der vel også ude i det virkelige liv? Det tror jeg nok!