Pilou Asbæk
SPONSORERET indhold

Pilou Asbæk: Familien gør mig sårbar

Pilou Asbæk får stigende opmærksomhed, men prøver samtidig at værne om sin lille familie.

Af: Majbritt Lacuhr Foto: Jens Rosenfeldt
21. aug. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Han er aktuel i en film om venskabet mellem Simon Spies og Mogens Glistrup, hvor han spiller spradebassen Spies, der ikke var bange for at udstille sig selv for at sælge billetter.

Personligt er Pilou Asbæk nærmest gået i modsatte grøft, fortæller han i et interview i denne uges ALT for damerne.

– Min udfordring er efterhånden blevet, at der de senere år er kommet så meget opmærksomhed omkring min person – det er ret heftigt. Og jeg skal vænne mig til det, for jeg er stadig et menneske, der bare går tur med barnevognen i joggingtøj i Kongens Have med skørt hår. Jeg synes ikke, det er så fedt mere. Det hænger nok sammen med, at jeg lige nu er et sted i mit liv, hvor jeg værner om det private. Nok fordi jeg har fået min egen lille familie, jeg skal passe på. Det gør én sårbar, siger han og fortsætter:

– Jeg kan mærke, jeg har ekstremt behov for at dæmme op og beskytte. Jeg er blevet spurgt så mange gange af diverse børnemagasiner og sladderblade, om jeg, eller vi, vil stille op til billedserier med vores datter. Og jeg skal slet ikke træffe et valg på hendes vegne. Det kommer ikke til at ske, før hun selv kan sige, om hun har lyst til at gå med til en premiere, eller hun selv gerne vil stille op.

Et godt fodboldhold
Filmen Spies & Glistrup vil uden tvivl gøre Pilou Asbæk endnu mere kendt, og han kalder den er hans professionelle højdepunkt hidtil.

– I forhold til "Spies & Glistrup" var det stort at få lov at arbejde sammen med Christoffer Boe og Nicolas Bro. Og Manuel Claro, som er fotografen. At være med til at lave en så stor spillefilm om så ikoniske mennesker som Simon Spies og Mogens Glistrup sammen med så spændende et team. Det er som at få lov at spille på et rigtigt godt fodboldhold. Som ung spiller har man brug for at spille mod og med nogen, der er bedre end én selv. Og det fik jeg lov til her, siger Pilou Asbæk.

Spies & Glistrup
Filmen har premiere 29. august.
Læs mere om filmen og se trailer på: Kino.dk

Læs hele interviewet med Pilou Asbæk i denne uges ALT for damerne nr. 34/2013