Modeuge i Paris: Chanel, Chanel, Chanel

Modeuge i Paris: Chanel, Chanel, Chanel

Endnu dag på farten i skønne Paris. Denne morgen har jeg retning mod Grand Palais mellem Seinen og Champs Élysées, hvor Chanel har sit stort anlagte show. Jeg er meget spændt!

På vej ind i Grand Palais ser jeg hele det internationale jetset fra modebranchen. Her er det Suzy Menkes som er legendarisk for sin modejournalistik på the International Herald Tribune.

Inde på min plads i Grand Palais må jeg sande, at et Chanel-show ser ud til at være en større produktion end en Madonna-koncert... Hele rummet er pakket ind i et kæmpe vægmaleri, som ligner røgsøjler – ligesom hele det brede stykke mellem publikumstribunerne er dækket af sort kul i bitte små stykker med bunker af sorte sten skødesløst strøget rundt i lokalet. I midten af det hele er selve catwalken i et materiale, som mest af alt ligner drivtømmer. Det hele minder meget om en gangbro over et vulkansk område. I hver ende af det gigantiske rum er to store hvide flader dekoreret med Chanels berømte dobbelte C'er hævet et par meter over gulvet...

Lige over for mig spotter jeg hele holdet fra amerikansk Vogue solidt placeret på første række; blandt andre André Leon Talley, Anna Wintour og Grace Coddington...

Høj musik tordner gennem højttalerne og showet går i gang. Et øjeblik kigger alle sig forvirret omkring, indtil de store hvide felter på endevæggene begynder at bevæge sig og åbne sig nedad som broer over en voldgrav... De ender med at danne to ramper ned til catwalken – og modellerne kommer ud gennem modlys og tåge.

Danske Freja Beha Erichsen åbner showet sammen med Stella Tennant, som kommer ind fra modsatte side.

Stilen er lagt. Kollektionen viser en rocket fortolkning af Chanels univers, hvor Island møder ”Lord of the Rings”. Looket kan vel bedst beskrives som gotisk viking – altså på en lidt chik og ladylike facon. I virkeligheden er det måske lidt mere Karl Largerfeld, end det er Chanel... Men showet er fantastisk.

Senere kommer danske Caroline Brasch Nielsen også på podiet.

Og endnu senere det nyeste danske stjerneskud, Josephine Skriver – som på denne (sin første) sæson som model på de internationale podier har gået ALLE de væsentligste shows i New York, Milano og Paris. Udover Chanel også Dior, Gucci, Prada, Balenciaga og så videre og så videre...

Chanel slutter showet af med en storladen og flot finale, hvor hele castet af modeller kommer ind på podiet – halvdelen fra hver sin ende af den kæmpestore sal. Og som prikken over i'et kommer Karl Lagerfeld naturligvis på podiet og modtager sin applaus.

Efter Chanels show slentrer jeg genne Rue du Faubourg Saint-Honoré, hvor jeg meget apropos besøger den nye pop-up store, som Chanel og Colette har udviklet i samarbejde. En forfriskende måde at vise det klassiske hus frem på og klart et besøg værd.

Derefter mødes jeg med fotografen Sophie Dreijer. Hun er en dansk fotograf, som er delvist bosat her i Paris. Hun fotografer jævnligt modeserier for ALT for damerne – men i morgen skal hende og jeg lave vores første modeserie sammen. Så vi mødes lige til en hurtig frokost for at hilse på hinanden – og for at kigge på flotte parisiske locations til modeserien og den forside, vi også skal fotografere...

Her står Sophie på den pompøse Point Alexandre, som vi begge synes egner sig fortrinligt til den forside vi skal lave... Den kan du se, når bladet udkommer i uge 15.

Derefter drøner jeg til Rue de Sèvres, hvor Hermès netop har åbnet sin nye butik – som også dannede rammerne for husets show forleden.

Den nye butik er helt og aldeles fantastisk. Den er indrettet i en gammel svømmehal – og der er intet overladt til tilfældighederne. Det er en meget meget smuk butik, som virkelig fik mig til helt seriøst at overveje, om jeg muligvis skulle spendere 15.000 euro (!) på en stol i alligatorskind... Heldigvis besindede jeg mig og smuttede igen.

Jeg gik et par hundrede meter ned ad gaden til det lækre stormagasin Bon Marche – hvor jeg havde hørt om en lille udstilling om Dior... Den måtte jeg da ned og se!

Dior-udstillingen ligger på anden sal og har gratis adgang. Så hvis du kommer til Paris inden d. 26. marts, kan du passende slå et smut forbi – ellers kan du lige se et par billeder her.

Udstillingen åbnes fint med et eksempel på den store mesters ”New Look” fra 1947. Derudover er der en række houte couture-rober udstillet både fra Christian Diors egen tid og fra den nyligt afgåede John Galliano. Uanset hvad har Galliano skab smukke smukke kjoler – og du kan altså se nogle af dem her.

Derudover er der en række videoskærme og interaktive dimser, som gør oplevelsen sjov og lærerig.

Så er det tid til aftensmad – og jeg sætter kurs mod den hyggelige Rue de Buci. Jeg har netop sat mig til rette ved et bord, da de søde piger fra Rue Verte kommer forbi og gør mig selskab. Caroline og Anaïs er begge kun 23 år – men de styrer Rue Vertes indkøb af blandt andet Stella McCartney og Barbara Bui med hård og kompetent hånd. Dejlig aften i godt selskab.

Ved 23-tiden er jeg tilbage på hotellet. Og for lige at være klar til skydningen i morgen går jeg i gang med at stryge. Jeg er en temmelig perfektionistisk type – og det er først to timer senere, at sagerne til modeserien i morgen hænger snorlige og er klar til fotografering i morgen. Og jeg er klar til at hoppe på hovedet i seng. Tak for i dag.